Annonce
Østjylland

Efter lastbil i brand på E45: Alle spor åbne og normal trafik

Der var onsdag morgen brand i en lastbil. Det påvirker trafikken på E45 i de tidligere morgentimer mellem Skanderborg V og Skanderborg S. Foto: Martin Ravn

Alle spor er åbne og trafikken afvikles normalt igen. Sådan lyder meldingen fra Vejdirektoratet onsdag morgen klokken 8.

Der var ellers køkørsel og forsinkelse på op til 10 minutter på E45 i sydgående retning mellem Aarhus og Horsens flere timer onsdag morgen.

Det skyldtes, at en lastbil onsdag morgen ved halv fem-tiden brød i brand. Det skabte køkørsel i de tidligere morgentimer, som prægede trafikken det meste af morgenen på Østjyske Motorvej mellem frakørsel Skanderborg V og frakørsel Skanderborg S.

Branden i lastbilen var kort før klokken 6 slukket, men politi og redningsmandskab arbejdede på stedet til omkring klokken halv otte, og der var derfor kun ét spor åbent i en længere periode.

Den brændte lastbil holdt tidligere på morgenen i nødsporet omkring frakørsel Skanderborg S, og frakørselsrampen var derfor spærret flere timer, men klokken halv otte er rampen igen åben for trafik.

Lastbilen brød i brand i samme område, som der i øjeblikket asfalteres på E45, og der er derfor i forvejen nedsat hastighed på strækningen. Kombinationen af asfaltarbejdet og den brændte lastbil skabte derfor køkørsel onsdag morgen.

Oprydningsarbejdet er klokken 07.40 afsluttet, og trafikken afvikles klokken otte normalt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce