Kontakttallet er senest beregnet til 1,1.
Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Kontakttallet indikerer, at epidemien fortsat er i vækst. Også i sidste uge var kontakttallet 1,1.
- Også vores andre nøgletal indikerer, at vi har en epidemi i vækst, skriver Magnus Heunicke på Twitter.
Kontakttallet er et blandt flere nøgletal, som sundhedsmyndigheder, politikere og eksperter bruger til at følge udviklingen i coronapandemien.
Han skriver videre, at nyindlæggelser stiger i fire ud af landets fem regioner, og at incidensen er stigende for stort set alle aldersgrupper.
Incidensen dækker over antallet af smittetilfælde per 100.000 indbyggere.
Kontakttallet er beregnet til 1,1, så epidemien er fortsat i vækst. Også vores andre nøgletal indikerer at vi har en epidemi i vækst. Nyindlæggelser stiger i 4 af 5 regioner. Incidensen er stort set stigende for alle aldersgrupper. Derfor nødvendigt med coronapas igen. #COVID19dk pic.twitter.com/JTIyYjYbNs
— Magnus Heunicke (@Heunicke) November 9, 2021
- Derfor nødvendigt med coronapas igen, skriver Magnus Heunicke.
Når kontakttallet er 1,1 betyder det, at 10 smittede i gennemsnit vil smitte 11 andre.
Hvis kontakttallet er 1,0 betyder det, at epidemien hverken er i vækst eller på tilbagetog.
Man skal tilbage til 19. oktober - altså for tre uger siden - for at finde et kontakttal på 1,0.
Smittetallet har været stigende de seneste uger. De seneste seks dage har der dagligt været over 2000.
Det er især den københavnske vestegn, der i disse uger kæmper med mange smittede og høje incidenstal.
Mandag aften blev der afholdt pressemøde i Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) sagde, at regeringen igen vil gøre coronavirus til en samfundskritisk sygdom og genindføre coronapas i dele af samfundet.
Det ventes at blive godkendt i Folketingets Epidemiudvalg tirsdag.
Regeringen vil gerne have indført coronapas på blandt andet natklubber og indendørs serveringssteder. Også for besøgende på plejehjem og sygehuse bør det indføres, mener regeringen.
Mette Frederiksen sagde på pressemødet, at regeringen ikke arbejder ud fra et scenarie om nye nationale nedlukninger.
/ritzau/