Annonce
Danmark

Kommentator: Kommunal udligning har gjort alle sure i 40 år

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Økonomisk udligning deler alt og alle i politik, men kritikken er dog skarpere denne gang, mener Hans Engell.

Den 31. januar præsenterede regeringen sit udspil til en reform af den kommunale udligning. Og udløste dermed en sand storm af protester og harme blandt folketingspolitikere og borgmestre i hele landet.

Annonce

Ifølge politisk kommentator Hans Engell var det ganske forventeligt. Og noget, der er sket regelmæssigt i en menneskealder.

- Jeg har selv fulgt udligningsforhandlinger siden slutningen af 1970'erne, så i 40 år har jeg fulgt optakt, forhandlinger og resultater på det her område.

- Og det følger altid det samme mønster. Udligning deler alt og alle i politik. Også internt i folketingsgrupperne.

- For det handler i den grad om penge, og tegnebogen er som bekendt nabo til hjertet, siger Hans Engell.

Fredag har bygen af vrede og kritik nået et nyt højdepunkt. I Jyllands-Posten er borgmestre vrede over, at de kan komme til at hæve skatterne. I Berlingske mener flere borgmestre fra Venstre og De Konservative, at de kommer til at bidrage for meget.

I Ekstra Bladet mener flere socialdemokratiske borgmestre, at de enten får for lidt ekstra eller skal afgive for meget. I B.T. mener borgmestre, at de bliver straffet for at få flere i arbejde, og til Fyens Stiftstidende siger fynske borgmestre, at forslaget vil skævvride øen.

Det er lidet overraskende, siger Hans Engell:

- Det er jo rå politik. For vi er nede i, hvad de enkelte borgmestre kan eller ikke kan økonomisk.

- Og vi taler om en reformtype, der typisk holder i ganske mange år. Så der er rigtigt meget på spil for dem, siger Hans Engell og noterer sig:

- Men nu er det selvfølgelig også sådan i politik, at dem, der er glade og tilfredse, hører man ikke meget fra.

Mens kommentatoren altså genkender forløbet, opfatter han, at den kritik, der lyder fra borgmestre, er blevet stærkere denne gang.

- Jeg synes, at denne runde har en betydelig bitterhed og skarphed, som jeg ikke synes, vi har set før.

- Og det tror jeg, hænger sammen med, at det på mange måder er blevet sværere at være kommune. Mange har store problemer, siger Hans Engell.

Det er ikke kun borgmestrene, der har fundet de hårde ord frem. Venstre vil ikke deltage i forhandlingerne med regeringen, før flere data fra reformen bliver præsenteret.

Netop Venstre er nøglen til, om der kan gennemføres en reform. Uden partiets deltagelse tror Hans Engell ikke, at reformen bliver til noget og droppes i god tid inden det kommende kommunalvalg i 2021.

- Det mest spændende bliver, om det lykkes at lave en bred aftale.

- Udligningsforhandlinger egner sig bedst til, at de to store borgmesterpartier, Venstre og Socialdemokratiet, laver en aftale en mørk nattetime og så lader stormen af læserbreve, borgmestre, der går amok og skælder ud, drive over, siger kommentatoren.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce