Annonce
Udland

Krigsskibet McCain som Trump ikke må se

Tyra Watson/Ritzau Scanpix

McCain-skib skal være ude af syne, lød ordre under besøg i Japan. Skibets navn blev tildækket.

Kilder siger til nyhedsbureauet AP, at Det Hvide Hus beordrede et krigsskib, der er opkaldt efter afdøde senator John McCain, ude af syne for præsidenten, da Donald Trump for få dage siden besøgte Japan.

Trump har gentagne gange udtrykt foragt for McCain, der i USA hyldes som en krigshelt.

Krigsskibet "USS John McCain" befandt sig på stedet, da Trump i weekenden landede i Japan.

Avisen Wall Street Journal skrev onsdag, at en officer i den amerikanske stillehavsflåde i en e-mail havde givet instrukser til flådeministeriet om blandt andet, hvor der var landingsmuligheder for præsidentens helikopter.

Han skrev også om de forberedelser, man havde gjort om bord på flådefartøjet "USS Wasp", hvor Trump skulle tale. Det var tæt på, hvor "USS McCain" lå forankret.

Tre officerskilder siger til AP, at der var endnu en instruks. Den hed, at "USS John McCain er nødt til at være ude af syne".

Wall Street Journal kunne også fortælle, at mandskabet på "USS John McCain" fik besked om at tildække skibets navn med en presenning. Det benægter flåden.

Da en flådekommandant udtrykte overraskelse over ordren, svarede officeren i stillehavsflåden tilbage, at det var han også og forsøgte at få en forklaring fra Det Hvide Hus.

McCain blev som pilot under Vietnam-krigen skudt ned. Han sad fængslet i fem år og blev gentagne gange udsat for tortur. Det gav ham flere livslange fysiske handicap.

Under valgkampen i 2016 sagde Trump, at han ikke respekterede republikaneren McCains indsats som soldat.

- Han er ikke en krigshelt. Han er en krigshelt, fordi han blev fanget. Jeg kan (kun) lide folk, der ikke bliver fanget, sagde han dengang.

McCain forsøgte i 2008 at blive valgt til USA's præsident. Han tabte til demokraten Barack Obama.

USA's fungerende forsvarsminister, Patrick Shanahan, siger, at han intet kender til sagen, men at han vil bede sin medarbejdere om at undersøge den.

Men han understreger, at han aldrig vil være med til at nedgøre en stor amerikaner som McCain.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce