Annonce
Livsstil

Langeland er Steffen Jensens mentale oase: - Jeg kan bare ikke få nok af al den ro

Steffen Jensen, journalist og fotograf, flyttede for to år siden til Langeland sammen med sin hustru Luli. Her finder han fred og ro i kontrast til hans arbejde som mellemøst-korrespondent, der ofte bragte ham ud i krigszoner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Tv-korrespondent Steffen Jensen kender vi bedst i skudsikker vest og hjelm, når han rapporterer fra verdens varmeste brændpunkter. Men for to år siden flyttede han familien fra Mellemøsten til Langeland. For at fylde sin forrevne sjæl med ro. For at lade op langt fra bomber, terror og krig. Og for at skabe balance i livet. Nu udstiller han fotografier fra de to steder, han føler sig hjemme - Mellemøsten og Udkantsdanmark - i et af Langelands 12 kunsttårne.

Et lille tårn bygget af røde og gule mursten står ved siden af et forladt busskur. Engang hang der ledninger fra tårnets top og sørgede for strøm til de få huse, der ligger nede ad vejen. Nu er ledningerne pillet ned, transformatorerne taget ud, og døren løftet af.

Det, der nemt kunne være et billede på en nedslidt, tom del af provinsen, er lige det modsatte. Det er et udtryk for kreativ tænkning og frivilligt engagement.

For parkerer man bilen langs kornmarken og giver sig tid til at kigge ind i det gamle tårn, opdager man, at det indeholder en udstilling af fotografier, taget af fotograf og TV2-journalist Steffen Jensen.

Den få kvadratmeter store kunstudstilling hedder ”Hjemkomst” og portrætterer hans to hjem: Udkantsdanmark og Mellemøsten.

Det første emmer af ro, eftertænksomhed og tid, det andet af konflikt, krig og dramatisk forandring. Men begge er set gennem kærlige, åbne og nysgerrige øjne. For det er sådan, man bør møde verden, mener Steffen Jensen.

Efter 30 år i Mellemøsten og alt for tæt på terror- og krigszoner er han vendt hjem. Han har valgt at slå sig ned i en del af Danmark, der har forandret sig mindst i de tre årtier, han har været væk: i et lille gult bindingsværkshus mellem skov og eng på Langeland. For bomberne og skyderierne, flygtningelejrene og ligene har sat sig dybe spor i hans sjæl, som bliver healet af den langelandske ro.

Øen er blevet hans mentale oase.

- Et sted, jeg kunne flygte til en gang imellem for at komme væk fra Mellemøstens vanvid og få lidt ro i sjælen og sindet. Jeg er stadig i en fase, hvor jeg bare ikke kan få nok af al den ro, siger Steffen Jensen.

Annonce

Steffen Jensen

63 år.

Journalist og korrespondent for TV2. Var med til at starte TV2 i 1988 og har siden rapporteret fra Mellemøsten.

Flyttede fast til Jerusalem i 1991, indtil han flyttede tilbage til Danmark for et par år siden.

Forfatter til flere bøger, blandt andet "Untold Stories - Billeder og beretninger fra Mellemøsten" fra 2012.

Gift med Luli, sammen har de børnene Jonathan og Sarah.

Se mere på steffen-jensen.dk.

Morgenlys

Klokken er ikke mere end 6.30, da vi banker på den tykke dør til et gammelt, lavt bindingsværkshus i en by bestående af sådan cirka otte huse, alt efter hvor man begynder og stopper med at tælle. Det er en grådiset dag. Luften er tung af fugt, som solen får svært ved at bryde igennem.

Mellemøstkorrespondent, fotograf og forfatter Steffen Jensen har inviteret os til at besøge ham i dagens første timer. For det er her, lyset er bedst. Han har i mange år været en ivrig amatørfotograf. Så ivrig, at nogle, men aldrig ham selv, ville kalde ham kunstner. Det er blevet til fotoforedrag, fotobøger, fotoartikler og fotoudstillinger. Den seneste i et af de kunsttårne, der står 12 af fordelt ud over den 60 kilometer lange ø. Det er det, vi skal se i det bløde morgenlys.

- Jeg skal lige have en klud og noget sæbevand med, for min kone var dernede med nogle gæster for nylig, og der er åbenbart nogle svaler, der har skidt ud over billederne, siger han på vej ud ad døren.

Siden 1980’erne har han reporteret fra Mellemøsten. De fleste af os har set udsigten fra hans terrasse i familiens hus i Jerusalem, for det var der, han fortalte tv-seerne om Israel-Palæstina-konflikten, om fredsforhandlinger, om selvmordsbomber og missilangreb. Men han har også rejst i det meste af den arabiske verden og langt ud over for at lave indslag til tv-nyhederne fra de varmeste brændpunkter. Og når videokameraet var slukket, begyndte han selv at fotografere.

- Det er faktisk en forfærdelig historie, men jeg købte et kamera, engang jeg skulle til Afghanistan. Mine børn var stadig små, og jeg fik den tanke, at hvis jeg blev dræbt derude, ville de måske glemme mig. Så jeg ville tage en masse billeder med mig og børnene, så de i det mindste havde dem at kigge på. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte - måske, at hvis de ikke glemte mig, ville jeg ikke være helt død, siger han og griner lidt ad sig selv.

- Men på rejsen købte jeg et lille digitalt kamera og fotograferede en masse i Afghanistan og Pakistan, og pludselig var jeg bidt af det igen, ligesom da jeg var ung, forklarer han.

Der er ingen af Steffen Jensens svar, der er enkle og ligetil. På spørgsmålet om, hvorfor han kom i gang med at fotografere, begyndte han ikke i Afghanistan, men med at fortælle om sin kunstmaler-far og kommunist-mor og deres skøre hjem. Om hvordan han som arkæologstuderende fotograferede skeletter og sten. Aldrig mennesker - for det gjorde hans far heller ikke. Og om, hvordan han rejste til Israel i 1973 for at redde landet fra krig. Med sit kamera. Landet reddede sig selv, men Steffen Jensen fik tusindvis af lysbilleder med hjem, som han holdt foredrag om. Sådan fik han råd til studierne.

Det er historien bag den hobby, der nu er hele hans måde at opleve verden på, hans indgang til at møde andre mennesker - både i Mellemøsten og på Langeland - og en dyrkelse af æstetik og ikke mindst det smukke morgenlys.

- Fotografiet er for mig også et terapeutisk redskab til at arbejde mig selv ud af nedturene på. En slags termometer, der kan måle, hvordan jeg har det, siger han.

For alt det grimme, grumme og umenneskelige, han har set gennem sit arbejde i krigszoner, har skåret sig dybt ind i hans sind.

På kogepunktet

Steffen Jensen har flere gange fortalt om at lide af depressioner og posttraumatisk stress som en følge af korrespondent-jobbet, hvor han ofte iført skudsikker vest og hjelm sendte billeder af død og ødelæggelse hjem i stuerne til danskerne. I dag taler vi om balance. Om at hele sig selv.

Fotografiet er et af hans redskaber. Et andet er at omgive sig med ro og fred så længe, at den kommer ind under huden og til sidst fylder sjælen. Det gør han på Langeland.

Det lille bindingsværkshus købte han og hans israelske kone, Luli, for snart 15 år siden. De brugte det som sommerhus, men i alle årene overvejede Steffen Jensen at flytte permanent hjem til den danske ro. For to år siden gjorde familien alvor af det.

- Allerede dengang var jeg tynget af mit arbejde. Jeg husker en episode på Rødding Højskole, hvor vi var en sommer. Min søn kom cyklende med nogle venner. De cyklede for fulde gardiner gennem højskolen og ud i Rødding by, og jeg råbte efter ham. For mit hjerte hoppede langt op i halsen, da jeg tænkte på alt det, der kunne gå galt, på faremomenter, terrorister og alt muligt, fortæller han, men stopper sig selv med et klukkende grin.

- Da gik det op for mig, at vi var i Danmark, og her sker jo ikke noget. Og jeg faldt helt til ro. Det var, som om der var et gear, der lå lavere, end når jeg boede i Israel. Men nu var det også i intifadaen (arabisk ord for oprør, red.). Det var en helt speciel periode omkring 2002, hvor der var afsindigt mange terrorbomber i Jerusalem. Jeg levede med en anspændthed og årvågenhed, som jeg ikke tænkte over i dagligdagen - også fordi jeg rejste ud til krigszoner hele tiden. Efter måneder eller halve og hele år nedsænket i den slags, var det velgørende for ens mentale balance i en periode at komme langt væk fra andre mennesker og tage den lidt med ro midt i naturens vidunderlige fred og skønhed på det smukke, rolige Langeland. Der er en kontrast mellem det vanvittige liv på den ene side, og så den totale ro på den anden, siger Steffen Jensen.

Og hver gang han taler om Mellemøstens grimme sider, tilføjer han et: Der er også smukt, skønt, malerisk. Når han taler om selvmordsbombere i Jerusalem, fortæller han også om falafelsælgerne, om de gode palæstinensiske venner og om søde dadler og lækre lammekoteletter. Han nuancerer sine udtalelser og fortællinger. For intet er sort-hvidt, godt-ondt, smukt-grimt, men det hele på en gang.

Og havde han kunnet bestemme, ville han gerne have lavet mange flere tv-indslag om det Mellemøsten, der er alt andet end konflikt.

Men der er ingen tvivl om, at livet i Israel har ændret sig på de tre årtier, han har boet der. Det har han også selv, for mennesker kan tilpasse sig de mest forfærdelige forhold. Det er en fantastisk evne.

- Før muren og hegnet til Vestbredden kom, var der bare et checkpoint mellem Jerusalem og Betlehem. Og vi havde nogle danske venner på besøg, som skulle vises rundt. Et af de faste punkter på vores sightseeing-ture var at købe verdens bedste lammekotelleter ved en palæstinenser, men vi skulle igennem det militære checkpoint, som dengang var store betonblokke, som lå på tværs af vejen, så man snoede sig igennem, men der var soldater med maskingevær, der holdt øje. Vores danske gæster gjorde store øjne og spurgte, om de checkpoints var på alle veje ud af Jerusalem. Jeg kørte igennem dem 20 gange om ugen, så jeg tænkte ikke over dem og svarede henkastet: ”Nej, nej, ikke på vejen til Tel Aviv.” ”Who gives a shit,” tænkte jeg. Men tænk, hvis de checkpoints lå hele vejen rundt om København, undtagen på Helsingørmotorvejen. Det er jo absurd, men det var noget, vi havde vænnet os til, siger Steffen Jensen.

- Der er den her fortælling om, at hvis du tager en frø og smider den i er balje med kogende vand, hopper den ud med det samme. Men tager du en frø og lægger den i koldt vand og varmer det op, så bliver den kogt. Sådan var det. De, der kom udefra, hoppede med det samme, fordi de kunne mærke, hvor kogende det var. Mens vi andre bare langsomt ændrede vores nulpunkt, og det absurde blev normalt, siger han.

De langelandske kunsttårne

Den langelandske billedkunstner Hans Kjær fik idéen til at forvandle øens gamle eltårne til en permanent, åben kunstudstilling. Siden 2003 har kunstnere og elforsyningen på øen samarbejdet om udstillingerne.

Siden 2010 har der været 12 kunsttårne. I hvert tårn er der udstilling af en lokal kunstner, som kan boltre sig på 1,5 gange 1,5 meter. Til gengæld er der otte meter til loftet.

Hvert år skifter udstillingerne i nogle stykker af tårnene, og der er som regel fernisering i begyndelsen af maj.

Kunsttårnene er fordelt ud over Langeland fra nord til syd. De er åbne hele tiden, og det koster ingen ting at besøge dem.

På hjemmesiden www.kunsttaarne.dk/om-os kan man downloade et kort over tårnene.

I 2019 kan man opleve følgende kunstnere:
Tårn 1, Lohalsvej 5A: Sonia Brandes
Tårn 2, Hesselbjergvej 18A: Lotte Engelbreckt
Tårn 3, Botofte Strandvej: Heerwagen
Tårn 4, Korsebøllevej 2A: Helle Scharling
Tårn 5, Lismosevej 6A: Alfio Bonnano
Tårn 6, Pederstrupvej 16A: Henriette Lorentz
Tårn 7, Skovsbovej 22A: Lars Calmar
Tårn 8, Hennetvedvej 58A: Sabine Majus og Brigitte Schröder
Tårn 9, Haugbøllevej 12A: Steffen Jensen
Tårn 10, Langøvej 6A: Keld Nielsen
Tårn 11, Kindeballevej 3A: Hans Kjær
Tårn 12, Vestervej 31: Jørgen Minor

Hjerte for udkanten

Vi er kørt sydpå ad hovedvejen fra Steffen Jensens idylliske bindingsværk. Efter landsbyen Lindelse drejer vi ned ad en sidevej. Og mellem marker, et hus og to vildkatte står et gammelt transformatortårn. I det meste af landet er de små murstensbygninger pillet ned, efter elledningerne er gravet ned under jorden. Men på Langeland står 12 af dem endnu.

Det er den langelandske kunstner Hans Kjær, der fandt på at skabe kunsttårne, hvor lokale malere, skulptører, fotografer, papirklippere, grafikere, smykkekunstnere og keramikere udstiller på skift. Hvert år er der et par nye ferniseringer i Danmarks længste galleri.

Steffen Jensen har hængt billeder fra Mellemøsten og udkanten af Danmark op på væggene i tårnet, hvor en svalefamilie er flyttet ind. Han finder klud og sæbevand frem og vasker sin udstilling ren for deres efterladenskaber.

- Jeg havde fået trykt mine billeder, men havde problemer med at få dem hængt op på væggene. Men da elforsyningen hørte det, kom de ud med to mand og klarede det hele for mig. Og sådan er der mange historier fra Langeland om, hvordan man hjælper hinanden, siger Steffen Jensen.

Han har anekdoter om lokale akuthjælpere, der altid kommer før ambulancen for at starte hjerter, yde førstehjælp eller bare holde i hånden. Om hvordan han fik fikset sit tag efter en storm, selv om han uvidende sad i Jerusalem. Og han har fortællinger om alle de frivillige, der skaber kunstudstillinger, er besøgsvenner eller sætter bygninger i stand. Mange af dem har han fotograferet og skrevet om.

- Vi er for eksempel med i møllelavet, men jeg kan ikke bygge møller eller sådan nogle ting. Jeg kan fotografere og skrive, og det er mit bidrag. Og det gør, at man føler, man kan gøre en forskel, at man betyder noget i forhold til andre mennesker. I en storby behøver de ikke akuthjælperne eller selv sætte bygninger i stand, men til gengæld kan man føle sig meget mere ensom i en by med to millioner mennesker, end man gør på Langeland, hvor der er længere mellem husene. Man er ikke noget i forhold til sig selv, man er kun noget, når man er i forhold til andre mennesker. Og vi har alle sammen brug for, at vores eksistens betyder noget. Det tror jeg er nemmere at få opfyldt i et lille samfund end i en storby, siger han.

Kunsttårnet er gjort rent for i år. Svalerne er velsagtens fløjet mod Afrika nu. Men Steffen Jensen skal ingen steder. Ikke før han er fyldt helt op med ro.

- Jeg bliver ved med at få nye oplevelser og møde nye mennesker, der gør, at jeg bliver forelsket i Langeland igen og igen, siger han

I et tidligere transformator-tårn udstiller Steffen Jensen sine billeder fra Mellemøsten og Udkantsdanmark under titlen "Hjemkomst". I maj 2019 blev han en af de 12 langelandske kunstnere, der er med i kunsttårn-udstillingerne, der findes over hele øen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Udover Steffen Jensens fotografier er også en svalefamilie flyttet ind i kunsttårnet, og de sviner. Så han vasker fotografierne rene for snavs. Foto: Birgitte Carol Heiberg.
Steffen Jensen boede en overgang i Istanbul i Tyrkiet, og det var meningen, at hans familie skulle flytte med. Men den dag hustruen Luli besøgte ham for at få en hyggelig weekend, var der kupforsøg og militærkampe på broerne over Bosperus-strædet, hvilket lå lige uden for hans lejligheds vindue. - Det var super godt for tv-billederne, for jeg kunne reportere fra lejligheden og få det hele med i baggrunden. Men det er ikke et sted, man vil bo med sin familie, siger han. I stedet flyttede de til Langeland, hvor Steffen Jensen kan køre til TV2, og hans hustru arbejder blandt andet som pilatesinstruktør. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Da han boede i Jerusalem reporterede han ofte fra terrassen med byen i baggrunden. Den langelandske terrasse bliver også brugt til arbejde, men med nogle anderledes rolige omgivelser. Så rolige, at mobilsignalet ofte ikke virker, så TV2 må sende ham en sms, hvis de vil i kontakt, så kan han køre op på en bakke, fange et signal og ringe dem op. Foto: Birgitte Carol Heiberg
En af de ting, som får Steffen Jensen til at forelske sig i Langeland igen og igen er alle de mennesker han møder, som er hjælpsomme og opfindsomme. Blandt andet Hans Kjær, der har fundet på at skabe kunst i tidligere el-tårne, og elforsyningens medarbejdere, der satte hans fotoudstilling op, da han havde problemer med at bore i væggen. Fotografierne tørres af med en våd klud, da en flok svaler er flyttet ind lige ovenover. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Udover Steffen Jensens fotografier er også en svalefamilie flyttet ind i kunsttårnet, og de sviner. Så han vasker fotografierne rene for snavs. Foto: Birgitte Carol Heiberg.
Steffen Jensen, journalist og fotograf, flyttede for to år siden til Langeland sammen med sin hustru Luli. Her finder han fred og ro i kontrast til hans arbejde som mellemøstkorrespondent, der ofte bragte ham ud i krigszoner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Fra udstillingen i tårnet: En ældre kvinde fra Fejø står og kigger ud af vinduet og venter på, at færgen kommer ind med hendes besøgende. I baggrunden står lagkagen klar. Foto: Steffen Jensen
Fra udstillingen i tårnet: En pilgrimsrejsende har nået sit mål. Hun har taget hele rejsen i et sæt tøj, fordi hun i stedet for tøj havde fyldt kufferten med appelsiner, som hun delte med alle sine medrejsende pilgrimme. Foto: Steffen Jensen
Annonce
Forsiden netop nu
Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce