Annonce
Kultur

Nu skal Beringsøen hakkes fri og væk fra Torvet - kommer tilbage i nyt 'look'

Det store granit- og betonkar, som Beringsøen står i, bliver hakket op i disse dage, så skulpturen kan flyttes til sin ny plads. Foto: Morten Pape
Kirsten Ortweds hyldest-værk til Vitus Bering skal på depot, inden det genopstår med ny placering og nyt udseende på Torvet ved Vor Frelsers Kirke.
Annonce

Horsens: Et af Horsens midtbys mest omtalte kunstværker i det seneste par årtier, Beringsøen på Torvet foran Vor Frelsers Kirke, er på vej væk fra sin nuværende placering.

I disse dage arbejder håndværkere med bankende maskiner på at løsne den massive konstruktion, så den kan flyttes til en anden del af Torvet.

Opgaven er dog kompliceret, forklarer projektleder Kristian Markvardt fra firmaet Buus Anlægsgartner A/S, der varetager flytningen som et led i den gennemgribende gågaderenovering, som Søndergade og Torvet gennemgår for tiden.

- Der er ikke nogen, der har optegnelser eller andet fra den tid, da Beringsøen blev etableret. Så der er heller ikke nogen, der ved præcis, hvordan den er sat fast. Det er vi ved at finde ud af nu, og vi har blandt andet lavet en kameraundersøgelse inde i værket for at blive klogere på det. Vi kan se, at det er gjort fast i bunden nogle steder, og det skal vi have brudt fri, lyder projektlederens status på processen.

Næste skridt - når Beringsøen er løsnet - bliver at løfte den på en lastbil, hvorefter den køres på depot.

Kristian Markvardt håber, det kan blive inden jul.

...vi går frem med små skridt for ikke at risikere at skade noget. Det er et ret omstændeligt arbejde.

Kristian Markvardt, projektleder

Annonce

Flytter til grillbars plads

- Men vi går frem med små skridt for ikke at risikere at skade noget. Det er et ret omstændeligt arbejde, når man ikke rigtig ved, hvordan den er funderet, siger projektlederen om flytteopgaven, der ifølge tidligere oplysninger fra Horsens Kommune koster omkring 700.000 kr.

Beringsøen, der blev skabt som en fondsgave til byen af kunstneren Kirsten Ortwed og stillet op i 2002, skal være på depot, mens Buus anlægsgartner A/S gør den ny placering på Torvet klar.

Den ny "adresse" bliver 25-30 meter fra den nuværende - mere præcis dér, hvor der i dag står en grillbar, fortæller Kristian Markvardt.

Grillbaren flyttes ifølge Horsens Folkeblads oplysninger onsdag eftermiddag, og derefter kan håndværkerne gå i gang med at etablere al den vandteknik, der skal lægges i jorden under Beringsøen, inden vandkunstværket kan lande på pladsen igen.

Annonce

Nyt udseende

Kristian Markvardts bedste bud er, at Beringsøen vender tilbage til Torvet i februar. Og gensynet bliver med Ortweds værk i et nyt "look", uddyber han.

Horsens Kommunes ambition med flytningen, der angiveligt er godkendt af kunstneren og Inge og Asker Larsens Fond, er at skabe en torveplads med bedre plads til aktiviteter og torvehandel, og i dét arkitektoniske spil bliver Beringsøen, der i dag står hævet i et stort betonkar, sænket ned mod belægningen, forklarer projektlederen.

- Vi laver et kar lidt ligesom det, den står i nu, men vi sænker det sådan, at torvebelægningen bare løber gennem karret. Det vil sige, at Beringsøen ikke bliver hævet op, men kommer til at stå i niveau med belægningen, siger han.

Historien om Beringsøen på Torvet

  • Beringsøen er et vandkunstværk på Torvet i Horsens.
  • Det er rejst til minde om byens stolte søn Vitus Bering.
  • Beslutningen om at skabe værket blev taget i 2000 af Horsens Byråd, der fik et tilbud fra Inge og Asker Larsens Fond, som gerne ville finansiere skulpturen.
  • Blandt flere indkomne forslag blev kunstneren Kirsten Ortweds bud vedtaget.
  • Butiksdrivende på Torvet var bekymrede for, om skulpturen ville ramme deres omsætning negativt, men arbejdet med værket gik i gang.
  • I foråret 2002 etableredes det beton- og granitbassin, som værket stadig står i, og i sommerens løb det år kom selve skulpturen på plads under Ortweds vejledning.
  • Beringsøen blev indviet 21. juni 2002, blandt andet med tale af daværende borgmester Vagn Ry Nielsen.
  • Allerede kort tid efter indvielsen viste der sig imidlertid at være problemer med fugerne i granitkarret, der ikke kunne holde tæt. Der stødte efterfølgende også problemer til med vandteknikken, som betød, at de dyser, der egentlig skal sende vand ud over skulpturen, ikke altid har fungeret.
  • Beringsøen har i årenes løb været diskuteret. Blandt andet er kommentarer om, at den burde flyttes til en anden del af byen, jævnligt dukket op.
  • I forbindelse med arbejdet med den midtbystrategi, der har banet vej for en omfattende modernisering af Jessensgade, Søndergade og Torvet, er det besluttet, at skulpturen skal blive på Torvet. Efter forslag fra landskabsarkitektfirmaet Schul bliver den flyttet 25-30 meter mod øst.
Det er ifølge Kristian Markvardt ikke helt ukompliceret at få Beringsøen fri af den sokkel, værket har hvilet på, siden det blev stillet op i 2002. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce