Annonce
Debat

Lad omsider retfærdigheden sejre i Scandinavian Star-sagen

Annonce

Skibsbrand: Den grundige oplysende og rystende dokumentarserie om Scandinavien Star, der blev vist i marts og april, druknede desværre lidt i skyggen af coronakrisen, men heldigvis rejser et flertal i Folketinget nu en ny forespørgselsdebat om den frygtelige mordbrand.

Jeg er blot lægmand, men jeg har aldrig været i tvivl om, at der var noget der ikke stemmer i den sag. Jeg glemmer aldrig den nat 7. april 1990 på vej på påskeferie, hvor jeg stod på dækket af DFDS-skibet Queen of Scandinavia (på vej fra København mod Oslo) og så over på den brændende Scandinavian Star (SS).

Besætningen ombord på DFDS-færgen, stod klar til at gå i bådene og hjælpe, men fik melding fra kaptajnen på SS om, at “alt var under kontrol”. Men det vi kunne se på afstand med det blotte øje, så bestemt ikke ud til at være under kontrol. Efter nogle timer sejlede vi videre mod Oslo. Det var rystende efterfølgende, da det kom frem hvor mange der havde mistet livet, men mindst ligeså rystende har det været at følge sagen, der aldrig har fået den grundige efterforskning som den burde. Alene de mystiske ejerforhold og forsikringsaftalen kort før branden, sammen med brandens unaturlige forløb, har alle årene peget på at noget var helt galt.

Som Flemming Mønster, der grundigt har belyst sagen i nærværende avis flere gange, peger på, er det svært at se, at man nu kan se bort fra de nye oplysninger fra den norske forsikringsmægler, Svein Dammen. Jeg mener, det er høje tid at sætte en grundig politiefterforskning igang, mens der stadig kan findes overlevende vidner og fremfor alt overlevende, der kan bringes til ansvar for deres skyld og medskyld i mordbranden.

Det der gjorde mest indtryk i DR's dokumentarserie var de overlevende og pårørendes smertelige, men også umenneskeligt hårde og stædige kamp for opklaring og retfærdighed. De har ventet i 30 år for længe på en tilbundsgående efterforskning. Det skylder Folketinget at give dem mulighed for endelig at få nu. Alt andet ville være en hån mod de pårørende og en skandale i en retsstat.

Mette Marie Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce