Hedensted: - Jamen, det er gået over al forventning. En otte års ørkenvandring er endelig slut.
Sådan lyder reaktionen fra Lars Jensen, der er spidskandidat for Konservative Folkeparti i Hedensted Kommune, efter valgresultatet stod klart. Partiet går fra nul til hele to mandater.
- Det er for fedt. Vi er sindssygt glade for vælgeropbakningen, siger Lars Jensen, der sammen med partifolkene vil gøre alt for at gøre de to mandater gældende.
Flere ting bag succes
Succesen er ifølge spidskandidaten blevet til grundet flere ting.
- Vi har været aktive, vi har kommunikeret åbent, og vi har været konkrete i vores politik. Vi har samtidig ført en grøn linje, hvilket, jeg tror, vælgerne belønner os for, fortæller Lars Jensen afsluttende, inden han smuttede videre til de konstituerende forhandlinger.
Lars Jensen, spidskandidat for Konservative Folkeparti i Hedensted KommuneDet er for fedt!