Annonce
Horsens

Kvinde hørte skud sent om aftenen: Krybskytte på spil i Klokkedal

En nabo til Klokkedal Skov fandt torsdag et dødt rådyr på en skovsti. Skovfogeden fortæller, at dyret er blevet skudt af en krybskytte. - Det er en meget kedelig udvikling, siger han. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Naturstyrelsen har meldt til politiet, at der er en krybskytte på færde i Klokkedal Skov. - Det er en meget kedelig udvikling, siger skovfogeden, der har været tilknyttet skoven i 39 år.
Annonce

Horsens: En krybskytte har tilsyneladende været på færde i Klokkedal Skov syd for Horsens.

Naturstyrelsen blev torsdag kontaktet af en nabo til Klokkedal, der havde fundet et dødt rådyr på en skovsti.

- Vi sendte en skovløber ud for at kigge nærmere på det, og vi kunne med det samme konstatere, at dyret var blevet skudt med en jagtriffel. Det var tydeligt, selvom rævene allerede havde været godt i gang med at æde dyret, siger skovfoged Jørgen Møller Nissen fra Naturstyrelsen.

Naboen fortalte Naturstyrelsen, at hun sent mandag aften havde hørt skud i området omkring kl. 22.30, og så lagde både hun og skovfogeden to og to sammen.

- Da vi fandt dyret skudt, var der pludselig flere ting, der gik op i en højere enhed. I løbet af sommeren har vi to gange oplevet, at de kæder, vi bruger til at spærre vejen, så biler ikke kan køre ind i skoven, var klippet over. Vi har virkelig brudt vores hjerner med, hvorfor nogen kunne finde på at klippe de kæder over, men det giver jo mening, hvis nogen gerne vil køre ind og begå krybskytteri, siger Jørgen Møller Nissen.

Annonce

Hamrende ulovligt

Han er vred og forbløffet over, at en krybskytte har bevæget sig ind i den lille skov.

- Det er hamrende ulovligt at skyde dyr på fremmed grund, at gøre det efter mørkets frembrud - og så ovenikøbet uden for jagtsæsonen, som først starter 1. oktober, siger Jørgen Møller Nissen, der også lægger vægt på, at der er tale om at udsætte dyrene for unødig smerte.

- Man risikerer at anskyde dyret og udsætte det for lemlæstelse, fordi man ikke kan se dyret ordentligt, og det kan løbe sin vej, så man ikke kan finde det efter anskydningen. Det er en meget kedelig udvikling, siger han.

Heldigvis er det yderst sjældent, at der er krybskytter i de lokale skove, siger skovfogeden.

- Jeg kan ikke huske, jeg har oplevet det i de 39 år, jeg har været tilknyttet herude, siger Jørgen Møller Nissen, der dog også erkender, at det kan være svært at vide, om der har været krybskytter på færde tidligere.

- Vi finder jævnligt dyr, der er døde. Men hvis de har ligget bare nogle dage, har rævene som regel været godt i gang med at æde dem, og så kan det være svært at finde ud af, hvordan de er døde, siger han, der også medgiver, at eventuelle krybskytter kan gemme sig lidt af vejen i Klokkedal Skov.

- Skoven ligger lavt og nærmest i en slugt, hvor det kan være meget svært for forbipasserende at se, hvad der sker. Man kan være ret meget i fred, siger han.


Det er hamrende ulovligt at skyde dyr på fremmed grund, at gøre det efter mørkets frembrud - og så ovenikøbet uden for jagtsæsonen, som først starter 1. oktober.

Jørgen Møller Nissen, skovfoged


Annonce

Svært at opklare

Krybskytteriet er meldt til Sydøstjyllands Politi, men skovfogeden erkender, at det kan være særdeles svært at finde frem til, hvem der har skudt dyret i Klokkedal Skov.

- Det er nærmest umuligt for os. Vi har opsyn med 17 skove i området, og vi kan jo ikke sidde derude og holde øje hele tiden. Desuden er krybskytter sjældent systematiske, så vi kan ikke regne ud, hvornår han kommer tilbage. Men det er klart, at vi vil holde et ekstra vågent øje med skoven. Vi observerer - og vi har bedt naboerne om at lægge mærke til, om der sker noget mistænkeligt. Det kan være biler, der kommer på sene tidspunkter, eller personer der opfører sig mærkelig, siger Jørgen Møller Nissen.

Straffen for krybskytteri er typisk en bøde, men under særligt skærpende omstændigheder kan der også blive tale om fængselsstraf. Derudover kan krybskyttens våben blive konfiskeret, og et eventuelt jagttegn blive inddraget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ejer af Oasen: Jeg troede, det var en kunde, der ringede for at aflyse...

Hedensted

Galleri udstiller samlerobjekter

Horsens For abonnenter

Borgmester er ærgerlig over Learnmark-beslutning - bestyrelsesformand åbner dør på klem

Annonce