Annonce
Indland

Kræfttjek flyttes til universitetshospital efter flere fejl

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mammaradiologien, der undersøger kvinders bryster for kræft, flytter til Sjællands Universitetshospital.

Regionsrådet i Region Sjælland har mandag aften besluttet at flytte afdelingen for brystundersøgelser fra Ringsted Sygehus til Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Flytningen sker efter talrige sager om mangelfulde brystundersøgelser i regionen.

I løbet af første halvdel af 2020 vil flytningen ske, og det er en del af den syvpunktplan, som Forretningsudvalget besluttede i februar.

- Vi vil sikre, at afdelingen opretholder det høje faglige niveau, den har nu og har haft siden 2017. Derfor har vi valgt at flytte afdelingen til Sjællands Universitetshospital, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Samtidig sker flytningen for at sikre specialet, der har svært ved at rekruttere nye medarbejdere i hele landet.

Regionen vurderer, at den samlede flytning udgør 14,5 millioner kroner. Heraf kan 4,4 millioner kroner dækkes af den allerede eksisterende finansiering i et byggeprojekt af Universitetshospital Køge.

Region Sjællands samlede mammaradiologiske funktion overgår organisatorisk fra Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse til Sjællands Universitetshospital omkring 1. april 2020.

Dette skal planlægges sammen med flytningen af Brystkirurgisk Afdeling fra Ringsted til Roskilde.

Jyllands-Posten har afdækket, hvordan kvinder på Ringsted Sygehus blev undersøgt med røntgen, men ikke fysisk og ikke med ultralyd, som de ifølge retningslinjerne skulle være blevet.

Sagen har kostet Vagn Bach stillingen som sygehusdirektør, ligesom flere ledende medarbejdere og Region Sjælland nu er sigtet i sagen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Hushandler er steget med mere end 100 procent: Skanderborg, Hedensted og Horsens topper boligstatistik

Kultur

Klub for børn fylder 125 år

Horsens

Til kamp mod nethandel: Butikkernes arbejde har skabt 'positive vinde' i Horsens

Annonce