Endelave: Tallerkner har de nok af i skabene på Endelave Kro, og nu er forpagterne, Marianne og Henning Brodersen, vendt på en af dem.
Parret, der har været på Endelave i tre år, meldte i november ud, at de ville sige op, fordi jobbet som forpagtere var så tidskrævende, at de ikke havde overskud til deres familie på fastlandet. Nu har de i stedet besluttet at blive.
- Vi var egentlig kede af at stoppe, for vi har været glade for at være på Endelave, men de vilkår der var i kontrakten (med selskabet bag kroen, Endelave ApS, red.) kunne vi ikke fortsætte med. Dels fordi vi har brug for at være sammen med vores familie, dels fordi det var for dyrt for os, siger Marianne Brodersen.
Marianne BrodersenPengene er ikke det altafgørende. Det skal kunne løbe rundt, men det handler mest af alt om arbejdsglæde, og den bliver bedre, fordi vi nu kan ansætte en til at aflaste os.
I stedet for at aflevere deres opsigelse endte de imidlertid i en konstruktiv dialog med bestyrelsen i Endelave Kro ApS, forklarer hun.
Vendte det hele lidt på hovedet
- Vi fik mulighed for at vende det hele lidt på hovedet, og det endte med, at vi fandt en ny form for aftale, der umiddelbart betyder en økonomisk forandring for os, så vi kan få en lille årsløn ud af det hver, og for det andet betyder, at vi forhåbentlig kan ansætte en, som kan aflaste os på kroen, når vi for eksempel skal være sammen med vores familie, siger Marianne Brodersen.
Hun nævner, at åbningstiderne i vinterhalvåret også får en justering. Hidtil har parret holdt åbent i weekenderne. Fremover vil de i højere grad satse på enkeltarrangementer efter behov.
Penge er ikke altafgørende
- Vi har skelet til, hvordan man gør på andre småøer, og der lukker de fleste jo ned om vinteren. Det æder vores overskud, som vi bygger op i højsæsonen, at skulle have åbent i vinterweekenderne, forklarer kro-forpagteren, som dog slår fast, at det ikke er udsigten til en bedre økonomi, der vejer tungest i beslutningen om at blive.
- Pengene er ikke det altafgørende. Det skal kunne løbe rundt, men det handler mest af alt om arbejdsglæde, og den bliver bedre, fordi vi nu kan ansætte en til at aflaste os, siger hun.
Vil udvikle øen, kroen og sig selv
Parret, der kom til Endelave Kro uden brancheerfaring for tre år siden, håber, at de med den ny aftale har fundet en langtidsholdbar løsning, der betyder, at de bliver i jobbet i flere år - ikke kun i næste sæson.
- Vi vil gerne være med til at udvikle øen, kroen og os selv sådan set. Vi har fået noget erfaring i de tre år, vi har været her, og den erfaring vil vi gerne arbejde videre med, siger Marianne Brodersen.
Miraklernes tid er ikke forbi
Hun lægger ikke skjul på, at forholdet til endelavitterne også har spillet ind, og nyheden om, at parret alligevel ikke køber færgebillet uden retur, er blevet modtaget med glæde og lettelse. Både fordi parret er vellidt, og fordi kroen ses som en livsnerve på Endelave.
- Folk har været rigtigt kede af det, og det har vi sådan set også selv. Mange har været bekymrede for, om kroen ville åbne igen, så efter vores beslutning om at blive blev kendt herovre, har vi bare fået så meget positiv respons. Vi tror på, at det er det rigtige, siger Marianne Brodersen og siger med et grin om den kovending, hun og hendes mand har foretaget:
- Miraklernes tid er ikke forbi.