Randers: At de, der har mest brug for en vaccine mod influenza og lungebetændelse, ikke kan få det, fordi der ikke er bestilt et tilstrækkeligt antal vacciner hjem til landet, kan få alvorlige følger.
Lars Risager, lægeVi kan ikke få mere vaccine til influenzasæsonen 2020-2021.
- Du får mig ikke til at sige, at det kan koste menneskeliv, for at få en god overskrift, men det er da meget uhensigtsmæssigt, at der ikke er vacciner til de, der har det største behov. De, der er diabetikere, har KOL med mere. Statens Serum Institut, der bestiller vaccinen hjem fra udlandet, har undervurderet interessen for at få vaccinerne, siger læge Lars Risager, Lægerne Tronholmen, som er formand for randersafdelingen af Praktiserende Lægers Organisation.
Meldingen fra Statens Serum Institut til de praktiserende læger, er, at der ikke er flere vacciner at få resten af året, og det gælder både mod influenza og mod lungebetændelse.
Oven i manglen på vacciner er der flere aktører, der tilbyder vacciner, blandt andet apoteker og vaccinationsfirmaer, og det betyder, at overblikket over, hvem der først og fremmest bør vaccineres, ryger. Det vil sige, at sunde, raske og yngre måske har fået et prik, som kunne være gået til kronisk syge og svage personer.
- Det er klart, at det må vi lære af. Det må tages op politisk, fra centralt hold, forestiller jeg mig. Det er jo noget, vi taler om i branchen, siger Lars Risager.
Først til februar
Lars Risager fortæller, at hans lægeklinik, Lægerne Tronholmen, har været så heldig lige at få en leverance lige nu, af den vaccinepulje, der skulle fordeles. Men så er det også slut for resten af året.
- Vi kan ikke få mere vaccine til influenzasæsonen 2020-2021. Vi har ikke fået at vide, hvornår vi kan forvente, at der igen er vaccine til influenza at få, mens meldingen til vaccine mod lungebetændelses er, at der skulle komme en leverance til februar, siger han.