Annonce
Horsens

Lang kø til coronatest: Jeg vidste ikke, det ville være så slemt

Lange køer har været et normalt syn de seneste dage foran Casa Arena. Her kan man blive testet for covid-19. Tirsdag kl. 9.30 stod 268 personer i kø. Foto: Martin Søndergaard Jensen
Der er lange ventetider på at blive testet for covid-19 i Horsens i øjeblikket. Folkebladet har været ude og møde nogle af dem, der tirsdag stod i kø.
Annonce

Horsens: - Jeg kunne først få en tidsbestilling til torsdag, og det er lang tid at vente. Men køen her er også meget lang, og det forventede jeg ikke. Man ved jo ikke, hvor lang tid man kommer til at stå her, og det er ikke sikkert, at jeg har tid til at vente, fordi jeg skal hente børn i eftermiddag.

Det siger Marie Louise Jensen, da folkebladet tirsdag tager ud foran Casa Arena, hvor der er kø til at blive testet for covid-19.

- Jeg har været til guldbryllup med mange mennesker, og jeg har min gang på et plejehjem for at besøge en veninde,  siger Marie Louise Jensen om, hvorfor hun står i kø til en test.


Jeg vidste godt, det var slemt med lang kø, men jeg vidste ikke, at der ville være så mange personer tidligt på dagen.

Camilla Husberg


268 personer uden tidsbestilling står kl 9.30 i kø til at blive testet, mens tre personer gennemfører tests på livet løs inde i teltene. Køen har de seneste dage været meget lang, efter at regionens testkapacitet i nogen grad er rykket til hovedstadsområdet på grund af højt smittetryk.

Med udsigt til ventetid har en del personer taget beskæftigelse med i form af en bog, og ellers bliver der kigget meget i mobilerne.

Annonce

Sendt hjem fra arbejde og skole

Camilla Husberg er kommet forberedt med en campingstol.

- Den ligger heldigvis altid i bilen, så jeg gik lige tilbage og hentede den, da jeg så, hvor lang køen var. Jeg vidste godt, det var slemt med lang kø, men jeg vidste ikke, at der ville være så mange personer tidligt på dagen, siger Camilla Husberg.

Camilla Husberg er sendt hjem fra arbejde og er nødt til at kunne fremvise en negativ test for at kunne komme tilbage på arbejde igen. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Hendes kæreste var tæt på en, som er blevet testet positiv, og hun blev derfor sendt hjem fra arbejde på en lagervirksomhed, hvor hun også arbejder i kantinen.

- Min kæreste er testet negativ, men jeg skal stadig have en test for at kunne komme på arbejde igen, og jeg kunne ikke vente på en tidsbestilling, da det først ville være om mange dage, siger Camilla Husberg.

For at sikre, at folk ikke kommer for tæt på hinanden, er der sat afmærkninger op på det sidste stykke, inden man kommer hen til testen. Foto Martin Søndergaard Jensen

Brødrene Christian og Anders Sørensens mor blev testet positiv for corona og blev sendt hjem fra skole. De har allerede en negativ test hver, men de skal kunne aflevere en negativ test mere for at komme tilbage i skolen.

- Køen var meget kortere sidst, og her kedede vi os meget, så det bliver nok endnu værre denne gang. Det er i hvert fald svært at få tiden til at gå hernede, siger Christian Sørensen.

Skoledrengene Christian Sørensen (t.v.) og Anders Sørensen er trætte af de lange ventetider, og de oplever, at det er meget svært at få tiden til at gå. Foto: Martin Søndergaard Jensen
Annonce

Der arbejdes på kapaciteten

Frederik Vitali Pedersen har været i Spanien sammen med sin familie i sommerhus og er begyndt at hoste en lille smule.

- Jeg kunne godt overveje at smutte fra køen, hvis det tager for lang tid, fordi det ikke er til at vente i det her stykke tid. Så kunne jeg komme igen senere, hvis køen er kortere eller få en tidsbestilling, hvis det er til at få, siger Frederik Vitali Pedersen.

Regionsrådsformand Anders Kühnau addresserede tirsdag problemet på et pressemøde i Aarhus. Han siger, at der arbejdes på, hvordan man kan komme problemerne til livs.

- Lige nu arbejder vi på at indføre tidsbestilling et sted som for eksempel Horsens. I stedet for, at alle kører derhen og venter i timevis, så åbner vi op for, at flere kan bestille en tid, så man hurtigere kan komme til ved at have bestilt en tid. Og har man ikke symptomer, betyder det ikke noget at skulle vente lidt på at få en tid, siger Anders Kühnau.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce