Annonce
Danmark

Kristian Jensens lokalformand: Hjort bør ikke puste til ilden

Formanden for Herning Nord-kredsen forstår ikke, hvordan Claus Hjort kan annullere delt V-formandskab.

Det vækker undren i baglandet hos Venstres næstformand, Kristian Jensen, at partinestor Claus Hjort Frederiksen søndag på Facebook erklærede det delte formandskab i partiet mellem Jensen og formand Lars Løkke Rasmussen for afsluttet.

Allan Leth, der er formand for Herning Nord-kredsen i Venstre, er kritisk over for Claus Hjort Frederiksens ageren.

- Jamen, vores synspunkt er, at Claus Hjort burde holde sig for god til at blive ved med at puste til ilden i det offentlige rum - hvilket han jo netop beskylder andre for, skriver Allan Leth i en sms til Ritzau.

Claus Hjort Frederiksen beskyldte fredag Kristian Jensen, der er valgt i Herning Nord-kredsen, for at være illoyal over for V-formand Lars Løkke Rasmussen, og Hjort mente, at Kristian Jensen derfor måtte gå af som næstformand.

Baggrunden for Hjorts udfald var, at Kristian Jensen torsdag havde givet et interview til Berlingske. Her slog næstformanden fast, at Venstre efter næste valg skal gå efter et rent borgerligt regeringssamarbejde.

Det var stik imod det, som Lars Løkke Rasmussen lagde frem i valgkampen. Dagen før folketingsvalget 5. juni gjorde den daværende statsminister en SV-regering til sin førsteprioritet.

Selv om Kristian Jensen fredag måtte beklage sine udtalelser på partiets sommergruppemøde, blev det samtidig slået fast, at aftalen om det delte formandskab, som han indgik i 2014 med Løkke, stadig var gældende.

Derfor undrer det Allan Leth fra Herning Nord-kredsen, at Claus Hjort føler sig bemyndiget til på Facebook at skrive, at "det delte formandskabs tid er forbi".

- Desuden kan jeg ikke se, at Claus Hjort kan gå ud og aflyse en aftale om et formandskab, som mig bekendt er indgået mellem formanden og næstformanden, uden at Claus Hjort har været en del af dette.

- Min holdning er i øvrigt, at man sammen bør komme videre og koncentrere sig om at lave politik og opbygge en stærk opposition, der er garant for, at der bliver ført borgerlig, liberal politik, skriver Allan Leth.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce