Annonce
forside

Kvinde bag modeshow afviser alle beskyldninger

Ved et modeshow på Fælleden i Skanderborg 9. oktober fik en række personer trukket for meget på deres dankort, da de handlede i en outlet-butik. Arkivfoto

Avisen har siden tirsdag prøvet at få en kommentar fra arrangøren af modeevent i Skanderborg, som førte til fem politianmeldelser om for store dankort-træk. Nu har hun sendt svar via sin advokat.

Skanderborg: Arrangøren af et modeshow i Skanderborg for to uger siden afviser, at hun skal betale penge tilbage til de kvinder, der er stået frem og forklaret, at de fik trukket for mange penge på deres dankort.

Ifølge Sydøstjyllands Politi har fem kvinder meldt, at der blev trukket mere på deres kort, end de havde købt for. Medina Docaj stod for arrangementet, og avisen talte i sidste uge med nogle af de kvinder, der købte tøj og sko i en outlet-forretning. De har forklaret, at de blev ekspederet af hende.

Medina Docaj har ikke ønsket at tale med avisen, men via sin advokat har hun svaret skriftligt på en række spørgsmål. Desuden har avisen fået et bankbilag, hvoraf det fremgår, at hun ikke har fået nogle overførsler fra firmaet iZettle, der håndterede betalinger ved showet, til sin bankkonto i Jyske Bank i oktober.

- Medina Docaj har meldt sagen til både politiet og den e-bank, iZettle, som har håndteret betalingerne. I outlet-standen stod tre personer, som solgte outlet-varer. Medina Docaj assisterede periodisk med ekspeditionerne ved betalingsstationerne. Allerede fordi hun ikke har fået pengene fra bl.a. de fem transaktioner, er det åbenlyst, at Medina Docaj ikke skal betale pengene tilbage, skriver advokat Martin Goldschmidt fra MAARE Advokatanpartsselskab i Odense.

Ifølge advokaten har iZettle oplyst, at pengene er videresendt til en konto - vistnok i Danske Bank. Det har ikke kunnet oplyses, hvem kontoen tilhører, men der er gjort indsigelse mod transaktionen.

Svar

iZettle har oplyst, at alle de indkomne penge er videresendt til en konto - vist nok i Danske Bank. Det har ikke kunnet oplyses, hvem kontoen tilhører, men der er gjort indsigelse imod transaktionen. Advokat Martin Goldschmidt, MAARE-advokater

Medina Docaj tager nu til genmæle via sin advokat mod de beskyldninger, der er fulgt i kølvandet på et modeevent i Skanderborg for to uger sider. Arkivfoto

Venter på iZettle

Nogle af de kvinder, der købte sko eller et tørklæde i outlet-butikken har fået en kvittering, hvorpå der står Fasion Outlet, Korsgade, 7100 Holstebro samt CVR-nummer (virksomhedsnummer) 34 56 26 36.

Ifølge Medina Docajs advokat har terminalen tidligere tilhørt et konkursbo med det cvr-nummer, men efter konkursbehandlingen fik hun overdraget terminalen, som ikke har nogen selvstændig værdi.

Avisen har ikke fået noget svar på, hvorfor der på kvitteringerne står en adresse, der ikke eksisterer.

Det er firmaet iZettle, der står for træk af penge på kontoen og overførslen af penge til en ny konto.

- Min klient afventer, at iZettle redegør for, hvor pengene er ført hen, hvordan de foretagne ekstratrækninger kunne forekomme, og hvorledes kunderne, som uretmæssigt fik trukket penge på deres konto i et større omfang end det faktiske køb, og den virksomhed, som Medina Docaj arbejder for, alle kan få deres retmæssige penge igen, skriver advokaten.

Har ikke fået underbygget krav

Avisen har tidligere fortalt om en lignende episode ved et kvindeevent i Frederikshavn i maj, hvor Medina Docaj var arrangør. Her købte Jette Marianne Jensen sko for 450 kr. men fik trukket 4500 kr.

Det var dunkelt i det hjørne, hvor købet foregik, og hun trykkede OK på terminalen uden at tjekke beløbet. Det endte med, at hun bed tabet i sig uden at melde det til politiet.

- Vedrørende Jette Marianne Jensen, så har hverken min klient eller jeg modtaget et underbygget krav fra hende. Jette Marianne Jensen har talt i telefon med Medina Docaj, som henviste hende til at gøre indsigelse til egen bank, hvis der mod forventning skulle været hævet et andet beløb end varens pris. Jette Marianne Jensen har ikke sendt nogen dokumentation for den påståede hævning, ej heller om nogen indsigelse til egen bank. Hvis der mod forventning skulle være sket sådan en fejl, så modtager jeg på Medinas vegne gerne dokumentation og en indsigelse om betalingen, hedder det i svaret fra advokaten.

Jette Marianne Jensen har til avisen forklaret, at hun havde den opfattelse, at fordi hun havde godkendt købet med sin egen kode, havde hun en selvrisiko på 4000 kr. Derfor valgte hun at bide tabet i sig i stedet for at forfølge sagen.

Ingen stævning efter Hedensted-messe

Avisen har også skrevet, at en række firmaer overvejede at stævne Medina Docaj, som stod bag en messe i Hedensted sidste efterår.

- Vi har ikke modtaget sådan en stævning, skriver hendes advokat.

Desuden har avisen omtalt, at hun ifølge DR P4 Østjylland tidligere var gået konkurs med en gæld på 4,5 mio. kr.

- Vi behandler en sag i forbindelse med den tidligere konkurs, og i denne sag har kurator og advokat til Skifteretten i Svendborg oplyst, at gælden er under halvdelen af 4,5 mio. kr., skriver advokaten, som henholder sig til oplysninger fra indleverede processkrivelser fra advokat Per Buttenschøn til Skifteretten i Svendborg.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: En ambitiøs pakke tobak med ét stort skod

13.600 danskere dør hvert år som følge af rygning, og for første gang i 20 år er der en stigning i antallet af voksne danskere, der ryger. Det er særligt unge mellem 16 og 24 år, der er blevet faste rygere. Udviklingen er alarmerende, og det er positivt, regeringen tager udviklingen så alvorligt, at den nu har fremlagt en meget omfattende handlingsplan i 10 punkter. Regeringen fortjener ros for både at være ambitiøs og for at tænke i helheder. Det er ikke bare ét enkelt sted, der sættes ind, men en bred palet af initiativer, som skal vende udviklingen: Tobakken skal blandt andet gemmes væk i butikkerne, indpakningen skal være mere neutral, og der indføres rygeforbud på uddannelsesinstitutioner. På ét punkt er regeringens plan dog aldeles uambitiøs. Og det på trods af, at alle eksperter og alle undersøgelser igen og igen har slået fast, at prisen på tobak er den uden sammenligning mest udslagsgivende faktor, når det gælder rygning eller ej. Her vil regeringen hæve prisen på en pakke cigaretter med sølle fem kroner om året de næste to år, så prisen lander på 50 kroner i 2021. Det er på ingen måde den markante prisstigning, som sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke selv kalder det. Prisen skal langt højere op, hvis den skal få både unge og voksne til at ændre adfærd.

Annonce