Annonce
Hedensted

Kommunen vil opkøbe areal til parkeringspladser - ekspropriation er en mulighed

Politikerne i Hedensted Kommune har netop bevilliget 39 mio. kr. til at bygge et nyt administrationshus i Tørring. Der mangler dog forsat parkeringspladser til omkring halvdelen af de i alt 95 medarbejdere, der skal arbejde i huset, når det forventligt står færdigt i januar 2021. Illustration: Rum-Arkitekter
I forbindelse med byggeriet af et nyt kommunalt administrationshus i Tørring, mangler Hedensted Kommune forsat at finde plads til omkring 50 parkeringspladser til de kommunale medarbejdere.

Tørring: Opkøb af ejendomme og ekspropriation kan komme på tale i Tørring midtby, hvor Hedensted Kommune er på nippet til at opføre et nyt administrationshus med plads til 95 medarbejdere.

Grunden til administrationshuset er for længst fundet, men inden byggeprojektet - der er planlagt til at gå i gang om halvanden måned medio august - kører på skinner, skal der også findes et eller flere centrale arealer i Tørring, hvor de kommunale medarbejdere kan parkere.

Hedensted Kommune har indtil videre fundet areal til omkring halvdelen af parkeringspladserne. Blandt andet på Postvej, hvor kommunen i forvejen rådede over et parkeringsareal, og på Østergade, hvor Hedensted Kommune i foråret opkøbte og efterfølgende nedrev et parcelhus.

Nu sættes slutspurten så ind i forhold til at finde steder, hvor de resterende ca. 50 medarbejdere kan parkere. Det fortæller vicekommunaldirektør Johan Stadil Petersen.

- Når vi opfører en bygning som administrationshuset, skal vi selvfølgelig finde parkeringspladser til medarbejderne. Det kan man gøre ved at opkøbe grunde eller ejendomme, men der er også en mulighed for at ekspropriere arealer til parkeringspladser, såfremt arealet via en lokalplan er udlagt til det, forklarer Johan Stadil Petersen.

De skal bygge

Følgende firmaer har vundet de i alt otte fagentrepriser på administrationshuset i Tørring:

Råhus og murearbejde: EMR Murer- og Entreprenører A/S fra Nørre Snede (14 mio. kr.)

Tømrerarbejdet: Tømrer og Snedkerværkstedet Løsning A/S fra Løsning (8 mio. kr.)

Gulvarbejdet: Arkigulve Aps fra Horsens (1 mio. kr)

Malerarbejdet: Jensen & Tranegaard A/S fra Hedensted (½ mio. kr.)

VVS-arbejdet: Tørring VVS og Pejsecenter A/S fra Tørring (1 mio. kr)

Ventilationsarbejdet: Airteam A/S fra Kolding/Aarhus (1,3 mio. kr.)

Elarbejdet: DK-EL Aps fra Tørring (1,5 mio. kr)

Installation af elevatorer: PD Elevator A/S fra Haderslev (½ mio. kr.)

Beløbene er afrundede - dertil kommer udgifter til byggeplads, inventar, vinterforanstatninger, rådgivere m.m.

Bruger overskud

Han fik på byrådsmødet onsdag aften mandat til at forhandle en løsning hjem enten ved almindelig handel, en handel på ekspropriationslignende vilkår eller ved ekspropriation. Med sig til at handle for fik han 3,4 mio kroner.

Et beløb, der er kommet i overskud, efter byggeriet af den kommende administrationshus har vist sig at blive billigere end forventet.

Da der endnu forhandles med grundejerne, kan Johan Stadil Petersen ikke komme nærmere ind på, hvilke arealer kommunen har i kikkerten til parkeringspladserne.

- Men det er klart, det bliver nødt til at være i det centrale Tørring. Vi kan ikke have parkeringspladser flere hundrede meter væk. Det ligger også fast, at medarbejderne ikke skal parkere på torvet. Disse pladser er forbeholdt kunderne i byens butikker, lyder det fra Johan Stadil Petersen.

LA imod

Prisen for selve opførelsen af administrationshuset bliver 39 mio. kroner, som byrådet bevilligede onsdag aften. Dertil kommer 2,6 mio. kroner, som byrådet tilbage i februar 2018 bevilligede til projektering, samt de 3,4 mio. kroner til parkeringspladser. Dermed er det samlede budget for administrationshuset forsat på 45 mio. kroner.

Lars Bro fra Liberal Alliance stemte som den eneste imod, da han mener, den kommunale administration bør samles i Hedensted. Et synspunkt, der i øvrigt deles af den socialdemokratiske gruppe, KD og SF dog uden at nogen af dem stemte imod projektet.

Byggeriet, der forventes at stå færdigt i januar 2021, kommer til at blive udført af primært lokale håndværkere. Det bliver desuden et særligt bæredygtigt byggeri.

Placeringen af administrationshuset er markeret med orange på kortet. Der er enkelte parkeringspladser ved selve huset, mens de resterende skal findes i det øvrige af Tørring Midtby. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce