Annonce
Indland

Krav om mundbind i Aarhus gælder i tre uger

Passagerer med mundbind i offentlig transport i Aarhus, mandag den 10. august 2020. Krav om mundbind blev indført fredag den 7. august 2020.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Den stigende coronasmitte i Aarhus betyder krav om mundbind i offentlig transport frem til 1. september.

Annonce

Kravet om mundbind i al offentlig transport i Aarhus gælder fra 11. august til 1. september.

Det viser en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet mandag.

I fredags meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) efter et møde med de øvrige partier i Folketinget, at kravet om mundbind og en række andre tiltag ville blive indført for at dæmme op for den stigende coronasmitte i Aarhus.

På det tidspunkt lød det, at disse tiltag ville gælde i foreløbigt 14 dage.

- Vi skal ikke ud i en 11. marts igen med en omfattende nedlukning. Vi tror på, at vi med nålestiksoperationer som denne kan stoppe det her med en lokal indsats.

- Vi har den overbevisning, at aarhusianerne vil være med til det her, sagde Heunicke blandt andet i fredags.

Der er desuden blevet opfordret til, at offentlig transport undgås, hvis andre transportmidler er mulige.

Og at det fysiske fremmøde i gymnasier og andre ungdomsuddannelser udskydes. I 14 dage var meldingen i fredags. Det emne er ikke berørt i selve bekendtgørelsen, som omhandler den kollektive trafik.

- For at forebygge og inddæmme udbredelsen af coronavirussygdom 2019 (Covid-19) i forbindelse med et konkret smitteudbrud i Aarhus Kommune skal rejsende, der påbegynder eller afslutter en rejse i Aarhus Kommune, have tildækket mund og næse ved brug af mundbind ved følgende former for kollektiv trafik, står der blandt andet i bekendtgørelsen.

Herefter er der listet en række transportformer op såsom busser, flextrafik, letbaner, turistbuskørsel og færger.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce