Annonce
Horsens

Koncert-kammerater rækker ud efter tidsånden

De musikalske kræfter i KulisseLageret og Horsens All Stars slår sig sammen om det ny koncertkoncept "Kind of Jazz". Der er premiere på torsdag på Horsens Kunstmuseum med blandt andre Michael Vestbo (midt i billedet). Machai Gordon (t.v.) og Jeppe Vind håber, at koncertrækken kan supplere jazz-scenen i byen. Foto: Morten Pape
Modet på jazz med mere vokser i musikdanmark. Nu skal en ny koncertrække i Horsens ud i krogene af genren.
Annonce

Horsens: I 1959 udgav jazz-legenden Miles Davis sit banebrydende album "Kind Of Blue".

Pladen - der er den bedst sælgende inden for genren - blev indspillet i en tidligere kirke på Manhattan i New York, uden at Davis havde en helt klar plan for, hvor indspilningerne skulle føre hen. Den var på mange måder et eksperiment. Et eksperiment, der nu både i navn og tankegang smitter af på koncertlivet i Horsens.

Her spiller KulisseLageret og musikersammenslutningen Horsens All Star på torsdag ud som koncert-kammerater med et mål om at give netop jazzen nyt liv i byen.


Nu ser vi en tendens til, at folk gerne vil høre den slags musik igen - og gerne høre den live. Det er den tidsånd, vi griber ud efter.

Machai Gordon


Det sker med en koncertrække, der som et venligt vink til Davis er blevet døbt "Kind Of Jazz". Og som lig den gamle mester skal ud at feje kroge i genrens univers.

Annonce

Supplerer den lokale scene

- Vi går sammen under det fælles tag "Kind Of Jazz", fordi vi kan se en ny bølge af interesse for den del af musikken, og det vil vi gerne understøtte ved at gå ind i grænseområderne. Der er andre i byen, som præsenterer mere traditionel jazz, og det vil vi ikke konkurrere med, men supplere ved at undersøge det spændingsfelt, hvor jazz også møder andre genrer, forklarer KulisseLagerets leder Jeppe Vind.

Første koncert er ikke henlagt til gammel kirke, men rammerne bliver ikke desto mindre specielle, når et par af landets bedste guitarister, Uffe Steen og eksilhorsensianeren Michael Vestbo, krydser spor på Horsens Kunstmuseum sammen med deres trioer.

Annonce

Kæmpenavne i Nørregade

Koncerten er et udtryk for, at der sker noget på jazzscenen, som er værd at gøde, forklarer Machai Gordon fra Horsens All Stars.

- Jeg har længe gået med en tanke om, at det kunne være fedt at få gang i nogle mindre traditionelle jazzarrangementer i Horsens igen. Der har tidligere været stolte jazztraditioner i byen, og det var jo topnavne, der kom på Nørregade 51, da det eksisterede, husker han om det forlængst lukkede spillested i midtbyen.

- Det var folk som Terri Lyne Carrington og Bill Frisell - kæmpe verdensstjerner, hvilket faktisk er helt vildt at tænke på i dag. Nu ser vi en tendens til, at folk gerne vil høre den slags musik igen - og gerne høre den live. Det er den tidsånd, vi griber ud efter, siger Machai Gordon.

Annonce

Midt i en ny guldalder

Guitarist Michael Vestbo, der er opvokset i Horsens, og som ved premierekoncerten torsdag optræder side om side med sin gamle læremester fra musikkonservatoriet i Aarhus, Uffe Steen, bekræfter, at den musikalske eventyrlyst vokser i disse år.

Han oplever det fra sin gang i musikermiljøet og på konservatoriet i Aarhus.

- Der har måske været en berøringsangst omkring ordet ”jazz” i et stykke tid, hvor mange har tænkt ”det er ikke noget for mig", siger han og uddyber, at sådan er det ikke længere.

- På konservatoriet er vi ikke sene til at sige, at vi er midt i en ny guldalder for dansk jazz. Der er meget, der spirer frem, og det er vildt, hvad der kommer af tårnhøj kvalitet fra unge. De spiller vildt godt og tør noget. De blander måske electronica, free jazz og omkvædet fra en countrysang, forklarer han og understreger dermed formålet med den ny koncertrække; at give Horsens' musikpublikum noget der er jazz, men også gerne mere end det... kind of jazz.

Annonce

Voksende nysgerrighed

Publikums voksende nysgerrighed på andet og mere end radiokanalernes playliste-musik nikker han også ja til.

Michael Vestbo fik sin musikalske opdragelse i Horsens og endte siden på konservatoriet i Aarhus, hvor han mødte sin læremester Uffe Steen. De klikkede og har i nogle år turneret med et parløb om koncerter, hvor deres trioer spiller sammen. Publikum får først en halv time med Vestbo, så en halv time med Steen og så en halv time med begge trioer på én gang. - Det, folk reagerer på, er, at det ret unikt at høre to af hver musiker, og at blikket kan vandre rundt på scenen og se interaktionen mellem musikerne, forklarer Michael Vestbo. Foto: Morten Pape

Hvor koncerter før har skullet "varedeklareres" med kendte navne og hit i bagagen, tager folk gerne chancer i dag, vurderer han.

- Det er fedt, at det også er blevet sådan inden for musik. Før så man det mest inden for film, hvor folk jo gerne siger ”hey, lad os prøve at se den her". Nu er den åbenhed i højere grad end før flyttet over på musikfronten, oplever han.

Annonce

Måske med internationale navne

Indtil videre er der kun sat navne på plakaten til første koncert i "Kind of Jazz"-regi.

Jeppe Vind og Machai Gordon arbejder dog på flere. Fem er på bedding i første omgang, og hvis publikum bakker op, er Machai Gordon klar til også at se uden for landets grænser for at ramme tidsånden.

- På sigt kunne jeg godt forestille mig, at vi begynder at se på internationale navne, men det kræver et større setup, så i første omgang bliver det danske musikere, vi har fokus på. Så må vi se, hvor det bevæger sig hen derfra, siger han.

Billetsalget til koncerten sker via KulisseLagerets hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Større udvalg, robotstyret dæklager og 40 lifte: Nyt bilhus på 5600 kvadratmeter står klar om et år

Annonce