Annonce
Kultur

Koncert med Larsen Junior: Sylvester Larsen spiller på hotel i Brande

Sylvester Larsen spiller i Brande, og det sker på Hotel Dalgas den 8. november. Arkivfoto
Kim Larsens søn Sylvester Larsen skal spille på Hotel Dalgas 8. november som et led i turnéen "Lille Landsby Tour".

Brande: Fredag 8. november forsøger Brande City sig for første gang som koncertarrangør, når foreningen står bag en koncert med Sylvester Larsen på Hotel Dalgas.

Sylvester Larsen vil af de fleste nok være bedst kendt som Kim Larsens søn. Med sin ”Lille Landsby Tour 2019” dropper han de traditionelle spillesteder og besøger i stedet for en lang række små danske byer.

Sylvester synger primært på dansk. Tidligere i år udgav han singlen ”Lille Landsby”, som er en hyldestsang til de små landsbyer i Danmark. Sangen er en rejse tilbage i tiden, til dengang provinsen stortrivedes.

Dengang var begrebet Udkants-Danmark endnu ikke opfundet. Lokale erhvervsdrivende indgik som en naturlig del af de små samfund, og folk kom ganske enkelt hinanden ved på en helt anden måde. I takt med de følgende års centralisering fulgte butiksdød, nedlagte busruter, huspriser i frit fald og arbejdspladser, der i stigende grad rykkede til storbyerne.

- Hvor er det ærgerligt, at det er gået sådan, for var Danmark ikke, mentalt og økonomisk set, et sundere og mere homogent samfund dengang? Var det ikke et kongerige, hvor afstanden mellem bybo og landbo var mindre, spørger Sylvester Larsen retorisk.

Han har selv mange gode minder fra barndomsferierne i den lille flække Flade på Mors – en by som i dag nærmest er gået i stå. Købmanden er lukket, skolen er lukket, og mange er flyttet derfra.

- Vi skal bevare de danske landsbyer, betoner Sylvester og fortsætter:

- De små samfund er en vigtig del af vores historie og kultur, og de bliver komplet undermineret af storbyerne. Vi har alt for travlt med de store linjer, men der er intet så befriende og smukt som en dansk landsby med lokalkultur og sammenhold, der giver plads til hinanden, fællesskabet og naturen.

I “Lille landsby” synger Sylvester om de blomstrende landsbyer, han selv tilbragte en stor del af sin barndom og ungdom i, og som han savner den dag i dag.

Sylvester Larsen spiller en lyttevenlig popmusik, der med klare budskaber og rockede undertoner altid sørger for at levere en musikalsk oplevelse for alle. Backing-bandet ”Nåleøjet” består af trommeslager Robin Pold, bassist Klaus Nielsen og guitarist Thomas Nielsen.

Billetter til koncerten kan købes via Brande Citys hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce