x
Annonce
Ikast-Brande

Kommunen dækker hele turistforeningens underskud

Turistkontoret i Brande og Ikast-Brande Turistforening eksisterer ikke længere, men der er stadig et økonomisk efterspil. Arkivfoto
Økonomisk efterspil kan ændre størrelsen på turistforeningens underskud.

Ikast/Brande: Ikast-Brande Kommunes Erhverv, Vækst og Bosætningsudvalg (EVB-udvalget) har besluttet at dække den nedlagte Ikast-Brande Turistforenings samlede underskud.

I starten af 2019 nedlagde et flertal af medlemmerne Ikast-Brande Turistforening som en konsekvens af en varslet kommunal besparelse på en halv million kroner. Efterfølgende indgik Ikast-Brande Kommune et samarbejde med nabokommunen Herning om turismen under navnet VisitHerning.

Forløbet efterlod et hul i turistforeningens kasse på lidt over 100.000 kroner. Dertil kommer timer, som Visit Ikast-Brandes daværende turistchef, Jette Nielsen, har afholdt efter turistforeningens ophør. Disse beløber sig til 20.710 kr.

Et flertal i udvalget bestående af Annette Mosegaard (K), Brian Sigtenbjerggaard (V) og Henrik Kraglund (FL) vedtog at bevilge hele beløbet, mens udvalgets to øvrige medlemmer, Simon Skipper Vanggaard (DF) og Kirsten Hoffmann (S) kunne gå ind for at bevilge de 103.525,66 kr.

Annonce

Usikkerhed om projekt-penge

Inden beslutningen om nedlukning af Visit Ikast-Brande gennemførte turistforeningen et LAG-projekt, kaldet "Wayfinding & Storytelling i Ikast-Brande". Projektet omhandlede oprettelsen af en række seværdigheder, cykel- og vandreruter, kunstture, naturture m.m. på Visit Ikast-Brandes app. Her kan turister eksempelvis finde en cykelrute, cykle på ruten samtidig med at der kan høres historier om de seværdigheder og andet, som man cykler forbi.

Til dette projekt fik turistforeningen tilsagn om LAG-midler på 133.610 kr., svarende til 50 procent af projektets tilskudsberettigede udgifter. Ved projektets afslutning var der afholdt tilskudsberettigede udgifter for i alt 164.764 kr., hvorfor der blev anmodet om en udbetaling på 50 procent heraf, svarende til 82.382 kr.

Projekt Wayfinding & Storytelling Ikast-Brande blev afsluttet inden nedlukningen, ligesom regnskab og afrapportering blev fremsendt til Erhvervsstyrelsen. På grund af en meget lang sagsbehandlingstid hos Erhvervsstyrelsen, er det først nu, at styrelsen ser på det afsluttende regnskab og rapport.

Erhvervsstyrelsen har i den forbindelse skrevet til Turistforeningen og konstateret, at Turistforeningen er lukket ned, og at projektet derfor ikke længere "lever" i dette regi. I lovgivningen for LAG-projekter står der anført, at projekter som modtager LAG-midler skal eksistere minimum fem år efter projektets afslutning. Der vil fra Turistforeningen blive fremsendt en redegørelse til Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at projektet fik tilsagn om tilskud og blev igangsat, inden ny lov om turismefremme blev godkendt i Folketinget. En lov som betød, at turistforeninger skulle slå sig sammen i større enheder på tværs af kommunegrænser i nye destinationsselskaber. Informationerne fra projektet findes fortsat, og vil blive overført til den nye app, som VisitHerning skal til at udvikle. På den baggrund ønskes tilskuddet fortsat udbetalt.

Såfremt Erhvervsstyrelsen godtager denne redegørelse og udbetaler tilskuddet vil Turistforeningen komme ud med et underskud på cirka 42.000 kr.

Da Turistforeningen skylder flere kreditorer, og har behov for at få disse gældsposter ud af verden, foreslås det, at Ikast-Brande Kommune i første omgang dækker det samlede underskud på 124.235,66 kr. Dette for at holde Turistforeningen skadesløs. Såfremt Erhvervsstyrelsen udbetaler hele eller dele af tilskuddet til projekt Wayfinding, skal disse midler overføres fra Turistforeningen til Ikast-Brande Kommune. Det betyder samtidig, at Turistforeningen skal afvente endelig lukning til afgørelsen fra Erhvervsstyrelsen foreligger.

Hvis Erhvervsstyrelsen beslutter, at projektet ikke kan modtage tilskud vil det betyde, at Ikast-Brande Kommune dækker hele turistforeningens underskud på 124.235,66 kr.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Peter Sørensen: Kommunen kan gøre noget - men det er private penge, der for alvor holder byggeriet i gang

Annonce