Annonce
Odder

Kvickly-direktør: Vi støtter udvikling af midtby og laver p-pladser sammen med Løvbjerg

Kvickly går sammen med Løvbjerg og kommunen om at lave flere gratis p-pladser. Rådhuset får råderet over en stor del af pladserne, og så gør det ikke så ondt, at rådhusparkeringen bliver lavet om til en folkepark. Arkivfoto: Axel Schütt
To varehuse går sammen med kommunen om at lave 50 nye p-pladser. Det er vigtigt at skabe liv i byen, mener Arne Sørensen, som bakker op om kommunens planer.
Annonce

Odder: Det er nødvendigt, at byen forandrer sig, og Kvickly støtter de idéer, kommunen har til fremtidens midtby.

- Hvis man ikke gør noget, så dør man som by. Vi skal gøre noget, og vi skal helst gøre noget, der er lidt spektakulært, så folk siger: Hold da kæft. Hvis lokalbefolkningen synes, det er fedt at komme ind i byen, så vil andre også synes det, siger Arne Sørensen.

Han er direktør i Kvickly Odder, som tirsdag eftermiddag holdt årsmøde. Normalt er der flere hundrede medlemmer med til mødet, men denne gang foregik det for et begrænset publikum i varehusets balkongalleri.


P-pladser en et konkurrenceparameter, og de skal være gratis.

Arne Sørensen, Kvickly-direktør


Kvickly fik i 2019 et overskud på 5,7 millioner kroner, og nogle af pengene skal bruges på nye p-pladser. De kommer til at ligge bag Kvicklys nabo, Løvbjerg, hvor der allerede nu er 130 p-pladser.

Annonce

Fælles om p-projekt

Når frosten går af jorden efter nytår bliver der lavet 50 flere, og Odder Kommune og Løvbjerg er med til at betale dem. Kommunen smider selv en millioner kroner i projektet, der kommer til at koste omkring det dobbelte.

- Kommunen får råderet over 40 pladser, og det vil være godt for byen. P-pladser er et konkurrenceparameter, og de skal være gratis. Det er også et signal om, at vi kan gå sammen med kommunen og en konkurrent. Det gør vi, for at Odder kan være stærk i forhold til andre byer. Vi har selv Netto og Løvbjerg som naboer, men jo nemmere, det er at komme hertil, jo bedre er det for hele byen, siger Arne Sørensen.

Odder Kommune har planer om at lave en folkepark på p-pladsen ved rådhuset. Derfor er kommunen involveret i at lave p-pladserne, så de ansatte har et sted at stille bilen.

Annonce

Håber på hotelcafé

Kommunen har også andre store planer med midtbyen; der skal laves en klimaboulevard på Aabygade, og Torvet skal renoveres. Det er planer, som Arne Sørensen støtter.

- Vi vil gerne trække folk til byen i nogle timer, så de kan handle og få en bid mad. Dengang Musikhuset eller Aros blev bygget i Aarhus, var alle imod det. I dag synes alle, det er fedt, og det trækker folk til. Jeg ved godt, at det her er i en anden målestok, men jeg vil langt hellere tænke udvikling end afvikling. Hvis vi som varehus stod stille, så gad folk på et tidspunkt ikke komme her mere. Så vi prøver hele tiden at lave nyt. Sådan er det også med en by, man skal tænke ud af boksen og prøve at skabe liv. Det bakker vi om. Hvis vi også får en café i Centralhotellet, vil det være perfekt, siger Arne Sørensen.

Kvickly har selv planer om at modernisere slagter- og delikatesseafdelingen næste år. Desuden skal personalefaciliteterne i kælderen moderniseres.

Annonce

Drop turene til Tyskland

- Vi ville gerne have undværet corona, men dagligvarehandelen har fået meget ud af situationen. Vores butikker i Hou og Gylling er vokset voldsomt i perioden, siger Arne Sørensen.

Kvickly Odder

Varehuset er en selvstændig forretning med eget cvr-nummer med hjemadresse i Odder. Derfor betaler Kvickly Odder også skat i Odder Kommune, i de seneste år har kommunekassen fået godt en million kroner årligt, og i 2019  blev det til to millioner kroner. Desuden støtter forretningen lokale foreninger med en millioner kroner årligt.

Foruden varehuset i Odder ejer Kvickly Odder også to brugser i Hou og Gylling. Kvickly har cirka 8000 medlemmer og 230 medarbejdere, inklusive unge deltidsmedarbejdere.

I 2019 nød varehuset på Nørregade godt at, at nabobutikken Netto holdt lukket i et par måneder, da butikken blev renoveret i højsæsonen.

Denne sommer har også været god, oplyser Kvickly Odder. Restauranter og Tysklandsture var i en periode lukket land for kunderne, som i stedet købte lokalt og forkælede sig selv.

Han håber, at kunderne vil holde fast i deres nye indkøbsvaner også efter corona. Derfor arbejder varehuset også med tilbud på tre kasser øl eller vand, så folk dropper de klimatunge Tysklandsture. Desuden er Kvickly Odder begyndt at annoncere i Horsens-området.

- Vi får hele tide nye kunder, fordi Odder vokser med nye udstykninger. Det er vildt, hvad der bliver bygget. Men vi prøver også at skubbe lidt til vores markedsområder, og når folk kommer op til os, så kan det være, det kommer gågaden til gode, siger Kvicklys direktør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Over 200 elever og lærere hjemsendt: Tre skoler i Horsens ramt af coronasmitte

Danmark

Få overblikket: Må man ikke længere invitere 12 familiemedlemmer til 50-års fødselsdag?

Annonce