Horsens: Søren Grotkær mosler med at få de lyseblå engangshandsker på, mens svedperlerne pipler frem bag visiret. Det er varmt inde bag al den plastik. Men det er nødvendigt.
Til daglig arbejder han som økonomi- og administrationschef i området velfærd og sundhed i Horsens Kommune, hvor computer og tal er hans vigtigste arbejdsredskaber.
Torsdag eftermiddag var de skiftet ud med lange, tørre træpinde, skåneærmer, forklæde, engangshandsker, mundbind og visir. Det var hans tur til at teste medarbejdere, som arbejder på sundhedsområdet for smitte med corona. En test, som målgruppen tilbydes hver 14. dag.
Ikke svært at teste
Og der var godt gang i træpindene.
- Hvis du lige stiller dig her under lyset, lød det fra chefen bag visiteret, hvorefter en ny medarbejder åbnede munden. Han holdt tungen nede med træpinden, stak vatpinden ind i munden og kørte den rundt i svælget i fem sekunder.
- Det der er eddermame verdensklasse, lød det rosende.
Hvis man ikke lige vidste, at jobbet var ganske nyt, ville man ikke tænke over, at opgaven med at pode andre i svælget ligger langt fra en normal arbejdsopgave for ham.
Søren GrotkærDet er ikke svært at lave testen. Det, der er svært, er at sørge for, at folk ikke får det skidt, når jeg gør det.
- Det er ikke svært at lave testen. Det, der er svært, er at sørge for, at folk ikke får det skidt, når jeg gør det, forklarede Søren Grotkær.
Det så ud til at lykkes meget godt.
En opgave oven i de andre
For at leve op til Sundhedsstyrelsens krav om, at sundhedspersonale i kommunen skal tilbydes en test for smitte med corona hver anden uge, er 50 administrative medarbejdere i kommunen i efteråret blevet uddannet til netop den opgave, så sundhedspersonalet ikke skal pålægges yderligere opgaver under coronapandemien. De nyuddannede indgår i et 14 dages-rul, hvor de hives ud af hverdagen og tester.
- Så kan man jo tænke, at det er dyrt at sende en chef afsted, men det er det faktisk ikke, fortæller han.
Hans kontrakt tæller ikke timer, han skal bare løse den opgave, han har. Også selv om han bruger tid på sin nye opgave.
Og de testpersoner, Folkebladet snakkede med, var helt trygge ved, at han lavede prøver. Og glade for muligheden for at blive testet.
Dejligt med mulighed for test
- De er jo alle oplært i det, lød det efter prøven fra Annette Hansen, social- og sundhedshjælper i Østbirk.
Hun er glad for tilbuddet om at blive testet.
- Det er det, vi kan gøre, men man kan jo ikke vide, om man går rundt med smitten.
Helt i tråd med en anden af dagens testpersoner, Randi Kyed Larsen. Hun er ergoterapeut og arbejder med kronisk syge. For hende giver det en tryghed, at hun bliver testet - både for hende selv og de borgere, hun arbejder med.
- Det er så privilegeret, at vi har det her tilbud. Andre står i kø for at blive testet.
En ny opdagelse
For Søren Grotkær har den nye opgave budt på en stor overraskelse.
- Jeg anede ikke, at der var så stor forskel på, hvordan folk ser ud inde i munden og halsen.
Mens han testede, sivede flere til, som var klar til at åbne munden. Efter bare tre kvarter besluttede dagens team på tre, at de skulle være to til at teste.
- Vi har omkring 1500 medarbejdere, der er omfattet af tilbuddet. Det er frivilligt, men det er mit indtryk, at næsten alle tager imod tilbuddet. Det er jo folk, der arbejder med sundhed, lød det fra Søren Grotkær, som sammen med de andre på testholdet bliver testet løbende.
Test af sundhedspersoanle
I starten foregik testene i en testbus. Nu har kommunen fået to faste teststationer.
En på Søndergården i Brædstrup, hvor man kan blive testet mandag kl. 7.30-14.
En på Sundtoppen på Langmarksvej i Horsens, hvor man kan blive testet tirsdag til fredag kl. 7.30-14. Torsdag er der også åbent klokken 15-18.
De ansatte skal medbringe sundhedskort, men skal ikke reservere tid.