Annonce
Erhverv

Løbeshop.dk har fart på forretningen: Indtager Europa et land ad gangen

39-årige Jonas Andersen er i dag administrerende direktør i firmaet løbeshop.dk, som han selv har været med til at starte op. Foto: Laura Uldahl Aggernæs
En øget løbetrang i befolkningen på grund af den nuværende corona-krise og en udvidelse på nye markeder har givet ekstra travlhed hos løbeshop.dk. Firmaet har derfor i løbet af tre uger hyret 15 nye medarbejdere ind for at kunne følge med efterspørgslen.
Annonce

Hadsten: Pakkerne hober sig i øjeblikket op på bordene i Løbeshop.dk’s lagerlokale. Derfor har virksomheden i løbet af en periode på tre uger øget medarbejderstaben med 12 nye lagermedarbejdere og tre kundeservicemedarbejdere, der tager sig af henvendelser fra kunderne om stort og småt.

- Vi har godt og vel fordoblet styrken, fortæller 39-årige Jonas Andersen, der som administrerende direktør i Løbeshop.dk er lidt ambivalent ved situationen.

På den ene side ærgrer Jonas Andersen sig over, at den nuværende succes i firmaet i høj grad er hjulpet på vej af en global pandemi. På den anden side glæder han sig over situationen, da han har tiltro til, at flere af løbeshop.dk’s nye kunder, der også vil blive hængende, når pandemien engang er ovre.

England er vores andet største marked nu, og vi kun har været i gang i en måned.

Jonas Andersen, administrerende direktør i løbeshop.dk

Annonce

Flere nye løbere

- Jeg tror faktisk, at det, vi vil opleve, er, at mange af dem, som får øjnene op for løb, vil holde fast i det, så vi får en permanent stigning, siger Jonas Andersen, der selv har været med til at starte løbeshop.dk op i et baglokale i faderens forretning tilbage i 2005.

Jonas Andersen er ikke i tvivl om, at den øgede travlhed skyldes corona-virusset, der har lukket fitnesscentrene ned og dermed sendt et hav af nye såvel som erfarne sportsudøvere på vejene.

- Der er rigtigt mange nye løbere. Det kan vi mærke. Og det betyder både, at der er stigende efterspørgsel, men også at efterspørgslen er stigende på nogle af de produkter, vi ikke er vant til at have så meget efterspørgsel på, siger Jonas Andersen og nævner som eksempel billigere løbesko, gps-ure og løbetøj.

- Så jeg gætter på, at folk har haft et behov for at fylde garderoben op, fordi de måske ikke har løbet i mange år, siger han.

Annonce

Usædvanligt travlt

Det er ikke nyt, at løb pludselig trender, hvorefter danskerne strømmer til tasterne for at bestille løbeudstyr hjem.

- Vi kan godt mærke de perioder, hvor der bliver sat fokus på løb. Et arrangement som Royal Run for eksempel gør helt klart noget for løb. Det er der ingen tvivl om. Man hiver nogen op ad sofaen, der ikke er vant til det, fortæller Jonas Andersen.

Men han har dog sjældent oplevet efterspørgslen så massiv, som den er lige for tiden.

- Der har ikke tidligere været noget, der ligner den stigning, vi har i øjeblikket, siger Jonas Andersen, der ikke kun oplever en øget interesse blandt danskerne, men også blandt nordmænd og svenskere, der strømmer til virksomhedens norske og svenske hjemmesider.

- Vi har voldsomt travlt, understreger han.

Om løbeshop.dk

Virksomheden er stiftet som anpartsselskab 2009.

Firmaet ejes af Jonas Mørkøre Andersen og hans to søskende, der hver ejer knap 27 procent af firmaet, samt af hans forældre, der ejer knap 20 procent af firmaet.

Virksomheden beskæftiger 50 mand, som er fordelt ud på arbejdsområderne indkøb, lager, salg, bogholderi, økonomi, kunderservice, content, social media, grafisk design og email-marketing.

Virksomhedens hovedprodukt er løbesko, -tøj og -tilbehør, der sælges gennem internettet.

Fra stiftelsen i 2009 og frem til sidste regnskabsår i 2018 har virksomheden vokset fra en bruttofortjeneste på godt otte millioner kroner i 2009 til godt 12 millioner kroner i 2018. I samme periode har nettoresultatet bølget lidt op og ned fra godt tre millioner kroner efter skat i 2009 til knap en million kroner i 2018.

Kilde: Biq.dk og Løbeshop.dk

Annonce

Nye markeder på vej

Udover Norden har Løbeshop.dk i løbet af det sidste år åbnet op for nethandel af løbeudstyr i både Holland og England under hjemmesiden runningxpert.com. Og i særligt England, hvor virksomheden kun har været online siden april, er efterspørgslen gået helt amok.

- England er vores andet største marked nu, og vi kun har været i gang i en måned, fortæller Jonas Andersen og tilføjer, at virksomhedens andel af eksport i omsætningen er steget fra omkring 30 procent sidste sommer til over 50 procent nu her.

Foruden England og Holland har Løbeshop.dk netop bevæget sig ind på markedet i Irland og i Belgien, og planen er, at endnu et europæisk land vil følge i år.

Derefter vil op mod fire nye lande følge i 2021. For det er en klar del af virksomhedens strategi, at nye markeder skal være med til at løfte virksomhedens bundlinje op.

- De sidste tre-fire år har vores ambition været at gå i nul, og så var vi glade. Men til gengæld skal vi virkelig profitere nu her og de to næste år frem, siger Jonas Andersen, der forklarer, at virksomheden som en del af sin vækstplan har brugt de senere år på at investere i it-løsninger, der har gjort ledelsen klogere på løbeshop.dk’s potentiale, så de nu tør at bevæge sig ind på nye markeder.

- Så forhåbentligt kommer vi til at tjene nogle fornuftige penge endelig. For det har vi ikke rigtigt gjort hidtil. Vi har haft ok resultater, men når vi er nede at tjene under en million i en virksomhed af denne her størrelse, så er det for lidt. Alt for lidt, siger Jonas Andersen med henvisning til, at løbeshop.dk til trods for to-cifrede millionbeløb i bruttoindtægter de seneste to år har haft et nettoresultat på under en million kroner efter skat.

Indretningen i løbeshop.dk's lokaler i Hadsten bærer tydeligt præg af forretningens kerneområde. Stavefejlen ærgrer dog den administrerede direktør en smule. Foto: Laura Uldahl Aggernæs
Annonce

En fortsat berettigelse

At virksomheden har valgt at bevæge sig ud på nye markeder, er der primært to gode grunde til.

- For det første, kan vi se, at vi kan begå os derude. Og for det andet er det vores mulighed for at blive rigtig interessante for de store brands, vi arbejder sammen med, siger Jonas Andersen og fortsætter:

- Der er aldrig nogensinde nogen, der har sagt det direkte til os. Men vi er ret sikre på, at det er vigtigt for dem, at de har nogle dygtige samarbejdspartnere, som arbejder på tværs af landegrænserne.

Derudover har Jonas Andersen en stor tiltro til, at det kan lykkes løbeshop.dk at skabe vækst over de kommende år, da han i høj grad tror på, at virksomhedens koncept skiller sig ud i markedet.

- Der er rigtigt, rigtigt mange, der sælger det samme produkt, som vi gør, siger Jonas Andersen og tilføjer så:

- Men en ren digital løbespecialist, som i øvrigt i vores optik gør mere end bare at sælge produkter, men også har fokus på at beskrive og teste sine produkter, dem er der ikke mange af. Selv hvis vi tager til England, er der faktisk meget få af vores slags.

- Og det er det, der gør, at vi stadig har vores berettigelse og endda kan skabe vækst, understreger Jonas Andersen.

Løbeshop.dk har lige for tiden så travlt med at sende pakker af sted, at de har måttet hyre ekstra medarbejdere ind. Foto: Laura Uldahl Aggernæs

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce