Annonce
Debat

Kultur er det, der taler til os - og som vi taler om

I Danmark har vi en stolt tradition for den demokratiske samtale. Når denne kronik trykkes, er Folkemødet på Bornholm for længst afsluttet, og hvis alting går, som det plejer, så vil både de sociale medier og aviserne til overflod være fyldt med førstehåndsskildringer af festlighederne. Nogle vil mene, at det er en lukket fest for en elite bestående af københavnske kommunikationsfolk, mens andre vil hylde det folkelige opbud af mennesker, der iført rygsæk og fornuftige sko deltager i den offentlige samtale. Selv ligger jeg et eller andet sted midt imellem. Jeg tror vitterligt på den demokratiske samtales nødvendighed. Alligevel tror jeg på, at der findes andre veje til at danne det store fællesskab, der knytter bånd mellem mennesker og samfund. Èn af de mest farbare veje er kunsten - og dermed det kulturliv, der omkranser den.

De seneste ugers valgkamp har budt på en syndflod af debatter og samtaler. Et af de emner, der stort set ikke blev drøftet og i hvert fald aldrig ramte TV-fladen, var kultur. Selv deltog jeg i et par debatarrangementer, hvor vi blev enige om, hvor vigtig kunsten og kulturen var, og så skete der ikke rigtigt mere. Kultur er ikke valgkampstof. Kultur handler om alt det, der fyldes vores liv ud, når vi ikke arbejder eller sover. Kultur er noget andet end institutioner, uddannelser og hospitaler, der ellers har fyldt nok i valgkampen, og kunst kan kun få overskrifter i dagspressen, når nogle bliver forargede.

En af de debatter, jeg deltog i, startede med, at sangeren Pernille Rosendal bød op til fællessang, og på Charlottenborg i København lettede taget næsten den morgen, hvor vi sang ”Se nu stiger solen” og bagefter sad rødkindede og meningsfyldte tilbage. Det er fællessangen og ikke debatten, jeg husker. Det samme gjorde sig gældende under et debatarrangement tidligere på året på Arbejdermuseet, hvor skuespilleren Marie Dalsgaard fremførte nogle sange fra forestillingen Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater, og bagefter sad hele salen vandøjede og berørte og havde glemt alt om de samtaler, der også havde været på scenen. På min egen hjemmebane, Kunsten i Aalborg, har publikum de seneste måneder set på hundredvis af malerier fra Norden, alle malet omkring 1. og 2. verdenskrig, og dér mødt en forståelse for og forbundethed med historien, der bedst kan formidles via kunstens bjergtagende og non-verbale nærvær. Serien Chernobyl på HBO har lige nu allerstørste opmærksomhed hjemme hos mig. Den velspillede tv-serie er på én og samme tid excellent historieskrivning og et mønstereksempel på demokratiforståelse, fordi vi møder det gennem fiktionens betagende filter. Og endelig er min egen playliste lige nu erobret af Claus Hempler, der med sit nye album siger mig meget mere om det midaldrendes menneskes livskrise end alverdens debatter ville kunne mønstre.

Kunsten reflekterer livet i alle dets afkroge, og kulturen er en del af det samfund, den er vokset ud af. Kunst og kultur rummer uendelige potentialer for at gøre os til mere reflekterede samfundsborgere og bringe os ud i menneskelige erkendelser, der både ligger hinsides sproget og samtalens afsluttede kredsløb. Vi kan derfor godt leve med, at kunst og kultur måske ikke har haft højeste prioritet i valgkampen. Så længe den prioriteres politisk, når de hurtige debatter er slut. Hvis en ny regering vælger at prioritere børn og unges møde med kunst og kultur i både folkeskolen og uddannelsessystemet. Hvis de vælger at give de kunstneriske uddannelser en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Hvis dansk kunst bliver næret og gødet og respekteret i en grad, der kan gøre os endnu mere stolte og både samle og udfordre os som nation. Så tror jeg rent faktisk, at vi kan spare et par debatarrangementer væk og i stedet lade kunsten klare den sag. Sig gerne det staldtips videre til den nye kulturminister.

Annonce
Gitte Ørskou
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Dårligt argument for dyrere børnepasning

Fra nytår bliver det dyrere at få passet sine børn i Horsens Kommune. Den slags er en politisk beslutning, og Horsens Byråd er naturligvis i sin gode ret til at sætte prisen op og ned alt efter politisk prioritering. Så langt så godt, og indrømmet, det er svært tit og ofte at skulle forklare prisstigninger, men det er er altså tæt på være verdens dårligste argument, når man forklarer prisstigningen med, at kommunen tilfører syv millioner kroner ekstra til området. Flere kommunale kroner er altså lig med, at man som forældre skal betale mere, lyder logikken. Argumentet holder også så langt, at for at få økonomien til at hænge sammen, når vi skal have passet de små i vuggestue, dagpleje, børnehave eller sfo, er der også en forældrebetaling. Den må maksimalt andrage 25 procent. En sats, der er indført, så ingen kommuner uhæmmet bruger den knap at skrue på, når der skal lægges budget. Nøgleordet her er maksimalt. For det er klart, at forældrebetalingen stiger, når procentsatsen fastholdes, og det samlede budget stiger, men i ordet maksimalt ligger også, at man selvfølgelig kan sætte satsen ned, så forældrene ikke skal betale mere for at få passet børn efter nytår. Der kan være mange gode argumenter for at tilføre midler til børnepasning og at lade forældrebetalingen stige, men der er ingen sammenhæng mellem flere midler og øget forældrebetaling. Horsens Byråd kunne uden problemer vedtage, at det fra nytår skulle være billigere for forældrene at sende deres børn i kommunale pasningstilbud og samtidig tilføre flere midler for at kunne ansætte eksempelvis flere pædagoger. Det kunne eksempelvis være begrundet i at ville tiltrække flere børnefamilier til kommunen. Det er en politisk beslutning med tilhørende solide argumenter, som man så kan være enig eller uenig i, men at sige, at forældrene skal betale mere, fordi kommunen bruger flere penge på området, har ingen logisk sammenhæng.

Annonce