Annonce
Debat

Kultur er det, der taler til os - og som vi taler om

I Danmark har vi en stolt tradition for den demokratiske samtale. Når denne kronik trykkes, er Folkemødet på Bornholm for længst afsluttet, og hvis alting går, som det plejer, så vil både de sociale medier og aviserne til overflod være fyldt med førstehåndsskildringer af festlighederne. Nogle vil mene, at det er en lukket fest for en elite bestående af københavnske kommunikationsfolk, mens andre vil hylde det folkelige opbud af mennesker, der iført rygsæk og fornuftige sko deltager i den offentlige samtale. Selv ligger jeg et eller andet sted midt imellem. Jeg tror vitterligt på den demokratiske samtales nødvendighed. Alligevel tror jeg på, at der findes andre veje til at danne det store fællesskab, der knytter bånd mellem mennesker og samfund. Èn af de mest farbare veje er kunsten - og dermed det kulturliv, der omkranser den.

De seneste ugers valgkamp har budt på en syndflod af debatter og samtaler. Et af de emner, der stort set ikke blev drøftet og i hvert fald aldrig ramte TV-fladen, var kultur. Selv deltog jeg i et par debatarrangementer, hvor vi blev enige om, hvor vigtig kunsten og kulturen var, og så skete der ikke rigtigt mere. Kultur er ikke valgkampstof. Kultur handler om alt det, der fyldes vores liv ud, når vi ikke arbejder eller sover. Kultur er noget andet end institutioner, uddannelser og hospitaler, der ellers har fyldt nok i valgkampen, og kunst kan kun få overskrifter i dagspressen, når nogle bliver forargede.

En af de debatter, jeg deltog i, startede med, at sangeren Pernille Rosendal bød op til fællessang, og på Charlottenborg i København lettede taget næsten den morgen, hvor vi sang ”Se nu stiger solen” og bagefter sad rødkindede og meningsfyldte tilbage. Det er fællessangen og ikke debatten, jeg husker. Det samme gjorde sig gældende under et debatarrangement tidligere på året på Arbejdermuseet, hvor skuespilleren Marie Dalsgaard fremførte nogle sange fra forestillingen Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater, og bagefter sad hele salen vandøjede og berørte og havde glemt alt om de samtaler, der også havde været på scenen. På min egen hjemmebane, Kunsten i Aalborg, har publikum de seneste måneder set på hundredvis af malerier fra Norden, alle malet omkring 1. og 2. verdenskrig, og dér mødt en forståelse for og forbundethed med historien, der bedst kan formidles via kunstens bjergtagende og non-verbale nærvær. Serien Chernobyl på HBO har lige nu allerstørste opmærksomhed hjemme hos mig. Den velspillede tv-serie er på én og samme tid excellent historieskrivning og et mønstereksempel på demokratiforståelse, fordi vi møder det gennem fiktionens betagende filter. Og endelig er min egen playliste lige nu erobret af Claus Hempler, der med sit nye album siger mig meget mere om det midaldrendes menneskes livskrise end alverdens debatter ville kunne mønstre.

Kunsten reflekterer livet i alle dets afkroge, og kulturen er en del af det samfund, den er vokset ud af. Kunst og kultur rummer uendelige potentialer for at gøre os til mere reflekterede samfundsborgere og bringe os ud i menneskelige erkendelser, der både ligger hinsides sproget og samtalens afsluttede kredsløb. Vi kan derfor godt leve med, at kunst og kultur måske ikke har haft højeste prioritet i valgkampen. Så længe den prioriteres politisk, når de hurtige debatter er slut. Hvis en ny regering vælger at prioritere børn og unges møde med kunst og kultur i både folkeskolen og uddannelsessystemet. Hvis de vælger at give de kunstneriske uddannelser en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Hvis dansk kunst bliver næret og gødet og respekteret i en grad, der kan gøre os endnu mere stolte og både samle og udfordre os som nation. Så tror jeg rent faktisk, at vi kan spare et par debatarrangementer væk og i stedet lade kunsten klare den sag. Sig gerne det staldtips videre til den nye kulturminister.

Annonce
Gitte Ørskou
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Læserbrev

Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Læserbrev: Det’ sørme, det’ sandt - december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker "køb" på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra 17. januar 2019 skulle være muligt at køre på elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig, og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien - ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig, men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver, for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter, men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce