Annonce
Horsens

Krimi-forfatter skifter til ungdoms-romaner

Claus Hagstrøm udgav i 2016 krimien "Solstrejf", og sidste år fulgte "Måneskin". I begge romaner følger man konsulenten Kristian Wang, som opklarer forbrydelser med seksuelt afvigende motiver. Arkivfoto: Ole Jakobsen

Horsensianske Claus Hagstrøm har også skiftet forlag og udkommer nu hos lokale Leatherbound.

Horsens: Claus Hagstrøm, horsensiansk forfatter med to krimier på værklisten, skifter nu spor. Onsdag 1. august udgiver han ungdomsromanen "Se nu stiger solen".

Også forlagsmæssigt går han nye veje, Mens de to krimier udkom hos Dreamlitt, står det nyetablerede Horsens-forlag Leatherbound bag den nye bog.

"Se nu stiger solen" er, skriver forlaget "en realistisk YA-roman (YA står for young adult, unge voksne, red.) om seksualitet, venskab og den første kærlighed, men også om mobning, udstødelse og ensomhed".

Ensomheden oplever hovedpersonen, 15-årige Sebastian, som er lidt en outsider i sin skoleklasse. Men en dag starter Tobias i klassen, "og det vender op og ned på alt. Hvorfor bobler det i maven, når han er i nærheden? Er Sebastian ved at forelske sig i sin nye bedste ven?", spørges der i forlagets oplæg.

Annonce

Samme tilgang

Claus Hagstrøm, som ved siden af skriveriet arbejder som bibliotekar på Horsens Bibliotek, mener ikke, at springet fra hårdkogte krimier om seksuelle afvigere til ungdomsbøger er så stort.

Han benytter sig, siger han, af den samme socialrealistiske tilgang. "Problematikkerne er nok pakket ind i en anden genre, men det er stadig skrevet i et nutidigt sprog og med den virkelige verden som skueplads," har han bl.a. noteret på Facebook.

Som i krimierne er "Se nu stiger solen" skrevet i nutid, kapitlerne er korte, og Claus Hagstrøm har henlagt handlingen til virkelige lokaliteter.

- Så hvem ved - måske et fremtidigt projekt kunne være kriminalromaner, målrettet til unge, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce