Annonce
Erhverv

Kommunen vil hjælpe trængte virksomheder ved at betale sine regninger før tid

Fremover kommer Hedensted Kommune til at betale sine regninger med det samme. Foto: Morten Pape
Fra på torsdag vil Hedensted Kommune efter alt at dømme se stort på sin normale betalingsfrist på 30 dage for straks at sende pengene ud til pressede firmaer. Der er dog uenighed om, hvorvidt man skal gå endnu mere vidtrækkende til værks.

Hedensted: Når Hedensted Kommune køber serviceydelser eller fysiske varer fra kunder, falder pengene som i alle andre kommuner først 30 dage senere.

Men i en krisetid, hvor adskillige lokale virksomheder pludselig står i eklatante likviditetsproblemer, kan det være et dødsstød at skulle undvære betaling i så lang en periode.

For at det ikke skal betyde afskedigelser eller konkurser, foreslår gruppeformand Ole Vind (V) nu, at alle ubetalte fakturaer straks betales.

- Vi står i en ekstraordinær situation, og så må vi tænke lidt ud af boksen for at finde de ekstraordinære løsninger. Gør vi ikke alt, hvad vi kan for at understøtte hinanden, kan man frygte det værste for vores virksomheder, og det her kan forhåbentlig hjælpe en smule til, at der også er arbejdspladser at vende tilbage til på den anden side, siger Ole Vind.

Københavns Kommune har allerede truffet samme beslutning, hvorfor der forleden blev sendt ca. 600 mio. kr. ud til 4500 leverandører.

Annonce
Det er et redskab, vi skal have i brug så hurtigt som muligt, så der er ikke tid til at diskutere om det i en måned.

Ole Vind (V), gruppeformand

For mandskabstungt

Forslaget vækker genhør hos borgmester Kasper Glyngø, da han netop selv havde vendt ideen på rådhuset og blandt det lokale erhvervsliv.

Alligevel lægger han efter en snak med økonomiafdelingen op til en light-udgave, hvor det blot er nye, indkomne fakturaer på alt fra bleer i vuggestuer til asfaltarbejde, der straks betales.

Det bliver ganske enkelt alt for mandskabstungt, hvis de tusindvis af regninger skal rettes til manuelt, lyder det.

- I en gennemsnitlig måned har vi regninger for ca. 60 mio. kr. til alle vores forskellige institutioner, så det bliver til voldsomt mange fakturaer. Derfor bliver det et issue, hvis vi skal ind i systemet og ændre betalingsdatoen for hver enkelt, siger Kasper Glyngø.

Økonomi til begge

Hvilken løsning, kommunen ender på, bliver afgjort torsdag på et ekstraordinært møde i udvalget for politisk koordination og økonomi.

Økonomichef Søren Dreiø Carlsen understreger over for Folkebladet, at kommunen kan løfte begge løsninger inden for sin økonomiske ramme.

- Og det er selvom, vi er blandt de kommuner i landet med den laveste likviditet. Med i beregningen er også, at skoler og børnehaver kører på lavere blus, så betalingerne de kommende måneder forventes at blive mindre end normalt, siger han.

De nye betalingsbetingelser kan i givet fald implementeres, straks efter beslutningen er truffet. Som udgangspunkt vil det gælde frem til 1. juli, men det kan blive ændret i begge retninger afhængig af, hvordan situationen omkring covid-19 udvikler sig.

Der kræves ekstraordinære løsninger på det ekstraordinære problemer, mener gruppeformand Ole Vind (V), som ønsker at alle kommunens ubetalte regninger straks betales. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Det handler primært om mandskabskraften, når borgmester Kasper Glyngø (S) lægger op til light-udgaven af kommunens kommende straksbetalinger. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Butikker skal holde åbent søndage i sommerferien - cafélivet skal være generatoren bag

Annonce