Annonce
Horsens

Læserbrev: Lav supercykelsti mellem Horsens og Gedved

Leif Kristensen. Arkivfoto

Læserbrev: "Supercykelsti fra Hatting til Horsens" står der i Horsens Folkeblad 21. august.

Den politiske leder af plan og miljø i Horsens Kommune, Martin Ravn, er begejstret.

Hatting må da være det nye centrum i Horsens Kommune. Ny motorvejsafkørsel og vej til Horsens city, og der skal ikke være mangel på supercykelsti heller, den skal følge Østerhåbsvej til Torsted med nyt anlæg langs banelinjen fra Sverigesvej, det er der, de to trafikårer krydser hinanden.

Utroligt at der er brug for nye cykelstier fra Hatting. Der er cykelsti langs Østerhåbsvej til Torstedalle, der er cykelsti med asfalt og gadelys fra Præstemarksvej forbi Østerhåbkirken og ind gennem flere stier i Torsted-området helt til Torstedalle.

Næh næh, der skal da ikke mangle noget i det nye Mekka. Hatting er bare sagen.

Sådan er det ikke her i den nordlige ende af kommunen - Hammersholm, Hansted, Egebjerg til Gedved.

Der bliver vi spist af med en cykelsti fra Hammersholm til Hansted, som flyder med sten og skidt og glasskår og græs, når kommunens græsfræser har været der.

Efter fjernvarmen er færdig, og der er kommet ny asfalt, er man nu i gang med at flytte lysmaster fra vejkant til yderside af østlige cykelsti. Mon de bliver færdige i år?

Fra Hansted til busvejen ved Egebjerggårdsvej er vi spist af med en hvid streg til at markere cykelsti - det her vejstykke er skolevej.

Rådvedvej er skolevej - ingen cykelsti der, men revnet asfalt i flere år.

Cykelstien fra busvejen i Egebjerg til Gedved flyder med sten, grus og andet affald, det er en ynk for cyklister at færdes der.

Der var en stor debat omkring cykelstien fra Gedved til Egebjerg, inden den blev anlagt, men den kom dog heldigvis med al den tunge trafik, der er derude.

Der blev udtalt i aviserne dengang om cykelstien fra Hansted til Hammersholm, at dér skulle man vurdere, om gadelyset i østlige side kunne oplyse cykelstien i vestlige side. Kunne det ikke det, skulle der monteres gadelys i vestlige side også.

Selvom der en gang imellem er lys i alle gadelamper, det kan jo da ske, så kan det ikke oplyse cykelstien i vestsiden af Egebjergvej, som henligger i mørke med revner og nedsænkninger i vejbanen.

Dette er ikke et surt opstød fra mig, men en konstatering af de faktiske forhold i de nævnte områder.

Mit ønske til politikerne er, at der i høj grad er brug for en supercykelsti mellem Horsens, Hansted, Egebjerg og Gedved.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce