Odder: To gange om ugen skal skoleelever testes, hvis de går i skole hver dag. Det kan de blive på skolen.
Til gengæld skal de elever, der kun går i skole en eller to gange om ugen, og skal testes dagen før, så de kan komme i skole med en ren coronatest, testes ved Spektrum, Vitapark eller et helt tredje sted.
Men de mange tests skaber flaskehalse ved teststederne. Det er i hvert fald oplevelsen hos nogle af dem, der forsøgte at få en hurtigtest i Vitapark i løbet af weekenden.
På Facebook fortæller flere opslag om ventetid på op til to timer eller endda, at de slet ikke kunne komme til, inden hurtigtest-stedet lukker klokken 19.
Følg kortet
Men hvor kører man så hen, når man nu skal have den test?
Det skal et landsdækkende kort gøre det nemmere at finde ud af. På coronatest.rm.dk kan man både få det store overblik og zoome helt ind på detaljerne.
- På det nye kort, indgår samtlige testmuligheder i hele Danmark. Det gør det nemt for alle, der gerne vil testes, og det er især en klar fordel, hvis man bor tæt på en regionsgrænse eller er på besøg i en anden del af landet. Med kortet er det nemt at få overblik og detaljer i en fart, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
På kortet kan man se åbningstiderne på alle tre teststeder i Odder Kommune.
Spektrum, hvor der laves pcr-test, og Vitapark og Egmonthøjskolen, hvor der laves kviktest.
Test på skolen
Kommunens skoler arbejder lige nu på at finde en løsning for selv at kunne teste eleverne, som ventes at skulle gå endnu mere i skole på den anden side af påske.
- Vi skruer op for kapaciteten, såfremt 5-8. klasse får lov til at møde i skole minimum halvdelen af tiden som afgangsklasserne, således at disse elever også kan tilbydes test på skolen. Vi forventer dog, at man på skolerne vil opfordre til, at alle, der skal møde fysisk efter påske, er testet, inden de møder skole, og således formodentlig kun vil skulle testes een gang i ugen efter påske, siger Flemming Skaarup, der er direktør for børn, uddannelse og kultur.
Skulle det alligevel knibe med at få en tid, kan man gå ind på coronatest.rm.dk og kigge efter en ledig tid i Horsens, Aarhus eller Skanderborg.