Annonce
Erhverv

Lederne holder Opus kørende: Direktør tager spritten i egen hånd

Direktør Søren Holmboe og den 11 mand store ledergruppe holder sammen med et par elever Hotel Opus i Horsens kørende under coronakrisen. Der er voldsomt fald i aktiviteterne, men en af de vigtige opgaver, som lederne har fået travlt med, er afspritning i en grad, så gæsterne trygt kan bo på hotellet. Foto: Morten Pape
Der er få overnattende gæster på Hotel Opus, men alle forsamlinger er aflyst, og restauranten lukker nu også for spisende gæster og omstiller sig til takeaway.
Annonce

Horsens: Vi er helt på den.

Sådan lyder, kort formuleret, en status fra Hotel Opus' direktør Søren Holmboe.

Al aktivitet på hotellet er aflyst på grund af corona-situationen. Det gælder alt fra møder og konferencer til receptioner og fester.

- I weekenden havde vi et brudepar, som aflyste festen. De gennemførte dog vielsen i lørdags og kom og spiste hos os helt selv, inden de tog hjem. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at gøre oplevelsen så god som muligt for dem, for det må godt nok være en speciel situation for dem at stå i, siger hoteldirektøren.

Det sværeste er, at vi ikke kender udløbsdatoen. Det kan ende med at blive pindedød nødvendigt at fyre ansatte, men vi håber og gør alt for, at vi ikke kommer dertil.

Søren Holmboe, direktør på Hotel Opus

Annonce

Fra morgenmad til takeaway

Hotellet har indført afspritningsprocedurer for alt, hvad folk rører ved. Peberkværne, elevator-knapper, gelændere og så videre.

- Der er ikke en centimeter af den slags, der ikke sprittes af, og vi gør det igen og igen - guderne må vide, at vi har tid til det, siger Søren Holmboe.

Indtil i dag har Opus imødekommet spisende gæster i restauranten ved at lave god afstand mellem bordene, og weekenden endte med at blive okay - næsten på niveau med normalt - fortæller han.

- Hist og pist kom der spisende og rejsende til overnatning - bare to og to, som trængte til at komme væk hjemmefra, siger hoteldirektøren.

I dag er der få overnattende gæster, og som følge af regeringens seneste tiltag er det fra klokken 10 slut med spisende i restauranten.

- Efter morgenmaden lukker vi af og går over til roomservice og takeaway, siger han.

Annonce

Fra direktør til bartender

Hotel Opus har cirka 100 ansatte inklusive afløsere. Alle ansatte, der ikke er funktionærer, er midlertidigt sendt hjem på dagpenge i henhold til den hjælpe-aftale, som arbejdsmarkedets parter i sidste uge nåede til enighed om.

Tilbage på Opus er to kokkeelever og 11 funktionærer fra ledergruppen, som på skift dækker vagterne 24-7 og varetager alle opgaver.

- Jeg har i dag været morgentjener, og i aftes var jeg bartender, siger hoteldirektøren, som også tager nattevagter og derfor er flyttet midlertidigt ind på hotellet.

- Det er en helt ekstraordinær situation, og det er jo i en situation som den her, at jeg skal være min løn som leder værd. Det er en leders lod, men jeg er ikke den eneste. Der her kræver noget af os alle, siger han.

Alle funktionærer er kollektivt blevet enige om at gå 20 procent ned i løn, og de øvrige ansatte, der er sendt hjem uden løn, har udvist forståelse, siger Søren Holmboe.

- De synes selvfølgelig, det hele er meget ærgerligt, men der er ingen, der bebrejder nogen noget, forklarer han.

Køkkenchef og souschef sørger sammen med eleverne for at holde køkkenet kørende, og hvis takeaway-delen, som hotellet nu vil slå et slag for, bliver en succes, håber Søren Holmboe at kunne kalde en del af det hjemsendte personale ind igen.

- Det er nu gjort muligt at indkalde personalet i det omfang, der kan være brug for dem, og derefter sende dem hjem på dagpengene igen. Nu er det også blevet muligt, at vi kan sende funktionærer hjem med lønrefusion, så det er gode og fleksible løsninger, der er iværksat, som forhåbentlig kan hjælpe os til ikke at afskedige folk, siger han.

Fra onsdag klokken 10 er det slut med at spise i hotellets restaurant, men køkkenet er fortsat i sving, og hoteldirektøren og de øvrige ledere er klar til at bringe ud til værelserne. Samtidig vil hotellet sørge for take-away tilbud til byens borgere. Foto: Morten Pape
Annonce

Den vildeste team-building

Hoteldirektøren har lukket kassen for en lang række omkostninger, og han fastholder, at afskedigelser af personale bliver det absolut sidste skridt, han vil ty til.

Han håber, at han inden længe sammen med alle ansatte kan se tilbage på corona-tiden som en sindssyg tid, og at de sammen kan vende den til noget positivt.

- Det er jo den vildeste team-building, vi gennemgår lige nu. Vi husker også at hygge os, og vi spiser godt, siger han.

Men for at Hotel Opus og andre i branchen kan komme dertil, er det helt afgørende med de rigtige hjælpepakker, mener Søren Holmboe. Han hilser de foreløbige initiativer velkommen og har stor respekt for det arbejde, politikerne og ikke mindst brancheorganisationen Horesta gør, siger han.

Til daglig er Gitte Søndergaard receptionschef på Hotel Opus. Nu er hun blandt meget andet receptionist, rengøringsassistent og hjemmelærer for sin søn Christian. Foto: Morten Pape
Annonce

Rul allerede betalt moms tilbage

Muligheden for at udskyde betaling af skat og moms i en periode batter i hoteldirektørens øjne dog ikke meget for branchen.

- Det er en fin håndsrækning, men eftersom vi ikke har nogen synderlig omsætning i den her tid, er der heller ikke meget moms, der skal betales for den periode.

- En bedre hjælp kunne derfor være at tilbageføre den moms, vi allerede har betalt for den seneste periode. Det kunne give et helt andet boost at få de penge i spil igen, og vi kunne i stedet rasle betalingen af hen over de næste perioder, foreslår han.

Hjælpepakken, der betyder, at ansatte kan sendes hjem på dagpenge fra dag ét, har været guld værd, fastslår Søren Holmboe og tilføjer:

- Og hvis den kunne forlænges, vil vi være rimelig hjulpet. Man skal selvfølgelig passe på ikke at tænke for langsigtet, så det ikke bliver en ordning, der udnyttes, når branden er slukket, men jeg synes, det vil være fint, hvis man forlængede den med måske bare en uge ad gangen.

Hoteldirektør Søren Holmboe er i denne periode flyttet ind på hotellet, så han er fleksibel til alle opgaver døgnet rundt. I ny og næ kører han en tur hjem til et lille afbræk i selskab med familien, fortæller han. Foto: Morten Pape
Der synes tomt på det store hotel, hvor alle arrangementer er aflyst, og hvor antallet af overnattende også er faldet voldsomt, efter at corona-situationen har indstillet megen rejseaktivitet. Foto: Morten Pape
Der er ikke trængsel ved indgangen til Hotel Opus i disse dage. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Landbrugets CO2-udledning

Annonce