Annonce
Erhverv

Læs formandens åbningstale til dyrskuet her

Peter Søgaard Mortensen er formand for dyrskuet i Horsens og holdt åbningstalen fredag morgen. Arkivfoto

Tale ved åbning af Det Østjyske Dyrskue i Horsens 15. juni 2018 kl. 7.30 v. formanden for Foreningen Land & By Østjylland, Peter Søgaard Mortensen:

Godmorgen her på denne dejlige sommer-morgen og velkomme til alle jer, der er mødt tidligt op her for at gøre klar til to festlige dyrskuedage.

Dyrskuet har mange højdepunkter, og for mig er åbningen et af de rigtigt gode tidspunkter, som jeg nødigt vil gå glip af.

Her hilser vi på hinanden, måske har vi ikke set hinanden siden sidste dyrskue. Her starter det hele, pladsen indtages af mennesker og dyr, to festlige dage begynder og dyrskuet tager form.

Fredag morgen på dyrskuet er altid noget helt særligt. Travlhed, spænding, aktivitet - måske lidt nervøsitet blandt udstillerne. For det er jo nu, det gælder. Den stemning er helt speciel, og jeg ved, at alle os der her er samlet, hvert eneste år ser frem til åbningen fredag morgen.

Vi starter som altid med en kop kaffe i teltet, inden det går løs ude på pladsen med bedømmelse af dyrene.

Og dyr, dem er der heldigvis mange af. Opbakningen er stor, og skuet kan fremvise en stor udstilling af både heste, malkekvæg, kødkvæg, får, geder og mindre dyr. Det er flot og det er vigtigt, for det er jo dyrene, der er udgangspunkt for det hele.

Dyrskuerne har haft en kæmpe betydning gennem mange år for landbruget med udviklingen af husdyravlen og udbredelse af ny teknologi. Men også folkeligt, kulturelt og i samspillet mellem by og land har dyrskuerne haft stor betydning.

Der er dyrskue nummer 148 i rækken i Horsens, så man kan vist godt tillade sig at sige, at dyrskuet virkelig bærer en historie. En vigtig historie om landbrugets udvikling.

Selv om dyrskuerne har en helt anden rolle i dag, vil jeg gerne understrege, at dyrskuerne stadig har en kæmpe værdi, når det gælder samfundskontakt og om at skabe forståelse for landbruget. Men også for landbruget selv, fordi det stadig er her, vi sætter fagligheden højt og viser det allerbedste, vi har i landbruget.

Danmark ville være tomt og mangle noget, hvis ikke der var noget, der hed dyrskue. Det er en del af den danske kultur og tradition, som stadig har en kæmpe betydning.

Derfor er jeg glad for at kunne sige, at dyrskuet på ingen måde er en uddøende race. Dyrskuet i Horsens er stadig stærkt og levedygtigt.

For ikke så mange år siden var der mange, der mente, at dyrskuet ingen fremtid havde. Det var svært med både interessen, økonomien og opbakningen - og det gik kun gik én vej.

Siden har vi fået en dyrskueforening og en meget stor frivillig opbakning. Vi har folk, der kæmper hårdt for at det her skal fortsætte. Stor tak for det.

Vi har samtidig oplevet en opbakning fra udstillere, som er helt fantastisk. Der kommer nye udstillere til hver eneste år, i år har vi bl.a. en række nye, yngre kvægudstillere.

Det er vigtigt med nye og unge kræfter, og det oplever vi hele vejen rundt. Det tegner godt for fremtiden, for vi skal jo have nogen til at føre dyrskuet videre.

Det er også meget glædeligt, at Danish Crown er vendt tilbage som udstiller. I bund og grund også ganske naturligt, at vores landmandsejede selskaber er med. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi savner vores store landmandsejede foderstoffirmaer på udstillerlisten. Det er for let bare at blive væk, for dyrskuet kommer os alle i landbruget til gode, også vores store virksomheder. Jeg håber, vi kan lokke dem til Horsens næste år.

Heldigvis oplever vi en stor opbakning fra mange maskinudstillere. De møder op og udstiller, og mange låner os maskiner til brug for dyrskuets afvikling, det er vi meget taknemmelige for.

Fra byens side oplever vi også opbakning fra mange. Horsens Kommune bakker godt op om dyrskuet, og byens borgmester er talsmand for, at dyrskuet er en vigtig del af det samlede kulturudbud i byen. Dyrskuet har også sin plads i Horsens Kommune arrangements-program sammen med koncerter, events og sportsbegivenheder, og vi er glade for den opbakning, vi får.

Her i år op til dyrskuet har vi fået mange opringninger fra skoler og børnehaver. De ringer og spørger, hvornår de kan komme til dyrskue. Det er en god dag for børnene, som de ikke vil gå glip af, og de kommer herud på pladsen år efter år.

Fra dyrskueforeningen er vi meget glade for, at vi har fået Spar Nord som hovedsponsor. De støtter os med 50.000 kr., og det synes vi, er utroligt flot - og det er af kæmpe betydning. Pengene herfra er stærkt medvirkende til, at landboforeningerne har en stor flot stand, vi kalder "Landbrugets Stand" med dyr, maskiner, udstillinger og aktuelt nyt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at dyrskuet har en stram økonomi. Vi vil gerne udvikle det, men samtidig skal vi have økonomien til at hænge sammen. Derfor har jeg gjort så meget ud af at fortælle om den store opbakning, vi får fra mange sider, for den er i høj grad nødvendig. Jo mere opbakning, jo mere kan vi styrke og udvikle dyrskuet.

Til slut vil jeg sige, at jeg er glad for det store og flotte program, vi har for dyrskuets to dage. Her er masser af underholdning og aktivitet - og her er samtidig fokus på fagligheden, både inden for udstillingen af dyr og de faglige udstillinger.

Så med andre ord, her er noget at komme efter for folk i byen - og her er noget at komme efter for den professionelle landmand. Det er lige netop sådan, at vi gerne vil have, at dyrskuet skal være.

Donald Trump har sagt: "Make America great again". Inspireret af ham vil jeg slutte af med at sige: "Make dyrskuet i Horsens great again".

Vi er allerede godt på vej, og ved fælles hjælp skal vi nok nå i mål.

Jeg vil hermed erklære dyrskuet for åbent. Vel mødt til alle - jeg håber, vi vil få to gode dage på Danmarks hyggeligste dyrskue.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce