Annonce
Odder

Landdistrikter flytter hovedkontor fra Egtved til Odder

Noa Jankovic, kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd, er glad for, at hovedkontoret er flyttet til Odder. Arkivfoto: Morten Pape
Landdistrikternes Fællesråds hovedkontor er flyttet til Odder nærmere betegnet kontordomicilet Randers på Rådhusgade.

Odder: Landdistrikternes Fællesråd, der arbejder for udvikling i de danske landdistrikter, har flyttet sit hovedkontor fra Egtved til Odder nærmere betegnet til den gamle møbelfabrik Randers’ administrationsbygning på Rådhusgade.

- Vi glæder os til at kunne fortsætte vores virke fra det østjyske. Odder Kommune har en god geografisk placering midt i landet. Samtidig er den offentlige transport rigtig god med stoppested på Letbanen til Aarhus og i forlængelse heraf nærhed til banenettet og anden kollektiv transport. Det er en stor fordel for vores medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere, fortæller formand Steffen Damsgaard.

Hovedkontoret vil huse sekretariatet på otte ansatte, heriblandt fagmedarbejdere, kommunikationsfolk og administration. Derudover vil hovedkontoret danne rammen for en række af Landdistrikternes Fællesråds mødeaktiviteter.

Annonce

Landdistrikternes Fællesråd

Medlemmerne hos Landdistrikternes Fællesråd tæller en række landsdækkende organisationer, 56 kommuner heriblandt Odder, de lokale aktionsgrupper (LAG/FLAG) samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd. Udover funktionen som interesseorganisation fungerer Landdistrikternes Fællesråd som national sparringspartner på landdistriktsområdet for Folketinget og centraladministrationen.

Steffen Damsgaard er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Landdistrikternes Fællesråd er bindeled mellem beslutningstagere og borgere med interesse i stadig udvikling og forbedring af rammevilkår og lokal kultur.

Lokale jobs

På borgmesterkontoret i Odder glæder man sig over at kunne byde velkommen til Landdistrikternes Fællesråd.

- Jeg er glad og stolt over, at Landdistrikternes Fællesråd har valgt at åbne kontor i Odder. Kommunen er selv et aktivt medlem af Fællesrådet, og jeg deltager altid i deres arrangementer, da jeg kan se, at det arbejde de laver, det flytter noget. Med kontoret i Odder kan vi få et endnu tættere samarbejde med dem om de meget vigtige dagsordener, som Fællesrådet arbejder med. Og så er vi selvfølgelig altid glade for at kunne tiltrække nye arbejdspladser til kommunen, siger borgmester Uffe Jensen (V).

Kontorhuset Randers er tegnet af arkitekterne Friis og Moltke, og de mange muligheder i bygningen passer godt til Landdistrikternes Fællesråds behov.

- Udover at bygningen er utrolig flot og gennemtænkt i sin indretning, så får vi plads til at kunne afholde seminarer og møder, hvilket er en kæmpe fordel, siger Noa Jankovic, kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd.

Landdistrikternes Fællesråd beholder en mindre afdeling i organisationens hidtidige lokaler i Roberthus i Egtved, hvor Videncenter for Landdistrikter og flere projektaktiviteter bl.a. vil have til huse, og hvor organisationen fortsat vil benytte faciliteterne til møder og konferencer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Børnehavepladser stiger mest i 2020

Annonce