Annonce
Horsens

Lastbil-barometret: Pink er dobbelt så stor som 'Bossen'

Onsdag aften spiller Pink en af årets mest ventede koncerter i Horsens. I de seneste dage er scenen blevet bygget op i den ene ende af stadion, hvor tribunenen kan fjernes, og tirsdag aften rykker Pinks egne folk ind for at installere alt det udstyr, hun turnerer med. Der er ikke sparet på noget, når en af nyere tids største popstjerner giver koncert, har Horsens & Friends direktør Claus Visbye sagt op til koncerten. Foto: Morten Pape
41 lastbiler med grej og 16 busser med Pinks koncerthold ruller ind i Horsens.

Horsens: Publikum kan se frem til et møde med et gigantisk scene-setup, når den amerikanske megastjerne Pink onsdag giver koncert på Casa Arena i Horsens.

Den 39-årige sangerinde kommer til byen med en totaloplevelse af show og musik, fortæller produktionsansvarlig hos Horsens & Friends Erik Munk Jacobsen.

Og hvis man kan bruge musikerens mængde af udstyrs-belæssede lastbiler og busser som barometer, er det en af tidens helt store turneer, der ruller ind.

- Ja, hun har en del med, konstaterer Erik Munk Jacobsen underspillet og sammenligner Pinks opsætning med den, Bruce "The Boss" Springsteen havde med til Horsens, da han i 2016 som seneste internationale stjerne gav koncert på stadion.

- Pink kommer med 41 lastbiler med produktionsudstyr, og så kommer der også 16 busser med hendes folk. Skal man sammenligne med Bruce Springsteen, havde han nok kun det halve antal lastbiler med, vurderer Erik Munk Jacobsen.

De mange lastbiler og busser kommer også til at fylde i landskabet på Langmarksvej.

Annonce

Pink kommer med 41 lastbiler med produktionsudstyr, og så kommer der også 16 busser med hendes folk. Skal man sammenligne med Bruce Springsteen, havde han nok kun det halve antal lastbiler med.

Erik Munk Jacobsen, produktionsansvarlig, Horsens & Friends

Der er bygget en moppedreng

- Jeg vil ikke sige, at vi er udfordret, men der er da lidt logistik med at få parkeret 41 lastbiler. Vi kommer til at fylde en smule på Forums p-plads, og oven i det kommer der så de 16 busser, bemærker Erik Munk Jacobsen, som sammen med sin kone Helle Brandt-Hansen har været med på Horsens & Friends-holdet siden begyndelsen på det horsensianske koncert-eventyr for 20 år siden.

I den tid har de oplevet lidt af hvert og været fødselshjælpere for koncerter med nogle af verdens største navne. Nu skriver de Pink på den lange liste, og de seneste dage har de brugt kræfterne på at forberede omgivelserne på Casa Arena til stjernens show.

Blandt andet er scenen blevet bygget, og det er en ordentlig "moppedreng", en såkaldt truster-scene, der kan bære alt det grej, stjernen kommer med.

- Der er for eksempel masser af lys, der skal op, og så er hun jo også lidt af en cirkus-artist. Hun skal optræde med trapez ud over publikum, så der er også blevet trukket wire helt ud i lysmasterne på stadion, forklarer Erik Munk Jacobsen.

Scenen er væk på fredag

Selve afviklingen af koncerten forventer han kommer til at køre efter en snor.

Pinks produktionsfolk kom til Horsens tirsdag eftermiddag, og Erik Munk Jacobsen regner med, at de arbejder frem til midnat med at rigge grej til. Onsdag ved middagstid er der lydprøver for musikerne, som ud over Pink tæller opvarmningnavnene Vance Joy, KidCutUp og Bang Bang Romeo.

Dørene åbner for publikum kl. 18, Pink spiller kl. 21 og er færdig omkring kl. 23. Derefter går der tre timer med at pille hendes udstyr ned, og så følger arbejdet med at fjerne den store scene i den ene ende af Casa Arena.

- Vi er nok færdige fredag ved middagstid, spår Erik Munk Jacobsen forud for showet, der er det sidste i sommerens række af koncerter med verdensberømte musikere på Fængslet og Casa Arena, hvor også Lenny Kravitz og Foo Fighters har spillet i år.

Næste opgave for Horsens & Friends-folkene bliver et besøg af den ligeledes verdenskendte komiker John Cleese, som den 29. august optræder i Forum Horsens på sin "Last Chance To See Me Before I Die"-turné.

Pink-koncert i Horsens

Onsdag spiller Pink på Casa Arena på sin "Beautiful Trauma"-turné.

Der er tale om den første stadionkoncert i Horsens siden 2016, da Bruce Springsteen spillede.

Hos Horsens & Friends forventer man omkring 25.000 publikummer til koncerten.

Her er tidsplanen:

Kl. 18: Døre åbnes - DJ

Kl. 19 Support: Bang Bang Romeo

Kl. 19.50 Support: Vance Joy

Kl. 21: Pink

Kl. 23: Koncertpladsen lukker

Ud over koncerten på Casa Arena er der opvarmningsfest i Horsens midtby fra kl. 10-18.

Der bliver givet tre gratis koncerter i løbet af dagen i Søndergade, hvor Fallulah, Delay og lokale Nøia optræder.

Derudover er der forskellige underholdende indslag på "varm op"-pladsen, der er den nye plads foran Jørgensens Hotel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce