Annonce
Horsens

Kunder glade for ny café - vigtigt med opbakning

Lene Kristensen og de frivillige i Heart & Soul har fået meget ros for det nye caféhjørne. Både for kaffen, boller og kage - men også for den venlige betjening. Foto: Morten Pape
Heart & Soul er stoppet med at sælge modetøj. Til gengæld kan man købe is, grovboller og meget andet - og samtidig støtte udsatte børn.

Horsens: En hjemmebagt grovbolle, en velbrygget kop kaffe og udsigt til Torvet. Så bliver det ikke meget bedre, lyder det fra kunder, som har fundet vej til den lille café, der er indrettet i en del af butikken Heart & Soul.

Et ekstra plus er det, at butikkens overskud går til socialt udsatte børn, som en af de hyppige gæster, Jonna Lund, giver udtryk for.

Det er blot et par måneder siden, at daglig leder Lene Kristensen og de frivillige stillede nymalede hvide genbrugsmøbler op i den del af butikken, som tidligere var fyldt med modetøj. Et af møblerne har endda en særlig historie, nemlig den svenske slagbænk, som ikke kunne smides ud fra sit svenske hjem, fordi nabokonen brugte den som tilflugtssted, når det tordnede.

Annonce

Vi har endnu ikke måttet sige nej, når der er kommet en anmodning om hjælp til socialt udsatte børn og svage familier.

Lene Kristensen

Bøn til Horsens: Brug os

Det var bestyrelsen for Heart & Soul, som besluttede, at der skulle prøves noget nyt denne sommer. Ud over cafeen er der stillet en is-disk op inde i butikken med italiensk is i dansk kvalitet fra Voel Ismejeri. Desuden forhandles der som hidtil brugskunst, gaveartikler, forskellige delikatesser som eddike med stort set enhver smag, hjemmelavede flødeboller og som noget nyt iskaffe-shots.

Lene Kristensen er meget tilfreds med modtagelsen af de nye initiativer. Hun kunne dog godt tænke sig, at lidt flere ville få øjnene op for butikken og cafeen, hvor der også serveres hjemmelavet æble- og jordbærkage.

- Især nu med renoveringen af Søndergade virker det som om, at der er en del, som vender rundt, inden de når op på Torvet.

Et godt formål

Behovet for hjælp til socialt udsatte børn er på ingen måde for nedadgående.

I foråret fik flere konfirmander hjælp til at købe konfirmations-tøj, andendags-tøj og komme til frisør. Der er jævnligt henvendelser om hjælp til babypakker. Sommetider gælder det alt fra barnevogn til babytøj. Andre gange er det mere specifikke ønsker. Heart & Soul hjælper også med at finansiere sommerture til Tivoli Friheden og Djurs Sommerland, hvor der indgår alt fra turarmbånd til frokost, is til børnene og kaffe til mor og far. Det er et tilbud, som henvender sig til familier, der ellers ikke var kommet af sted på ture i sommerferien.

- Heldigvis har vi endnu ikke måttet sige nej til nogen, glæder Lene Kristensen sig over.

Det er kommunale sagsbehandlere, som administrerer ordningen og finder de børn og familier, som har brug for hjælp.

Så er der serveret. Italiensk is i dansk kvalitet fra Voel Ismejeri. Foto: Morten Pape

Et "forkert" gen

Lene Kristensen, 61 år, er, som hun siger det, født med et "forkert" gen. Lige fra barnsben har hun haft et særligt øje for socialt udsatte, som da hun smurte madpakker til sprittere i Vittus Beringspark.

- Vi har lige været med familien på ferie i Kroatien, og ja, min svigermor drillede mig med mit "gen", for jeg kom i kontakt med en ældre kvinde, som havde brug for hjælp.

Det endte med, at Lene Kristensen sørgede for mad til hende, og at familien efterlod madvarer til hende, da ferien var slut.

Isvarianterne er mange. De er uden tilsætningsstoffer, og også veganere kan få lækkersulten stillet. Foto: Morten Pape

Det begyndte på sygehuset

Lene Kristensen har ud over sine egne tre børn haft to plejebørn, som hun i dag betragter som "biobørn", og det var et af disse børn, der i sin tid fik hende i gang med at sælge varer til fordel for børn. Det begyndte, da plejedatteren var indlagt på Odense Universitetshospital med en tumor i hjernen. På kræftafdelingen var der masser af adspredelse, mens der på en naboafdeling for børn med andre sygdomme ikke var så meget at give sig til. Sammen med en anden mor fik de sat en produktion af bl.a. børnetøj i gang, hvor indtægterne skulle gå til at købe legetøj til den anden afdeling.

For otte år siden fik hun øje på et lille ledigt lokale i Thonbogade. Det blev den første adresse til Heart & Soul, som også åbnede en afdeling i Hestedamsgade, indtil tøj og brugskunst for fire år siden blev samlet i det større butikslokale på Torvet. Lene Kristensen arbejdede indtil for halvandet år siden som frivillig i butikken, men er nu som daglig leder aflønnet og er den, som står for indkøb til butikken.

Gavepakker til firmaer

Ud over lidt flere kunder i butikken kunne Lene Kristensen ønske sig, at flere firmaer ville vise socialt ansvar ved at købe medarbejder-gaver hos Heart & Soul.

- Vi kan skaffe det meste hjem til at lave gode gavepakker, siger hun, der på 8. år brænder for sit projekt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Hvorfor er kontrol og straf altid løsningen?

Fagbladet 3F og DR Nyheder har over de seneste dage afdækket en række uhyrlige forhold om kinesiske kokke ansat i danske restauranter. Kokke har fortalt om, at de bliver spist af med meget lav løn, kummerlige boligforhold og næsten ingen fritid. Dokumentationen viser, at nogle restauranter har spekuleret i at udnytte den såkaldte beløbsordning, der gør det muligt at hente ikke-EU-borgere til Danmark for at arbejde. Ordningen er sat i verden for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft til Danmark, og den fungerer grundlæggende sådan, at hvis der betales en månedsløn på minimum 35.582 kr., og ansættelsen ellers er efter danske forhold, kan der udstedes opholdstilladelse. De to medier, Fagbladet 3F og DR Nyheder, har påvist, at der på et socialt medie i Kina søges efter kokke til danske restauranter - til ansættelsesvilkår, som er langt fra danske normer. DR har spurgt integrationsminister Mattias Tesfaye (S), hvordan han vil løse problemet, og her tyr han til en klassisk model: øget kontrol og hårdere straffe til de virksomheder, der snyder. Men hvorfor er det, at kontrol og straf (næsten) altid bliver standardsvaret til at løse problemer med brodne kar? I en sag som denne sker det endda, længe inden man har et billede af, hvor udbredt problemet er. Kunne det være, at der var en bedre løsning. Et velkomst-møde for alle, der kommer til Danmark på besøgsordningen måske? Eller kunne det være, at problemet slet ikke er så stort? Som Fagbladet 3F skriver, var der i 2018 582 kinesere i Danmark på beløbsordningen. Men det er ikke ensbetydende med, at alle 582 er blevet udnyttet af deres arbejdsgivere. Det kan godt være, at en nærmere undersøgelse viser, at der skal mere kontrol til, eller at der skal være hårdere straffe til restauratører, der udnytter arbejdsivrige kinesiske kokke. Men jeg bliver simpelthen så træt, når kontrol og straf igen og igen bliver danske politikeres standardsvar på, hvordan vi løser et problem. For kontrol og straf ændrer ikke ved, at der er folk, der vil forsøge at snyde systemet. Så lad os nogle gange prøve at se, om der kan være andre løsninger.

Annonce