Annonce
Danmark

Kristendemokraterne stiller op igen ved næste valg: - Vi har fået en ny start

Kristendemokraterne med Isabella Arendt i spidsen var bare 194 stemmer fra at sikre sig et kredsmandat i kernelandet Vestjylland. Det ville have sikret partiet tre mandater i Folketinget. Isabella Arendt stiller nu officielt op som formandskandidat. Om Kristian Andersen stiller op til næste folketingsvalg, afgør han først til efteråret. Foto: Mads Claus Rasmussen
Kristendemokraternes hovedbestyrelse besluttede i går, at partiet skal forsøge at komme i Folketinget ved næste valg. Marianne Karlsmose mener, at KD har fået en ny start. Og Kristian Andersen er også glad for beslutningen. Han vil sidst på efteråret beslutte, om han stiller op igen.

Vestjylland: Kristendemokraterne er godt tilfredse med den forgangne valgkamp, selv om det heller ikke denne gang lykkedes partiet at komme til Folketinget.

Det fortæller fungerende partiformand Isabella Arendt lørdag efter partiets første hovedbestyrelsesmøde efter valget.

- Vi har i dag evalueret valget, og selv om vi selvfølgelig er rigtig trætte af, at vi ikke kom i Folketinget, så er vi godt tilfreds med vores indsats. Vi er gået frem i stort set hele landet og i alle kommunerne.

- Vi har en massiv opbakning, og vi får nye medlemmer. Repræsentanter for vores ti storkredse kom med deres evaluering af valgkampen, og de meldte alle sammen om nye medlemmer, siger Isabella Arendt.

Ved hovedbestyrelsesmødet blev det også besluttet, at Kristendemokraterne skal stille op til det næste folketingsvalg.

For der er nemlig ikke noget i vejen med partiets politik, mener den fungerende formand, der ikke spår nævneværdige justeringer af partiets linje.

- Omkring politikken er vi godt tilfreds. Men vi vil gerne arbejde på at stå stærkere på klassisk borgerlige emner. Vi forsøgte for eksempel at melde noget ud i valgkampen omkring moms og skat, men det slog ikke rigtig igennem.

- Det er ellers områder, hvor vi har politik, men det fyldte for lidt, synes vi selv. Så der vil vi gerne styrke vores budskaber og kommunikere, siger Isabella Arendt.

Den 27-årige Arendt annoncerede også officielt på mødet, at hun ønsker at blive partiets næste formand efter Stig Grenov.

Det tages der dog først stilling til ved partiets landsmøde 12. og 13. oktober, men Arendt vil frem til da fortsat tegne partiet, fortæller hun.

Kristendemokraterne var ved valget bare 194 stemmer fra at sikre sig et kredsmandat i Vestjylland, hvor partiet historisk har stået stærkt. På landsplant blev det til 1,7 procent af stemmerne.

Ikke siden valget i 2001 er det lykkedes partiet at komme over spærregrænsen.

Annonce

Karlsmose overrasket

Marianne Karlsmose blev meget overrasket over den store opbakning, som partiet har fået.

Den 7. juni sagde hun til avisen, "at hun var nødt til at bede folk overveje, om det er besværet værd at skulle ud og samle 20.000 vælgererklæringer, så vi kan gøre endnu et forsøg på at komme i Folketinget."

I dag siger hun sådan her:

- Folk har nærmest lagt mailadresser i armene på mig for at få lov til at give os en vælgererklæring. Det har jeg altså ikke oplevet før i de 26 år, jeg har været med. Vi har fået en ny start. Mange nye mennesker har fået øjnene op for KD. Nu skal vi arbejde for at få endnu flere til at tage skridtet og stemme på os næste gang, for vi mener, at der er hårdt brug for os.

- Her i Ringkøbing-Skjern Kommune er folk vant til at se KD som en politisk parti. Vi sidder jo også i Regionen, og rundt om i Europa er der jo masser af Kristendemokratiske partier. Men i Danmark er der mange, der lige igen skal til at vænne sig til KD som et parti. Det er jeg sikker på vil komme, siger Marianne Karlsmose.

Hun håber naturligvis også på, at Kristian Andersen ender med at stille op.

Vi skal give det et skud igen

- Marianne Karlsmoses ord den 7. juni skulle læses som en opfordring til at melde sig ind i KD og blive aktiv, så det ikke bliver Tordenskjolds Soldater, der igen skal trække læsset. Og jeg er helt på linje med hende, siger Kristian Andersen.

- Vi fik så stor opbakning, at vi ikke kan sidde det overhørig. Som parti skal vi give det et skud igen, siger Kristian Andersen.

Om partiet så får Kristian Andersen som spidskandidat i Vestjyllands Storkreds, er endnu ikke afgjort.

- Der har været rigtig mange bolde i luften i dette forår, med flytning og valgkamp. Der her ikke rigtig været tid til refleksion. Det får jeg nu. Og på et eller andet tidspunkt i efteråret vil jeg beslutte om jeg stiller op igen, siger Kristian Andersen.

Han håber, at den store vælgertilslutning og de penge, som det giver, vil være med til at kunne købe tid til den nye formand, så han/hun får rum til "kun" at dyrke politik i de kommende år indtil valget.

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce