Annonce
Erhverv

Krise får modne kvinder til at podcaste

- Nogle gange låser folk sig fast på en problematik, men når virkeligheden vælter, og alt bliver sat på hovedet, så handler det om at holde sig på sporet og samtidig finde nye vinkler, siger Lisbet Bladbjerg (t.v.) og Helle Kibsgaard, som står bag podcasten Omtanker. Pressefoto
Udviklingskonsulenterne Lisbet Bladbjerg og Helle Kibsgaard har udnyttet corona-krisen og en tom kalender til at udgive podcasten Omtanker. Det er foreløbig blevet til syv episoder á cirka en halv times varighed. Udgangspunktet er hverdagens mange forandringer og bogudgivelsen Omtanker - personligt lederskab i praksis fra 2018.

AARHUS: Som mange andre i konsulentbranchen måtte Lisbet Bladbjerg og Helle Kibsgaard erkende, at en krise a la corona hurtigt kan rydde kalenderen.

Få dage efter statsminister Mette Frederiksen 11. marts satte forsamlingsforbuddet ned til 10 personer, lukkede skoler og institutioner og i det hele taget bad danskerne om at arbejde hjemmefra, var der slået streger over stort set samtlige af forårets aftaler. Langt de fleste er udsat til efteråret, enkelte blev aflyst og det eneste, der står tilbage i bogen, er online coaching-sessioner.

Der skal dog mere end en tom kalender til at få de to udviklingskonsulenter bag virksomheden Bladbjerg Kibsgaard på Marselisborg Havn i Aarhus til at gå i panik. For de har været dér før. Finanskrisen for efterhånden 11-12 år siden fik også mange virksomheder til at trække aftale-stikket.

- Da vi var færdige med at bande og ærgre os dengang, gik vi i gang med at udvikle vores koncept for stress-forebyggelse, som siden har været et væsentligt fundament i vores forretning, for når du pludselig står i en ny situation, så handler det om at tænke om, forklarer Lisbet Bladbjerg.

Annonce

Omtanker

Podcast-serien Omtanker er på foreløbig syv episoder. Der kommer en ny episode i serien hver anden torsdag.

Værter er Lisbet Bladbjerg og Helle Kibsgaard, som sammen står bag virksomheden Bladbjerg Kibsgaard med fokus på det personlige lederskab, udvikling samt stressforebyggelse -og forståelse.

Episode 1: Respekt for andres model af verden

Episode 2: Hvad har du kontrol over?

Episode 3: Alle gør det bedste de kan, med de ressourcer de har

Episode 4: Når virkeligheden vælter

Episode 5: Stress nej tak

Episode 6: Du bli'r, hvad du tror på

Episode 7: Personligt lederskab rocks!

Episode 8: Bliv ven med dit indre tæskehold (udkommer torsdag 28. maj)

Alle episoder er tilgængelige på iTunes, Spotify og BuzzSprout eller via bladbjergkibsgaard.dk

Læhegn eller vindmøller

Denne gang har krisen fået Lisbet Bladbjerg og Helle Kibsgaard til at kaste sig ud i at lave podcast.

- Det er en drøm, som vi længe har haft liggende i skuffen, og for at holde os synlige i omverdenen, mens vi er låst inde her på havnen, tænkte vi, at nu er det nu, siger Helle Kibsgaard.

Hver fjerde dansker lyttede til podcast ugentligt i 2019. Tendensen har været stærkt stigende i de seneste år.

Bladbjerg Kibsgaards bidrag bærer titlen 'Omtanker' - akkurat som den bogudgivelse parret stod bag i 2018 - og handler ligesom bogen om personligt lederskab i praksis.

- Det er en podcast om de refleksioner, der kommer i en forandringstid, og det passer godt til et af vores mottoer; den, der er mest fleksibel, får størst indflydelse. For netop nu er brug for fleksiblitet og transparens - især blandt lederne. Vi tager et nyt tema op hver gang alt efter, hvad vi tænker er mest dags dato relevant. Coronaen fik os i gang, men i virkeligheden handler det om forandringer og uforudsigelighed, fortæller Lisbet Bladbjerg og fortsætter:

- Når forandringens vinde blæser, så stopper nogle op og bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller.

Mere i udviklingsskuffen

Foreløbig er de første syv episoder ude i podcast-serien. En ny episode følger hver anden torsdag, og den næste kommer 28. maj.

Lisbet Bladbjerg og Helle Kibsgaard har fået virkelig god respons på podcasten, som de selv udtrykker det. Derfor har de tænkt sig at fortsætte udgivelserne. Også efter der på ny er lukket op for forsamlinger på mere end 10 personer, så de igen kan tage ud i virksomhederne og arbejde med stress-forebyggelse og udviklingsprojekter eller samle et nyt hold på mastercoach-uddannelsen i personligt lederskab.

- Med podcasten vil vi først og fremmest gerne inspirere til fleksibilitet i en svær tid, hvor plejer ikke længere duer, og vi allesammen skal finde en ny vej. Det handler om at tænke om og få nye perspektiver, og det håber vi, at podcasten vil hjælpe med til, siger Helle Kibsgaard.

Hun tilføjer, at Bladbjerg Kibsgaard har 11 andre udviklingsprojekter i skuffen, som de er i gang med at prioritere, men podcasten er kommet ind i forretningen for at blive.

De er nemlig begge mere til vindmøller end læhegn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Danmark genåbner grænsen: Tyske, islandske og norske turister er nu velkomne

Annonce