Annonce
Hedensted

Kommunen fjernede "småt brændbart" - nu øjner de million-besparelse

Annonce
Hedensted - Hverken borgere eller personale på genbrugsstationerne er blevet godt nok informeret om opstramningen af reglerne for, hvad der må smides i den tidligere "småt brændbart"-container.

Det erkender Hedensted Kommunes tekniske udvalg, der på foranledning af Lars Poulsen (V) og Tage Zacho Rasmussen (DF) diskuterede de strammere sorteringsregler på sit møde forleden.

For en måned siden blev skiltet med "småt brændbart" fjernet fra containerne på kommunens fire genbrugsstationer til stor undren - og utilfredshed - hos mange borgere.

Årsagen var, at nogle borgere har benyttet containeren som en udvidet skraldespand og ikke har været kritiske nok i deres sortering af affaldet. Det skulle et nyt skilt og mere indgående vejledning fra personalet stramme op på.
Annonce

Kan spare en million

Og selvom informationen forud for skilte-udskiftningen har været mangelfuld, har aktionen haft den ønskede effekt.

- På genbrugsstationen i Klakring plejer de ansatte at tømme containeren med småt brændbart hver fjerde dag, men i september har de gjort det hver niende dag. I Remmerslund gjorde de det før hver tredje dag, men nu har det kun været nødvendigt én gang om ugen. Til gengæld bliver containerne med pap, papir og hård plast tømt meget oftere, siger Lene Tingleff (V), der er formand for teknisk udvalg, og tilføjer, at billedet er det samme på alle kommunens fire genbrugsstationer.

Når det er en god ting, er det, fordi en bedre affaldssortering både gavner miljøet og kommunens pengekasse.

For hvor kommunen betaler omkring 500 kr. pr. ton "småt brændbart", der sendes til forbrænding, så tjener den omtrent samme beløb på det, der sendes til genbrug.

- Hvis borgerne fortsætter med at sortere på det niveau, de har gjort i september, kan vi spare en million kroner om året på genbrugsstationerne, siger Lene Tingleff.
Annonce

Nyt skilt på vej

Hvis Hedensted Kommune skal nå i mål med den nationale ressourceplan, er det dog også nødvendigt med en strammere sortering.

Målet er, at 50 procent af alt husholdningsaffald i 2022 skal genanvendes, og sidste år lykkedes det i Hedensted Kommune kun at nå op på 26 procent.

- Vi er ikke ligefrem foran, når det gælder sortering, og derfor skal vi gøre en indsats, siger Lene Tingleff.

At der er procenter at hente i containeren med småt brændbart blev klart, da genbrugsstationerne sidste efterår lavede en stikprøve på to containerne.

- Her viste det sig, at halvdelen af det, der lå i containerne var placeret forkert. 25 procent skulle have været i andre containere, og 25 procent var rent husholdingsaffald, siger Lene Tingleff til Folkebladet.

I teknisk udvalg er man enig om, at borgerne skal blive bedre til at sortere, og udvalget har besluttet, at der skal sættes en informationskampagne i gang.

Derudover skal der sættes et nyt skilt op foran den omdiskuterede container, hvoraf det fremgår, at det var den, der tidligere hed "småt brændbart".
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Annonce