Annonce
Horsens

LA om to timers gratis parkering: Gør ordningen permanent allerede nu

- Gør ordningen med to timers gratis parkering i Horsens permanent, lyder det fra Liberal Alliance. Nogle partier er enige, andre vil gerne afvente evaluering i efteråret. Arkivfoto: Axel Schütt
Der er ingen grund til at vente på en evaluering på ordningen med to timers gratis parkering på kommunale pladser. Den skal fortsætte også efter prøveperiodens udløb, siger Jakob Bille (LA), der får opbakning flere steder fra. Andre vil gerne vente på fakta.

Horsens: - Vi behøver ikke mere evaluering. Den ordning skal bare fortsætte.

Jakob Bille, der sidder i byrådet for Liberal Alliance, er klar i holdningen til to timers gratis parkering på kommunale pladser i Horsens.

Forsøget gældende i et år blev efter en del politisk debat sat i gang midt i november 2018, blandt andet for at komme de forretningsdrivende på Søndergade i møde midt i en udfordrende tid med gågaderenovering.

Desuden skeles der meget til konkurrencen med nabobyer som Vejle. Der er politisk konsensus om, at Horsens ikke må tabe kampen om detail-kunder, der kommer til byen i bil.

Jakob Bille var en af de kraftigste fortalere for ordningen, der giver ekstra mening for kommunen, da staten alligevel stryger 70 procent af de offentlige p-indtægter. Ordningen skal evalueres i efteråret.

- De erhvervsdrivende er utroligt glade for det - jeg har intet negativt hørt. Odder tilbyder det samme, Silkeborg har indført det. Det vil være konkurrenceforvridende på den ufede måde at gå tilbage til den gamle ordning, siger Jakob Bille.

Det vil være konkurrenceforvridende på den ufede måde at gå tilbage til den gamle ordning.

Jakob Bille (LA)

Krav på vej om flere p-pladser

En læser skrev til avisen, at det kan være svært at finde en p-plads tæt på Søndergade i Horsens. Det kan få borgere fra oplandet til at vælge andre handelsbyer.

- Vi stiller efter sommerferien krav om flere p-pladser, for der er virkelig en flaskehals. Der kommer netto flere beboere på grund af byfortætning, og det kan ikke blive ved med at gå, at vi for eksempel fjerner tre-fire pladser, hver gang vi graver affaldsstationer ned, siger Jakob Bille.

Han og andre politikere peger også på det nye byggeprojekt på Torvet i Horsens, hvor cirka 100 privatdrevne pladser i Torvekarreen forsvinder til fordel for cirka 80 nye pladser - som dog kun er til beboerne.

- Både unge og ældre kører mere, og de vil have deres frihed, siger Jakob Bille.

Esben Hedeager (K) bakker Jakob Bille op:

- Ordningen kan for vores skyld godt gøres permanent. Vi skal sikre samme vilkår som i Vejle.

- Skal p-reglerne være endnu mere lempelige?

- Det må vi se på.

Michael Nedersøe fra Dansk Folkeparti:

- Jeg stillede forslag om helt gratis parkering, men hvis to timers fri parkering fortsætter, er det fint med mig. Jeg har intet brok hørt.

SF: Husk at tænke på miljøet

Paw Amdisen fra SF siger:

- Meget afhænger af evalueringen, og det bliver spændende at få nogle tal. Har ordningen givet anledning til mange flere biler inde i byen, skal der måske kigges på det i forhold til udstødning med videre. Måske har man gjort det for nemt at tage bilen frem for at cykle eller tage bussen?

- Økonomisk er der så få penge at hente (ved betalingsparkering, red.), at det mere er miljøbelastningen og trafikken, der skal vejes op imod, hvad ordningen giver butikkerne, lyder det fra Paw Amdisen.

Andreas Boesen, gruppeformand for Socialdemokraterne, er umiddelbart positiv over for den nuværende model, men han vil gerne afvente efterårets evaluering, inden han melder mere ud.

Venstres Martin Ravn foreslår yderligere et års prøveperiode:

- Jeg mangler facts. Kan vi overhovedet måle på effekten i en opgravningsfase på Søndergade?

Han slår fast, at der ikke er noget økonomisk incitament til at gå tilbage til fuld betaling, "så længe staten vil blive ved med at have provenuet".

Spørg Folkebladet - Vores Gågade

Gågaden er midt i en ansigtsløftning af de helt store. Ny belægning, ny belysning og meget mere er på vej på byens mest attraktive gade.

Journalisterne på Horsens-redaktionen sætter spot på fremtiden for byens hovedstrøg i kampagnen ”Spørg Folkebladet – Vores Gågade”.

Hvilke spørgsmål rejser renoveringen? Undrer du dig over noget?

Stort eller småt – skriv til os på redaktion.hsfo.dk/spoergfolkebladet, hvor vi samler spørgsmål og svar.

Gratis parkering i to timer

"Hvor kan jeg parkere, hvis jeg skal på Søndergade? Der er sjældent ledige pladser på Vitus Berings Plads, og p-husene er uhyggelig små og snævre,” har Jette Michelsen skrevet i sin henvendelse til Folkebladet.

Vi bragte mandag et kort over de 479 kommunale parkeringspladser, der ligger i gåafstand til Søndergade, og som altså kan benyttes gratis i to timer, hvorefter der skal betales parkeringsafgift.

Netop de to timer med gratis parkering var et hedt politisk emne sidste år, og enden på diskussionen blev dengang en prøveperiode på et år - startende medio november.

Ordningen skal evalueres i efteråret, og vi har spurgt en række politikere, hvor de står i forhold til ordningens fremtid.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Nyt fra seriefodboldens verden

Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce