Annonce
Horsens

Kommunens største byfest er aflyst - men måske bliver der en efterårsfest

Jan Koborg Olsen i anlægget i Hovedgård, hvor byfesterne plejer at holde til. I år er en september-fest i hallen et muligt alternativ Foto: Jens Amtoft
Der bliver ikke byfest i Hovedgård i maj. En dato midt i september er et sandsynligt alternativ.

Hovedgård: - Her ser jo lidt tomt ud sammenlignet med, når der er byfest, siger Jan Koborg Olsen.

Han står i anlægget i Hovedgård, hvor kommunens største byfest plejer at finde sted sidst i maj.

Det er en grå og kold forårsdag, og umiddelbart kan det være svært at forestille sig madboder, radiobiler og fest i teltet, som der er tradition for, når solen kommer frem, og luften bliver lun.

Annonce

Men i år bliver der ingen forårsfest, fortæller Jan Koborg Olsen, der er tovholder på byfesten.

- Vi vil ikke holde noget i slutningen af maj, som vi plejer. Det ligger fast. Det kan vi ikke, og det tør vi ikke. Men vi har jo faktisk 65-års-jubilæum i år, og det vil vi gøre alt for, om vi kan fejre midt i september i stedet for, fortæller han.


Vi har jo faktisk 65-års-jubilæum i år, og det vil vi gøre alt for, om vi kan fejre midt i september i stedet for

Jan Koborg Olsen, tovholder


Arrangørerne kalder selv byfesten for kommunens største byfest, og der kan være noget om snakken, for byfesten starter om onsdagen og varer frem til søndag.

Alternative modeller

I den nærmeste tid skal folkene bag byfesten til at drøfte alternative modeller for årets byfest.

- Det er tanken, at vi vil prøvet at samle kræfterne og gøre noget i tre dage - fredag, lørdag og søndag - hvis det kan lade sig gøre, og muligvis kan det blive i et samarbejde med hallen, fortæller Jan Koborg Olsen.

Sidste weekend i maj er normalt forbeholdt byfesten i Hovedgtård. Arkivfoto

Han understreger, at der ikke endnu er nogen aftaler på plads vedrørende en efterårsfest. Det bliver der først, når der er et lidt bedre overblik over coronasituationen.

- Vi kan ikke lave en byfest med helt det samme setup, som vi plejer. Hvis vi skal gøre det i hallen, giver det selvfølgelig nogle begrænsninger. Det er også en mulighed, at vi vælger at holde det i anlægget, som vi plejer. Det vigtige er, at vi finder en eller anden måde at holde byfesten på midt i september, siger tovholderen.

Selv om det længe har ligget i kortene, at maj-festen er aflyst, oplever Jan Koborg Olsen, at mange ringer for at forhøre sig om om alternative festdatoer.

- Folk ringer og spørger, hvornår vi holder byfest - det er præsten og børnehaven og de bands, der plejer at optræde, der ringer, og klovnen ringer. De er alle sammen interesserede i at få gang i kommunens største byfest. Vi har allerede mange tilkendegivelser om at være med, og  mon ikke at bryggerierne også er klar til at sælge nogle øl til os, siger Jan Koborg Olsen.

Der er foreløbig ikke fastsat nogen dato for, hvornår der skal træffes en beslutning om en efterårsfest.

- Men mon ikke vi er meget klogere i maj, når vi ved mere om, hvad de f.eks gør i Skanderborg, siger Jan Koborg Olsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Intens stemning ved retten: Dømte for dødsvold ført væk i håndjern under tilråb fra vennerne

Horsens

Kvik borger afslørede narkohandel

Annonce