Annonce
Horsens

Lærer til politikere: Få skolerne til at droppe nationale test

I et åbent brev til politikerne i børne- og uddannelsesudvalget beder en lærer fra Gedved skole dem om at opfordre skolerne til at droppe de nationale test. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Lærer og læsevejleder på Gedved Skole har sendt et åbnet brev til børne- og uddannelseudvalget, hvor hun beder dem opfordre skolerne til at droppe de nationale test.

Horsens: Byrådspolitikerne bør opfordre alle skoler til droppe de nationale test. Sådan lyder det klare budskab i et åbent brev, som Karina Beringer, lærer, læsevejleder og tillidsmand på Gedved Skole har sendt til politikere fra Horsens Kommunes børne- og uddannelsesudvalg og skolechef Flemming Skaarup.

- Jeg vil bare gerne have, at politikerne diskuterer det, og jeg vil opfordre dem til, at de skriver ud til alle skolerne, at de ikke skal tage testene, lyder det fra Karina Beringer.

Brevet er sendt på baggrund af, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for få dage siden gjorde det valgfrit for de bedste 80 procent af skolerne, om de vil teste eller ej resten af året.

Karina Beringer har arbejdet som lærer med test af elever i 25 år, og hun er ikke i tvivl om, at de nationale test er det rene spild af tid, men hun understreger også, at brevet er fra hende personligt, og hun kun taler på egne vegne.

- Jeg synes, den bedste løsning var, at man satte dem definitivt på pause, indtil et bedre system er fundet, lyder det.

Annonce
Jeg synes, det er overgreb på børn, og de hader de test, fordi de møder så mange opgaver, de ikke kan finde ud af. De bliver slået oven i hovedet med det, de ikke kan, som er meningsløse ting ude af kontekst fra det, de laver i skolen.

Karina Beringer, lærer

De rigtige test er gode

For nylig har det Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) konkluderet, at resultaterne fra de nationale test ikke kan bruges til at vurdere de enkelte elever, hvorfor testene nu er blevet frivillige for de 80 procent skolerne med højest gennemsnit. De resterende 20 procent skal stadig teste som hidtil. Det er ikke godt nok, mener Karina Beringer.

- Jeg er for test, jeg er bare imod test, der ikke kan bruges til noget fornuftigt. Det skal give mening, det, vi render og laver. Også for eleverne Og det gør det ikke.

- Jeg synes, det er overgreb på børn, og de hader de test, fordi de møder så mange opgaver, de ikke kan finde ud af. De bliver slået oven i hovedet med det, de ikke kan, som er meningsløse ting ude af kontekst fra det, de laver i skolen.

Test skal ikke være et slutresultat

Selvom Karina Beringer har fået svar på sit brev fra flere af byrådspolitikerne i børne- og uddannelsesudvalget, er der ikke nogen, som er klar til at sende en opfordring ud til skolerne om at stoppe testene. Heller ikke formanden for udvalget, Lone Ørsted (S). Hun mener i stedet, at den beslutning skal skolerne selv træffe, indtil andet bliver vedtaget i ministeriet.

- Jeg ser det som en slags timeout i forhold til, at man skal ind og justere på testene. Og min umiddelbare tanke er, at jeg som altid har tillid til, at skolerne agerer med afsæt i de rammer, der er besluttet, og at de enkelte skoleledere selv kan vurdere, om de skal teste eller ej.

- Men hvis man vælger at gennemføre testene, så vil jeg opfordre til at bruge lejligheden til at eksperimentere med testen. Og skabe en testsituation, der gør eleverne fortrolige med formen og testsituationen, siger hun.

Derudover opfordrer Lone Ørsted de skoler, som vælger at gennemføre testene, til at bruge dem mere konstruktivt.

- Man kunne arbejde med at bruge resultaterne til pædagogiske og faglige forbedringer. Det skal ikke være et slutresultat, men noget, der er en del af læringen, og som kan bruges i forhold til dialog med forældrene, siger hun.

I alt er børnene fra 2. til 9. klasse igennem 12 obligatoriske nationale test. Det er endnu ikke oplyst, på hvilke skoler i Horsens kommune de nationale test er valgfri.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Bilist fik ildebefindende og endte i baghave

Læserbrev

Trods corona-krise: Betal dit medlemskontingent!

Læserbrev: Vi står midt i en historisk krise, hvor samfundet mere eller mindre er lukket ned. Det udfordrer os alle - herunder vores foreninger, klubber og alle vores frivillige. Foreningerne i Horsens kommune ligger p.t. øde hen, uden aktivitet, med tomme klubhuse, ingen træninger, ingen kampe og ingen socialt samvær. Det betyder, at vores foreninger er (eller kan blive) udfordret på økonomien i form af manglende indtægter fra stævner, cups, sponsorater, indtægtsgivende arrangementer, kontingenter, m.m. I yderste konsekvens kan det få fatale følger for vores foreninger i form af lukninger. Desværre har jeg den seneste tid hørt fra flere personer, at de overvejer deres medlemskab af den lokale idrætsforening - når nu de ikke ”får noget for pengene”. Det gør mig frustreret at høre disse udmeldinger, for det er netop nu, at vi skal stå sammen, vise samfundssind og bakke op om vores foreninger. Mennesker er sociale væsner der har et fundamentalt behov for at være sammen med andre mennesker. Derfor indgår de fleste af os i fællesskaber i familien, med venner, på jobbet og i foreninger. Jeg ynder at sige, at mennesker er flokdyr, der skal stimuleres socialt. Den nuværende corona-krise gør, at vi skal holde os indendørs og isolere os fra andre mennesker. Det strider direkte mod vores menneskelige natur, hvilket udfordrer os som individer. Derfor tror jeg, at vi mere end nogensinde før har behov for vores foreninger. Når vi kommer ud på den anden side af krisen, har vi i den grad behov for at blive socialt stimuleret og få plejet vores sociale relationer i fællesskabet med andre mennesker. Så min klare opfordring: Betal dit medlemskontingent og støt op om din lokale forening. Så kan vi igen mødes i fællesskabet om den idræt eller foreningsaktivitet, vi brænder så meget for.

Annonce