Annonce
Horsens

Kvinde udsat for chikanekørsel: Mænd i BMW kastede ting mod hendes bil

En kvinde fra Aarhus har meldt til politiet, at hun fredag aften blev udsat for chikanekørsel på motorvejen nord for Horsens. Politiet bekræfter, at man efterforsker sagen. Arkivfoto: Michael Bager
Politiet efterforsker episode fra motorvejen ved Horsens, hvor en kvinde har anmeldt, at hun blev chikaneret af fire-fem unge mænd i en BMW.
Annonce

Gedved: En 22-årig kvinde fra Aarhus har meldt til Sydøstjyllands Politi, at hun fredag aften blev udsat for en skræmmende oplevelse på motorvejen nord for Horsens.

Kvinden var på vej i nordgående retning, da hun omkring Gedved lagde mærke til en sølvfarvet BMW-stationcar, der kom kørende bag hende i høj fart.

I et Facebook-opslag, der er delt flere hundrede gange, har kvinden selv beskrevet, at hun var ved at overhale en lastbil, og derfor ikke kunne trække ind til højre.

- De begynder at blitze af mig, kører helt op i bilens bagende og kører zigzag bag min bil. Idet jeg fjerner mig til højre side, kører bilen ind direkte foran mig og laver bremsetesten. Jeg kører ud på venstre vejbane igen for at overhale bilen. De følger efter mig og kører igen op i bagenden af bilen, blitzer m.m. Jeg fjerner mig endnu en gang til højre side for bilen, hvor de igen kører ind foran mig og laver bremsetesten, skriver kvinden, som videre fortæller, at der var fire-fem unge mænd i bilen, og at de fortsatte deres chikanerier mod hende, da hun senere forsøgte at overhale dem for at komme væk.

- Da jeg kommer op på siden af bilen, ruller passagerne bag førersædet ruden ned og begynder at kaste genstande efter min bil. Han rammer bilen og der er sket flere skader. De stopper dog desværre ikke engang der. Jeg trækker helt til højre og sænker farten til 80 km/t, men de åbner blot deres soltag og begynder at kaste med genstande derfra, skriver kvinden, som avisen har forsøgt at komme i kontakt med, i Facebook-opslaget.

Annonce

Politiet: Vi efterforsker sagen

Hos Sydøstjyllands Politi bekræfter politikommissær Mich Klausen, at politiet har modtaget en anmeldelse fra kvinden, og at sagen efterforskes.

- Og af den årsag kan jeg desværre ikke give flere oplysninger, skriver han i en mail til avisen.

Han oplyser, at anmeldelsen kom til politiet fredag aften kl. 19, og at kvinden har oplyst et registreringsnummer på BMW'en til politiet.


Da jeg kommer op på siden af bilen, ruller passagerne bag førersædet ruden ned og begynder at kaste genstande efter min bil. Han rammer bilen og der er sket flere skader.

Fra Facebook-opslaget


- Det arbejder vi nu videre med, skriver Mich Klausen.

Kvinden skriver i Facebook-opslaget, at hun var meget chokeret efter episoden, og at hun derfor ikke nåede at registrere nummerpladerne på flere biler, der overværede det hele.

Hun oplyser dog, at det handler om en ældre rød Peugeot og en nyere Mercedes. Hun opfordrer førerne af de biler til at henvende sig til politiet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HIC henter stor amerikaner

Horsens For abonnenter

Egebjerg stod til et fald i indbyggertal: Derfor endte det med en stigning på 44 procent

Annonce