Annonce
Ikast-Brande

Landsby vil have sin egen kæmpetrold

Gludsted-trolden kan måske komme til at minde om ham her - Isak Heartstone, der blev skabt i 2018 af Thomas Dambo under en kunstfestival i den amerikanske by Beckenridge. Foto: Julian Dylan Lynch
Troldsk skulpturprojekt under udvikling i Gludsted. Landsbyforening vil have kunstneren Thomas Dambo til at bygge en gigantisk trold.
Annonce

Gludsted: Engang for længe siden levede der en mægtig trold i bakken Isenbjerg ved Gludsted. Trolden fik tilranet sig en masse jord, men indgik en pagt med præsten fra Gludsted Kirke og rejste for mange år siden til Norge, lyder den lokale legende.

Et sagn fra gamle dage, javist, men troldehistorien er faktisk blevet meget aktuel.

Sagen er, at Landsbyforeningen i Gludsted har taget hul på et ambitiøst kulturelt projekt, der netop handler om trolde-myten. Ideen er at få kunstneren Thomas Dambo til at bygge en kæmpestor trold i området.

Præcis hvor trolden skal placeres er ikke afgjort endnu, men Landsbyforeningen har indledt en penge-indsamling til projektet. Ud over indsamlingen er det også tanken at søge støtte fra fonde.

Thomas Dambo er blevet berømt for sine gigantiske troldske skulpturer, der fremstilles af genbrugstræ. Således har han i løbet 2020 gemt ti nye trolde skulpturer på hemmelige steder rundt omkring i Danmark.

Nu vil Gludsted så også have en trold. Den skal dog ikke være hemmelig, for det er ret enestående, at netop Gludsted har sin helt egen troldemyte.

Annonce

En fascinerende historie

- Det er en meget fascinerende historie, der er blevet holdt i live af vores lokale fortæller Edvard Helms. Og netop fortællinger er noget af det, der er med til at binde os sammen, siger Carsten Gjerløv fra Landsbyforeningen i Gludsted.

Carsten Gjerløv er tovholder for trolde-projektet, og han glæder sig til at se Gludsted-trolden "genopstå":

- Det er ikke bare for sjovs skyld. Trolden står for noget særligt. Det er en grundfortælling, som vi har del i, og den viser, at vi står på noget, der er større end os selv. Det er en lokal myte, der er med til at give os og byen en unik identitet, siger han.

Carsten Gjerløv er tovholder for troldeprojektet. Her ses han foran Gludsted Kirke, der spiller en vis rolle i den lokale troldemyte. Foto: Peter Hald

Trolde-projektet skal gerne vokse nedefra og op og involvere mange mennesker.

Det handler om samskabelse, understreger Carsten Gjerløv.

Endnu er projektet i startfasen, og spørgsmålet om placeringen står åbent.

- Trolden kunne stå mange steder. Det er vigtigt, at vi får en god demokratisk snak om det. Personligt så jeg gerne, at den kom til at stå tæt på Gludsted, mens andre foretrækker Isenbjerg, siger han.


Trolden kunne stå mange steder. Det er vigtigt, at vi får en god demokratisk snak om det.

Carsten Gjerløv


En ting står fast: Det skal ikke være en lille trold.

- Den må da gerne være fem meter høj, siger Carsten Gjerløv muntert.

Annonce

Masser af kunst

Ud over det faktum at Gludsted har sin egen troldemyte, så er der en anden god grund til, at et skulpturprojekt af denne kaliber kan komme til byen. Gludsted har nemlig en årelang tradition for markante kunstprojekter, der har gjort byen kendt langt ud over kommunegrænsen.

I 10 år har man således haft den internationale kunstfestival International Art Workshop, der blandt andet har resulteret i flere markante skulpturer omkring Gludsted.

Apropos kunstfestivalen er kunstneren Steen Rasmussen igang med at skabe et nyt værk til Gludsted, der skal stå færdig næste år i juni, hvor International Art Workshop afholdes for tiende gang.

Projektet har været i gang et års tid og har arbejdstitlen “Et lysende narrativt tårn til Gludsted” og er også inspireret af Edvard Helms fortællinger om Gludsted.

Disse kunstprojekter er med til at sætte fokus på Gludsted og kan være noget af det, der er med til at sætte gang i tilflytningen. Gludsted, der har godt 300 indbyggere, har i de senere år oplevet en rimelig markant tilflytning.

Men kunst har også et bredere sigte:

- Hvis man vil udvikle kulturen, er der brug for kunsten. Og kunsten har betydning for, at vi kan leve vores liv på nye spændende måder, påpeger Carsten Gjerløv.

Thomas Dambo er blevet kendt for sin kreativitet og evne til at skabe finurlige skabninger af affaldstræ. Her er det hans store trold ”Jack Lumber”. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce