Annonce
Leder

Leder: Lad os dele de gode ideer

Gode ideer skal nemlig deles generøst. Ikke mindst i en tid, da store dele af erhvervslivet er trængt til det yderste.


Annonce

Nok falder skyggen fra coronakrisen tungt og mørkt over Danmark og dansk erhvervsliv lige nu, men det bobler samtidig med kreative ideer og fantasifulde initiativer.

Senest har City Horsens påtaget sig at etablere et fælles website, hvor de lokale butikker kan udbyde deres varer. En oplagt måde at få solgt f.eks. øl, blomster og æg, som bærer fornavnet påske og er gule.

I dagens avis kan vi også fortælle om en ung tømrerlærling, Sebastian Skovgaard Nielsen, som i samarbejde med sin arbejdsgiver laver fem videoer for at fortælle børn og forældre, hvordan de sammen kan tegne og bygge et fuglehus. Firmaet følger op og uddeler pakker med de nødvendige træstumper til de første 20.

Ingen kan naturligvis leve af at forære sine varer væk, men det luner, når nogen har overskud til at vende en svær situation til også at indeholde noget positivt.

Her i vores egen verden har krisen også affødt nye initiativer. Onsdag åbner Jysk Fynske Medier, som Horsens Folkeblad er en del af, en hotline for det lokale erhvervsliv. Erhverv 112 kalder vi initiativet, hvor vi samler en vifte af specialister, der kan bistå med akut rådgivning og hjælp til de hundredvis af lokale butiksindehavere, håndværkere og andre aktører i et erhvervsliv, der er lagt i respirator.

Teamet i Erhverv 112 består af eksterne advokater, revisorer, virksomhedsrådgivere og finanseksperter. Sammen med medierådgivere, kommunikations-eksperter og redaktionelle medarbejdere fra Jysk Fynske Medier vil de svare på spørgsmål og tilbyde sparring om de udfordringer, der lige nu udfordrer erhvervslivet på alle tænkelige måder.

Du kan for eksempel trække på eksperter, der ved mere om e-handel, sociale medier og markedsføring end de fleste.

Hensigten er at samle de bedste ekspert-kræfter på tværs af landsdele og dele inspirerende løsninger, så en god idé fra snedkeren i Lemvig kan sættes i spil hos kollegaen i Hedensted.

Det er en tjeneste, hvor trængte virksomheder, små selvstændige, kan søge gode råd. Og det sker kvit og frit.

Gode ideer skal nemlig deles generøst. Ikke mindst i en tid, da store dele af erhvervslivet er trængt til det yderste. Jeg håber, at også lokale virksomheder i Horsens-området vil benytte sig af tilbuddet.

Og til alle I andre: Husk at støtte det lokale butiks- og erhvervsliv. De har brug for det.

Du kan i avisen Danmark læse mere om den nye hotline Erhverv 112.


_

Lene Vestergaard.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

På kanten af kaninhullet

Horsens

Dagens corona-tal: På ét punkt ligner Horsens Kommune ikke de andre

Annonce