Annonce
Horsens

Kristín fra Island har åbnet egen frisørsalon

Foto: Morten Pape
37-årige Kristín Diego fra Island har åbnet Vox Hairstudio i Smedegade 93. Beliggenhed tæt ved Nørretorv og privatbolig i gåafstand var med til at gøre udslaget - Horsens er blevet valgt fremfor hjemlandet. Beslutningen tog Kristín Diego sammen med sin mand, som hun har fire børn sammen med.

Horsens: Hun har boet i Danmark de seneste fire år og arbejdet som frisør i byen frem til maj i år.

37-årige Kristín Diego overtog i august nøglerne til Smedegade 93 og har hen over fem uger transformeret lokalet, der har huset en slagterforretning, om til sin egen salon - Vox Hairstudio.

- Det var en stor beslutning for mig at blive selvstændig. At åbne forretning her i landet betyder samtidig, at min mand og jeg nu satser på at blive her fremfor at vende hjem til Island med vores fire børn på fire, ni, 12 og 14 år, fortæller Kristín Diego.

Beslutningen har været den hel rette, beretter den nyudklækkede selvstændige frisør. For Kristin Diego og familien er faldet rigtig godt til i Horsens, fortæller hun.

Annonce

At åbne forretning her i landet betyder samtidig, at min mand og jeg nu satser på at blive her fremfor at vende hjem til Island med vores fire børn på fire, ni, 12 og 14 år.

Kristín Diego

100 kvadratmeter

I den nye Smedegade-salon har Kristin Diego indrettet sig på 100 kvadratmeter med plads til tre kunder af gangen, hvor hun til selve istandsættelsen har fået massiv hjælp fra sin mand, der blandt andet er uddannet tømrer, samt fra en hel del venner, fortæller hun.

I sit hairstudio er hun gået efter en indretning og et udtryk, der skal signalere afslapning og ro.

Per 30. september har hun ansat en medarbejder, 33-årige frisør Maria Nielsen fra Vejle, som hun har arbejdet sammen med på sin tidligere arbejdsplads i byen.

- Nu er rammerne sat, og det er et dejligt at være i Smedegade. Her er god stemning, og det er tæt på torvet - apoteket, pølsevogn og bager - der er med til at trække godt med folk til området. Her er også gode parkeringsforhold, så placeringen kunne ikke være bedre. Og så ligger det i gåafstand fra vores bolig tæt ved Hotel Opus, lyder det tilfreds fra Kristín Diego.

På grund af uddannelse

Kristín Diego er uddannet frisør i 2003 og har haft arbejde som sådan siden da, lige på nær af tre måneder op til købet af Vox Hairstudio.

Hun og familien kom til Danmark, fordi Kristín Diegos mand her skulle læse til produktions-teknolog. Som årerne er gået, har familien slået rod i Horsens, fortæller hun.

Salonen i Smedegade er både for mænd, kvinder og børn.

Selve navnet Vox Hairstudio har Kristín Diego selv fundet på.

- Der ligger ikke den store mening bag ordet Vox. Men det supplerer godt ordet hairstudio, og kan, vil jeg mene, let afkodes af såvel danskere som af andre med anden oprindelse som jeg selv, lyder det fra Kristín Diego.

37-årige Kristín Diego fra Island har åbnet Vox Hairstudio i Smedegade 93, hvor der tidligere lå en slagter. Med butiksbeslutningen blev hun og hendes mand også enige om at blive boende i Danmark. Foto: Morten Pape
Kristín Diego har en ansat i Vox Hairstudio, 33-årige frisør Maria Nielsen fra Vejle, som hun har arbejdet sammen med hos en frisør her i byen. Foto: Morten Pape
I den nye Smedegade-salon har Kristín Diego indrettet sig på 100 kvadratmeter med plads til tre kunder af gangen. Indretning og udtryk skal signalere afslapning og ro, fortæller hun. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Akutlægehelikopterne redder masser af liv

Leder

Leder: Tag debatten - den er gratis

Er der noget, der kan sætte sindene i kog i Horsens, er det byens udseende. Seneste eksempel er viceborgmester Martin Ravns læserbrev om, at Lilli Gyldenkildes Torv efter hans mening kan blive den næste ghetto i Horsens. Efterfulgt af et læserbrev af Sisse Landert, som græmmes over sin bys udseende. Efterfulgt af to læserbreve fra Andreas Boesen og Susan Gyldenkilde, som forsvarer byggeriet. I avisen og på hsfo.dk har vi gennem flere år dækket både planer, spadestik, beslutninger og kritik tæt og grundigt. Emnet optager vores læsere helt enormt. Det kan vi se både på hsfo.dk og i de kommentarer, vi får til artiklerne via Facebook. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at afdække udviklingen og på fair og ordentlig vis bringe de forskellige synspunkter videre. Nogle af artiklerne bringer vi gratis på hsfo.dk, mens andre kræver, at man har betalt abonnement. Det får vi jævnligt kritik for af læsere, som mener, at når det er en artikel, der interesserer mange, bør den være gratis. Jeg medgiver, at vi selv har et medansvar for den manglende forståelse, fordi medierne i en periode forærede alt indhold væk på digitale platforme. Men i takt med fyringer af journalister og fotografer verden over er der ved at komme en forståelse for, at ordentlig journalistik koster penge at lave og er en vare, der skal betales for. I debatten om byens udseende tog kritikken en ny drejning, da byrådsmedlem Jakob Bille skrev følgende i en kommentar på Facebook: "Folkebladet kunne nu godt have gjort denne artikel tilgængelig for alle. De har jo valgt at gøre alle de kritiske indlæg tilgængelige for alle." Bare så der ikke er nogen tvivl: Læserbreve er altid gratis indhold på hsfo.dk. Uanset om de er for eller imod, hvad et byråd har besluttet. Fælles for det indhold, det kræver et digitalt abonnement at få adgang til, er derimod, at det er unik og selvstændig journalistik. Tendensen på vores og de fleste andre medier er, at flere og flere artikler bliver låst. På hsfo.dk har vi også det princip, at den daglige leder, som du læser her, er betalt indhold - bare ikke lige i dag, hvor alle kan læse med.

Annonce