Annonce
forside

Kommentator: En socialdemokrat kunne have holdt Løkkes tale

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) leverede tirsdag sin sidste nytårstale inden næste folketingsvalg.

Løkkes sidste nytårstale før valget var nyhedsfattig, mener Helle Ib. Talen var stærk på værdier, siger hun.

Der var ikke de store nyheder - ja, faktisk ingen - i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale.

Det mener Helle Ib, Børsens politiske kommentator, om talen, som er den sidste af slagsen fra Løkke inden det næste folketingsvalg, der senest finder sted 17. juni i år.

Til gengæld var det en værdiladet tale, mener Helle Ib, hvor Løkke blandt andet havde fokus på fællesskabet og velfærdssamfundet og forsøgte at være den favnende figur i dansk politik

- Det er en tale, der er stærk på værdier, og som indrammer, hvordan Løkke gerne vil blive opfattet som statsminister.

- Det er en statsminister, som godt ved, at valget nærmer sig. Nytårstalen bærer præg af, at han meget gerne vil stå som den samlende og ansvarlige figur på midten af dansk politik, siger Helle Ib.

En socialdemokrat kunne have holdt samme slags tale, mener hun.

- Han taler meget om en dobbelthed, om hvordan andre lande i verden er udfordret på værdierne, om splittelse mellem høj og lav, og hvor han fremhæver Danmark med alle mulige vendinger om fællesskab.

- Det sker på en måde, hvor man må sige, at en socialdemokratisk statsminister kunne også have holdt den tale.

- Han gør et stort nummer ud af at rose og udtrykke respekt for de offentligt ansatte, siger Helle Ib.

Talen kredsede en del om det danske sundhedsvæsen. Her har regeringen flere gange udskudt fremlæggelsen af et sundhedsudspil.

Det kommer i år, slog Løkke fast i talen. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har tidligere udtalt, at det kommer i januar.

Regionernes fremtid har i den forbindelse været diskuteret heftigt, men Løkke nævnte ikke regionerne med et eneste ord i talen. Det er fortsat uvist, hvad Venstre vil med regionerne.

Ganske bevidst, mener Helle Ib. Hun vurderer, at regeringen fortsat arbejder på udspillet.

- Patienten skal sættes før systemet, siger Løkke. Det er en klassisk mærkesag for Løkke og Venstre.

- Men han understreger også, at det skal være forsvarlige forbedringer, der skal bygge på personalets faglighed, siger Helle Ib, som mener, at Løkke derved prøver at berolige sundhedspersonalet før udspillet.

De to andre regeringspartier - Liberal Alliance og De Konservative - ønsker regionerne skrottet. Det samme ønsker støttepartiet Dansk Folkeparti.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Tre indbrud i tre byer

Læserbrev

Forfatterkneb: Klimaministerens første tale

Læserbrev: "Ærede Folketing. Som minister for det nyoprettede klimaministerium vil jeg skitsere regeringens ambitiøse omstillingsplan for den næste valgperiode." Ministeren ser op fra sit manuskript og ned på de forsamlede parlamentarikere, hvoraf nogle ser direkte på ham. Andre følger med på deres telefon. "Regeringens sigte er klart: I løbet af de næste 10 år skal vi have opfyldt vores målsætning om en minimumsreduktion af CO2-udledningen på 70 pct. med en fremskrivning til 100 pct. i 2050." Han løfter blikket og ser op mod tilskuernes rækker. De er fyldte af unge og gamle mennesker, der alle følger hans munds bevægelser, som gjaldt det livet. Et stort åndeløst fokus i frit fald ned mod talerstolen og formanden, der piller ved sine negle. "Hvis vi skal nå i mål med regeringens ambitiøse klimaplan, så er der ingen tid..." Han ser igen op mod tilskuerpladserne. Nogle af de unge hænger ud over det fintskårne rækværk. Ældre, med deres furede ansigter, titter forsigtigt hen over de bøjede rygge. "... at spilde." Han mærker sin partiforkvindes bekymrede blik på sit ansigt. "Klimaforandringerne er det største problem, vi som civilisation står overfor..." Pludselig forsvinder teksten fra skærmen. Alle ordene, han har haft en rigtig forfatter til at skrive! Hans verden går i sort. Budskabet forsvinder mellem fingrene på ham. Han forsøger at huske ordene, som forfatteren skrev, men indfanges i stedet af en ung piges bekymrede blik. Hun smiler sørgmodigt til ham. "Men den grønne omstilling, klimaforandringerne, ressourceknapheden, den øgede ulighed kræver mere end jeg og min regering tør indrømme. Overfor os selv. Overfor vælgerne. Overfor de kommende generationer." Den unge pige ser alvorligt på ham. Hun smiler ikke længere. Men et lille nik med det smukke hoved får ham til at fortsætte: "Den nødvendige omstilling af vores samfund er langt mere gennemgribende, end vi nogensinde kommer til at formulere fra denne talerstol." En tåre. Solstrålers refleksion på pigens kind. "Der er ingen, der endnu har turdet italesætte den reelle opgave, vi står overfor! Og der er ingen i dette parlament, der nogensinde vil kunne fremsætte lovforslag omhandlende den revolution af vores værdier og kultur, som er nødvendig for at sikre de kommende generationer en bæredygtig planet at leve på. Ingen!" Uro. Pigens ansigt forsvinder i mængden. Klimaministeren spejder forgæves efter hende, før han med lange skridt løber mod den nærmeste dør og for altid forsvinder ud af det parlamentariske liv!

Annonce