Annonce
Erhverv

Kontormoebler.dk var først med onlinesalg af kontormøbler: - Det er dyrere at drive og vedligeholde en hjemmeside end at åbne en butik

- Jeg har engang hørt en sige, at man bliver iværksætter, fordi man ikke kan lade være. Og sådan har jeg det også, fortæller Torben Møller. Foto: Axel Schütt
Mens butikker i bybilledet lukker på stribe, går Dencon Center omvendt med planer om at åbne nye showrooms i Trekantområdet og på Fyn. En udvikling, der ifølge direktør Torben Møller skyldes, at Dencon Center med domænet kontormoebler.dk helt fra start har haft fokus på onlinedelen af forretningen.

AARHUS: På Rolighedsvej i Risskov finder man Dencon Centers første butik. En 300 kvadratmeter stor butik med panoramavinduer ud mod vejen.

Enkelte biler kører forbi uden for butiksfacaden denne onsdag formiddag, men der er langt til den hektiske aktivitet, man finder på hovedstrøg i de større danske byer.

Alligevel er Torben Møller ovenud tilfreds med placeringen. For hans kunder er ikke de sædvanlige strøgkunder, der kigger ind, men derimod små og mellemstore virksomheder med behov for nye kontormøbler, og dem er der en del af i nærområdet.

Selv hvis kunderne skulle befinde sig længere væk, ville det ikke være det store problem, for Torben Møller sælger langt de fleste af virksomhedens kontormøbler online.

Annonce
- Det er dyrere at drive og udvikle en hjemmeside, end det er at åbne en butik, sætte et facadeskilt op og sige, nu er vi ”open for business”. Det er den lette løsning i dag.

Torben Møller, kontormoebler.dk

Svært farvel til lønsedlen

50-årige Torben Møller har arbejdet med kontormøbler det meste af sin karriere. Men først i efteråret 2008 fik han modet til at springe ud som selvstændig.

På tidspunktet arbejdede han som salgskonsulent for Dencon A/S i Skive, der fremstiller og sælger kontormøbler. Her varetog han opgaven med at servicere virksomhedens forhandlernetværk i Danmark, der talte omkring 50 forskellige forhandlere.

Men han kunne mærke en spirende trang til at prøve livet af som selvstændig.

- Jeg var simpelthen nødt til at prøve det af. For jeg gik med en tro på, at jeg kunne gøre det, som jeg havde hjulpet forhandlerne med i årevis, meget bedre selv. Og hvis man går og tror det, er man nødt til at afprøve det, fortæller han.

Efter fire år på stedet, hvor han blandt andet havde været med til at udvikle produkter, sagde han derfor op.

- Det værste var at gå ind til sin chef og sige: Den der lønseddel, jeg får hver måned, den behøver jeg ikke mere, siger han med et grin.

Helt slap han dog ikke firmaet. Tværtimod fik han lov til at få eneret på at forhandle Dencons danskproducerede kontormøbler som eneste uafhængige forhandler på markedet - en ret, han stadig benytter sig af i dag, hvor han dog også har taget flere møbler med i sit sortiment.

Mere overskueligt indkøb

Den første tid som selvstændig blev hård. Finanskrisen ramte med en forhammer folks købelyst, og det kunne mærkes, når Torben Møller med salgsmappen under armen og brochurer og visitkort i hånden tog på konsulentbesøg hos potentielle kunder.

Af samme grund begyndte han at skele mere til onlinedelen af forretningen. For i modsætning til mange andre i branchen på tidspunktet, havde Torben Møller stor tiltro til internettet som salgsplatform.

- Der var ikke særligt mange webshops i 2008, og i vores branche var der absolut ingen, husker han.

Torben Møller havde derimod siden 2009 solgt kontormøbler via sin hjemmeside denconcenter.dk. Et salg, der efter blot et år udgjorde 30 procent af virksomhedens omsætning, så han så et stort potentiale på området og valgte derfor at hyre en medarbejder ind til at øge internetsalget yderligere.

Resultatet blev, at Torben Møller i 2011 for første gang kunne byde sine kunder velkommen i en ny og moderne webshop med navnet kontormoebler.dk. Domænet havde han købt af Dencon tilbage i 2008.

Her kunne kunderne let få overblik over Dencon Centers mange møbler gennem en specialudviklet teknologi, der gav brugerne mulighed for at skræddersy kontormøbler og se resultatet direkte på skærmen. En konfiguration, der på skærmen virker let og ligetil, men som der ifølge Torben Møller ligger mange timers arbejde bag.

- Alle de spørgsmål, vi kunne forestille os at stille til en kunde, er lagt ind i et avanceret søgefilter, som gør, at der hele tiden kommer de stole frem, som er de mest aktuelle for dig, forklarer Torben Møller.

På den måde bliver valgene mere overskuelige for kunderne.

- Det nytter ikke noget at have et kæmpestort sortiment med alle stole i hele verden, for så kan kunderne aldrig nogensinde finde ud af, hvad de skal have, understreger han.

Kontormoebler.dk sælger flest hæve-sænkeborde og kontorstole online. Et af valgene, når det kommer til kontorstole, er ergonomiske stole som denne, der sikrer, at man hele tiden er i bevægelse, når man sidder på stolen. – Det giver en bedre kropsholdning og udfordrer kroppen motorisk, fortæller Torben Møller. Foto: Axel Schütt

På udkig efter samarbejdspartner

Udover webshoppen åbnede Torben Møller samme år Dencon Centers første butik i Risskov for at have et sted, hvor kunderne kunne komme forbi for at se og mærke varerne. Den første butik er sidenhen blevet fulgt af butiksåbninger i København, Aalborg og Herning.

For internetsatsningen viste sig ikke at være helt dum. Fra 2013 til 2018 har kontormoebler.dk fået Børsens Gazellepris hvert år – en prestigefyldte pris til virksomheder, som har formået at skabe vækst. Og sidste år landede virksomheden da også et overskud på to millioner kroner efter skat.

Selvom han gennem de sidste 10 år har brugt i omegnen af 10 millioner kroner på at drive og udvikle sin hjemmeside, er han derfor ikke i tvivl om, at det har været den rette vej at gå.

- Det er dyrere at drive og udvikle en hjemmeside, end det er at åbne en butik, sætte et facadeskilt op og sige, nu er vi ”open for business”. Det er den lette løsning i dag, siger Torben Møller.

- Men jeg ville meget nødigt i dag have en møbelbutik og tænke: Det med en webshop er da meget smart. Det må jeg hellere begynde på. For det er sindssygt svært og dyrt at udvikle. Så jeg er glad for, at vi er gået den modsatte vej og har tænkt: Vi har et velfungerende webkoncept, så lad os gå imod strømmen og åbne møbelbutikker i en tid, hvor alle andre lukker møbelbutikker, tilføjer han.

Planen er da også at fortsætte rejsen. Blandt andet har Torben Møller planer om at åbne to nye showrooms i Trekantområdet og på Fyn, og når de er godt i gang, er planen at brede konceptet videre ud i Europa.

- Jeg har ikke noget, der er klar til at blive rullet ud. Men vi har idéerne og forretningskonceptet til Danmark, som vi ser på, hvordan vi kan skalere til udlandet, fortæller Torben Møller, der på nuværende tidspunkt har omkring fem procent af sit salg i udlandet.

En rejse, som Torben Møller håber på at dele med en fremtidig samarbejdspartner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce