Annonce
Kultur

Koncertplakat fra Horsens tog kæmpe prishop på auktion

Lars Ulrichs venskab med Nils Stærk førte til samarbejdet med Michael Kvium om plakaten til Metallicas koncert for 40.000 publikummer i Horsens i 2012. Koncerten, der blev fulgt op af endnu en Horsens-optræden i 2014, var det første store rockbrag, der fandt sted ved Fængslet. Arkivfoto: Martin Ravn
Kviums Metallica-plakat tog kæmpe prishop hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Horsens: Om sælgeren af en koncertplakat fra heavy-bandet Metallicas optræden i Horsens i 2012 rent faktisk deltog i koncerten, vides ikke.

Men hvis personen var blandt de 40.000 publikummer ved Fængslet 6. juni det år, er billetudgiften nu tjent ind igen - og mere til.

En kopi af plakaten, der blev udgivet i et begrænset oplag på 1000 op til 2012-koncerten og dengang angiveligt kostede omkring 500 kroner, er netop blevet solgt videre hos auktionshuset Bruun Rasmussen for 11.000 kroner plus hammerslags- og kunstnergebyr.

Auktionen sluttede tirsdag aften, og selv om prisen er i den lave ende, hvis man sammenligner med Kviums mere unikke værker, er der ikke desto mindre tale om det, der må kaldes en pæn prisstigning for plakaten. Et værk, der iøvrigt før er gået for væsentlig lavere hammerslagspriser.

Bruun Rasmussens vurdering lød da også "kun" på 6000 kroner, så noget tyder på, at det var inkarnerede fans, der bød prisen op for det 65,5 gange 47 cm store special-tryk, som oprindelig blev solgt af det københavnske galleri Nils Stærk.

Annonce
Metallica-koncertplakaten fra Horsens viser en mand, der bærer en kasket med ordet "Jail", mens han i den ene hånd holder en slange ikke ulig den, der optræder på coveret til det album, der gav Metallica adgang til mainstream-rocklandskabet; det såkaldte "black album" fra 1991. Fingrene på den anden hånd danner heavyrockens håndtegn: djævlehornene. Kviums musiksmag kender vi ikke, men det er ikke første gang, han assisterer musikere i den tunge ende af skalaen. I 1993 prydede et af hans værker coveret på det danske dødsmetalband Konkhras album "Sexual Affective Disorder" Arkivfoto: Galleri Nils Stærk

Nyt fra Kviums hånd

Galleriet drives af Nils Stærk, som har rødder i Odder og er ven af Metallicas danske trommeslager Lars Ulrich, og det var også denne kontakt, der i 2012 førte til samarbejdet med Michael Kvium, som Stærk har haft i sin fold i mange år.

Apropos salget på Bruun Rasmussen er galleriet p.t. undervejs med en ny soloudstilling med den Horsens-fødte kunstner.

"Pale Male Tales" hedder udstillingen, der ifølge Galleri Nils Stærk på Kviums tragi-komiske vis igen uddeler nyrehug til menneskets dårskab.

Det sker med to store og syv mindre helt nye malerier, der portrætterer "den hvide mand" i forskellige symbolladede positurer. Værkerne kan ses fra 18. januar, oplyser galleriet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce