Annonce
Indland

Kulturkriger hænger i endnu

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Han har været topembedsmand, teaterdirektør og formand for DR og bruger fortsat meget tid som formand i kulturlivet. Michael Christiansen fylder 75 år.

Annonce

Da Michael Christiansen fyldte 70 år, proklamerede han i et interview, at han i løbet af de næste fem år ville drosle ned og - med egne ord - prøve at være bonderøv på sit landsted i Nordsjælland.

Men den plan er kun delvist lykkedes for den tidligere formand for DR, direktør for Det Kongelige Teater og topembedsmand. Fredag 5. juni fylder Michael Christiansen 75 år.

- Og det er jeg egentlig kun glad for, for det giver mig lejlighed til at beskæftige mig med noget, jeg interesserer mig for, siger Michael Christiansen.

Han er blandt andet formand for seks kulturinstitutioner - herunder Jazzhus Montmartre og teatret Sort/Hvid i København og Black Box i Holstebro.

Og med coronakrise og nedlukningen af samfundet er han igen havnet et sted, hvor der er store udfordringer at løse.

- For tre måneder siden gik jeg rundt og syntes, at det gik rigtig godt. Men nu har vi samme problemer som resten af kulturlivet. Det er rigtig svære tider.

- Men fælles for kulturlivet er, at de kæmper hårdt og ikke lader sig kue, siger han.

Michael Christiansen er heller ikke en mand, der lader sig kue. Han har gennem sin karriere haft en række topposter med succes, men har også flere gange været trukket igennem mediemøllen.

Han blev uddannet jurist i 1970 og fik efterfølgende gang i karrieren som embedsmand først i Justitsministeriet, siden departementschef i Forsvarsministeriet.

Det vakte stor opsigt og noget modstand fra kulturfolket, da den målbevidste topembedsmand i 1992 blev udnævnt til direktør for Det Kongelige Teater.

Det blev til 16 år med mange kampe om både budgetter og byggerier, men også personlig udvikling for Michael Christiansen, som lærte, at man som leder må respektere og forstå den kunstneriske proces.

I 2008 blev han formand for DR. Her fik han også sit at se til med kritik af for venstreorienterede programmer, for høje lønninger og transportudgifter - ikke mindst til en hest, der skulle med en korrespondent til USA.

Michael Christiansen har selv beskrevet tiden i DR som en fantastisk periode præget af omstilling og meget store krav om tilpasning til nye teknologier og vaner i befolkningen.

Da han gik af efter ti år på posten, var hans sidste store opgave at gennemføre en politisk besluttet spareplan i DR, der skar 20 procent af budgettet. Det lagde han ikke skjul på, at han gerne havde været foruden.

Michael Christiansen har været gift to gange. Han har to børn fra det første ægteskab. En søn, der er præst i Australien, og en datter, der er direktør i Egmont Fonden. Han danner par med advokat Susanne Husted-Andersen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens For abonnenter

Se billederne: Nu skal Horsens Fjords havmiljø forbedres - frivillige sætter titusindvis af ålegræsplanter i fjordbunden

Horsens

Tyve stjal pengeskab fra skole

Hedensted

Gennemrodede hus under indbrud

Annonce