Annonce
Horsens

Konkursramte Dalle Valle om Bytorv Horsens-planer: Alt er uvist

Bytorv Horsens fik sidste år nye ejere, og i den forbindelse blev der sat gang i en renovering. H&M og Sport 24 skal udvides, mens nye restauranter skal flytte ind. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Bytorv Horsens forventer stadig, at Dalle Valle og Café A åbner i det lokale center. Kæderne måtte i sidste uge melde 13 af 35 spisesteder konkurs, og ifølge bestyrelsesformanden er det for tidligt at sige noget om Horsens.
Annonce

Horsens: Coronakrisen slog i sidste uge til mod ejerne af Dalle Valle og Café A, der kunne melde ud, at 13 af deres 35 spisesteder landet over lukker på grund af konkurs.

Restaurantkæderne serverer ikke mad i Horsens - i hvert fald ikke endnu.

For planen er faktisk, at de skal flytte ind i Bytorv Horsens, når centrets første sal er blevet renoveret, hvilket Folkebladet skrev om i oktober sidste år. Her skal Sport 24 og H&M udvides, ligesom det tyrkiske koncept And Kebab også skal åbne.

De planer er indtil videre uændret, lyder det fra Bytorv Horsens' side:

- Det gør mig ondt at læse om, at Dalle Valle og Café A har været nødsaget til at lukke en del af deres restauranter, men det er dygtige folk, der står bag, som vi har stor tro på. Og Dalle Valle, Café A og And Kebab er supergode koncepter, som vi fortsat forventer åbner i Bytorv Horsens, lyder det i et skriftligt svar fra centerdirektør Anette Vestergaard.

Bytorv Horsens er lukket som følge af coronavirus og myndighedernes krav om at holde shoppingcentre lukket. Enkelte butikker har haft mulighed for at holde åbent - blandt andet Matas og Mad & Brød - men i skrivende stund er alting lukket. Foto: Morten Pape
Annonce

Fortsætter ombygningen

Bytorv Horsens har dog endnu ikke været i kontakt med Dalle Valle-ejerne, da Anette Vestergaard vil give dem ro til at håndtere deres nuværende situation.

- Vi er endnu ikke gået i gang med indrette lejemålene, men vil holde os i dialog med koncepterne, når der er et bedre overblik over, hvordan fremtiden ser ud. I øvrigt fortsætter ombygningen og revitaliseringen af Bytorv Horsens for fuld kraft, og vi glæder os til gradvist at afsløre de mange nye koncepter for vores kunder, når centrets butikker igen alle kan åbne, lyder det fra centerdirektøren.

Annonce

Alt er uvist

Dalle Valle og Café A's konkurser ramte blandt andet i Kolding og Aarhus, og effekten var generelt spredt ud over hele landet.

Bestyrelsesformand i de to madkoncepter Niels Rønnebech kan ikke sige noget om, hvorvidt konkurserne får konsekvenser for projektet i Horsens.

- Det kan vi ikke sige endnu, for det afhænger af, hvordan restaurationsbranchen kommer ud af den her nedlukning. Alt er uvist lige nu, og vi aner ikke, hvornår vi kommer i gang. Vores største frygt er, at vi får en delvis åbning med restriktioner, som formentlig vil ramme større restauranter og forretninger hårdt, siger han.

Niels Rønnebech tilføjer, at Dalle Valle og Café A følger situationerne og de løbende udmeldinger fra myndighederne tæt.

Dalle Valle i Kolding Storcenter er blandt dem, der er lukket på grund af konkurs. Her forsøger man at holde liv i Café A. Arkivfoto: Steffen Nielsen
Annonce

Alle medarbejdere fyret

Ifølge Ekstra Bladet havde holdingselskaberne bag Dalle Valle og Café A et samlet underskud på 14 millioner kroner i de senest offentliggjorte regnskaber fra 2018. I den forbindelse udtalte Niels Rønnebech, at man nu ville lave en finansieringsplan for de resterende 22 spisesteder.

De har deres egne CVR-numre, og derfor kunne man undgå at erklære det hele konkurs, men alle medarbejdere i restauranterne er dog blevet fyret, fordi man lige nu ikke har nogen omsætning overhovedet. Her er håbet, at de kan ansættes igen, når - eller hvis - restauranterne igen kan åbne efter coronakrisen.

Planerne for Bytorv Horsens er, at renoveringen skal være færdig i forsommeren i år, men her kan coronakrisen også give ændringer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

Kampen minut for minut: AC Horsens var nedspillet totalt og tabte trods fin slutspurt

Danmark

Kvalitet i stedet for tom reklame

Coronavirus

Live: Styrelse slår fast - skoler bør aflyse alle lejrskoler og klassefester

Annonce