Annonce
Hedensted

Kommuner tolker regler forskelligt: KL kæmper for at få styr på persondata

Må man lægge et portrætfoto af et barn på en Facebook-side, når forældrene har givet et generelt samtykke til brug af fotografier af deres børn? I Vejle siger man ja, I Hedensted siger man nej. Begge kommuner afventer retningslinjer fra KL. Arkivfoto: Michael Svenningsen.

Hedensted Kommune er ikke de eneste, der er blevet mere opmærksomme på brug af Facebook i forbindelse med de nye EU-regler om persondata, men i Vejle tolkes reglerne indtil videre lidt anderledes. Kommunernes Landsforening arbejder på en generel vejledning.

Hedensted: En generel anbefaling til kommunerne om brug af Facebook i forhold til sikring af persondata er på vej.

Det oplyser Kommunernes Landsforening (KL) i et skriftligt svar til avisen.

- KL er fuldt opmærksom på, at de nye regler om persondata rejser en række spørgsmål i kommunerne. Derfor har vi bl.a. afholdt en række temadage, hvor emnet har været på dagsordenen. KL er pt. i dialog med Datatilsynet og Facebook og forventer hurtigst muligt at komme med en melding til kommunerne, udtaler Pia Færch, kontorchef i Kommunernes Landsforening til Folkebladet.

Om hurtigst muligt bliver før eller efter sommerferien er uvist, men noget tyder på, at en fælles fortolkning af reglerne vil blive budt velkommen. I hvert fald er det pt. ikke helt samme vejledning, som Hedensted og Vejle kommuner har i forhold til brug af billeder på deres Facebook-sider.

Som beskrevet i en artikel bragt i avisen tirsdag 19. juni, har Hedensted Kommune bl.a. valgt at tolke EU's persondataforordning - de såkaldte GDPR-regler - sådan, at man, uanset at forældrene har givet samtykke dertil, ikke må lægge portrætfotos ud på Facebook-siderne. Situationsbilleder, også med genkendelige personer, er i orden at lægge ud. Disse regler gælder særligt for Facebook, da det er en "usikker kanal", som Hedensted Kommune - og i øvrigt alle andre - ikke har en databehandleraftale med.

Annonce

Vores opfordring er altid: "Pas på og tænk jer om. Og er I i tvivl - så lad være"

Sonja Hansen, kommunikationschef Vejle Kommune.

Ok med samtykke

I Vejle derimod skelnes der endnu ikke mellem Facebook og andre kommunikationskanaler. I følge Vejle Kommunes retningslinjer må portrætfotos godt bruges, men det kræver et samtykke fra personen, der optræder på billedet. Helst skriftligt og med tydelig markering af, at man f.eks. ønsker at bruge billedet/billederne på sociale medier.

- Vi har hele tiden haft generelle retningslinjer for håndtering af persondata herunder brug af billeder og video, uanset hvilken kanal de kommunikeres på. Men reglerne har fået en opdatering i forbindelse med den nye persondataforordning, og vi har diskuteret dem på møder m.v. med vores web- og Facebookredaktører, fortæller kommunens kommunikationschef Sonja Hansen, der ligesom Hedensted Kommune afventer KL´s udmelding om kommunernes brug af Facebook.

Hun understreger, at der i mange år har været regler for brug af fotos i skoler og daginstitutioner og systematisk indhentning af samtykke fra forældre til fotografering af deres børn.

- Vi tilretter løbende ved udmeldinger fra Datatilsynet og KL, men vores opfordring er altid: Pas på og tænk jer om. Og er I i tvivl - så lad være, siger Sonja Hansen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce