Annonce
Udland

Krydstogtskib får skylden for coronastigning i Sydney

Stringer/Reuters
Passagerer fra krydstogtskib med flere smittede fik lov at gå i land i Sydney uden sundhedstjek.

200 nye smittetilfælde onsdag i den australske storby Sydney bliver knyttet til passagerer på et krydstogtskib, der gik i land på trods af kendskab til mulig coronasmitte.

Det skriver det australske medie 7News.

Krydstogtskibet "Ruby Princess" ankom torsdag med mindst 13 personer, der havde følt sig dårlige og var blevet testet for coronavirus om bord.

De øvrige af de i alt 2700 passagerer fik lov til at komme i land uden sundhedstjek eller temperaturmåling.

De fik besked på at gå i hjemmekarantæne i 14 dage, men mange rejste derfra med kollektiv trafik og gennem tætbefolkede områder.

Ifølge 7News ville cirka en tredjedel af krydstogtgæsterne rejse til andre lande i verden, og det er sandsynligt, at man ikke finder ud af, hvorvidt smitten bliver spredt derfra.

Tirsdag lød det, at 130 passagerer var blevet registreret som smittede. Men ifølge det australske medie News 9 er der yderligere 200 tilfælde af smittede i staten New South Wales, hvor millionbyen Sydney ligger.

Blandt disse tilfælde er de første børn under ti år blevet registreret med coronavirus.

Det bringer det samlede antal af bekræftede smittetilfælde i staten op på 1029, hvilken er halvdelen af alle landets smittede.

Tirsdag døde en 77-årig kvindelig passager, der var smittet med virusset. Det bragte det samlede antal dødsfald i Australien op på otte indtil videre.

Politikere i staten har kaldt det "katastrofalt", at passagererne fik lov til at gå i land sidste torsdag, da krydstogtskibets ledelse var fuldt ud klar over, at passagerer kunne være smittede.

Onsdag formiddag lokal tid har Australien strammet regler for at inddæmme smittespredning af coronavirus.

Besøg i andres hjem bør "holdes på et minimum", mens der ikke må være flere end ti personer til begravelser og bryllupper.

Desuden forbyder Australien rejser til udlandet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Danmark

Live: Nu har 179 personer med coronavirus mistet livet i Danmark

Annonce